Skip to main content
Film

Den nul-stillede jockey

FILM - ”El Jockey”

Virkelig, virkelig mærkelig film.

Tarantino og Wes Anderson møder Gøg og Gokke, elegante danseoptrin møder hårdkogt gangstere, grotesk humor møder dybt alvorlige livsspørgsmål, lagkagehumor konfronterer virkelighedens uvirkelighed

Hvem er du? Ved du det egentlig?

Den argentinske jockey Remo (Nahuel Pérez Biscayart) er ude i et misbrug, der nemt kunne slå en af de væddeløbsheste, han igen og igen fører til sejr, ihjel.El-Jockey-3-2192x1233.jpg

Hestebedøvelsesmidlet ketamol blandet op med slavewhisky er ikke kost for spædbørn.

Misbruget har taget overhånd, men gangsterbossen Sirena (Daniel Giménez Cacho) satser stadig på, at Remo kan vinde det store løb med den importerede japanske racehest Mishima.

Remo er forgabt til over begge øren i sin smukke kvindelige jockeykollega Abril (Úrsula Corberó), og de to bliver spærret inde sammen i en boks, så Remo kan nå at blive afgiftet, før det store løb.

Men misbrugeren Remo finder en udvej, svedende og rystende på hænderne, før løbets start, og det går helt galt på banen. Da Remo vågner igen, er han slemt kvæstet, men undslipper fra hospitalet iført damepels og en kæmpestor mumie-agtig bandage om hovedet.El Jockey.jpg

Tanketom og nærmest nulstillet vandrer Remo hvileløst rundt i Buenos Aires, mens han samler tilfældige ting op fra gaden.

Med Sirenas håndgangne mænd lige i hælene, kan han godt begynde at frygte for sit liv.

Det er farverigt, nærmest surrealistisk filmet. Med billeder og optrin, scener og personer, der limer sig fast til din nethinde. Uafrystelige, groteske og sort humoristiske.

Åbningsscenen med den totalt bedøvede Remo omringet af jukeboks musik, mundharpespillende dværg uden arme, og en gennembanket stakkel til ældre mand, er bare en forsmag på, hvad der venter.El_Jockey-647251141-large.jpg

Læg hertil lydsiden, voldsom, skræmmende og hypnotisk, men også med klare seksuelle undertoner, når Abril danser. Både sammen med Remo, men også med en kvindelig kollega.

Det er de store følelser, vi her får foldet ud. Om kærlighed, kønsidentitet og baggrunden for misbruget.

Og Remos kamp for at blive vasket rent i glemslens flod, så han kan blive genfødt. Sådan som de gamle grækere forestillede sig det.

Skuespillernes roller er skåret som med skærebrænder i rustent metal. Overdrevent, men også hjertegribende. Genkendelige og samtidig totalt uforudsigelige, mens filmen snor sig fremad.

Dramatisk udadvendt bliver følelserne blæst ud for fuld styrke

Læg hertil en fabelagtig, farverig billedside, men hvis du spørger mig, om jeg forstår alt og pointen med denne film, må svaret blive et spagfærdigt nej.

Rablende er det, bevægende er det, og ja - en historie om at blive genfødt og finde en ny identitet, er det vel også.

Men på en helt anden måde. I et fuldstændigt absurd, overraskende, vanvittigt og vittigt miks.

Film

  • “El jockey”
  • Argentina, 2024
  • Instruktør: Luis Ortega
  • En time, 36 minutter
  • Tilladt fra 15 år
  • Premiere, 8. Maj, bl.a. Biffen, Nordkraft, Aalborg.

.

.