Roser med jobtræning

Film - ”Duften af roser”

Fransk film, som vel egentlig skulle have heddet roseskaberen.

Hun hedder Eve (Catherine Frot) og overtog for 15 år siden en blomstrende forretning, da hendes far døde.

Men nu kniber det med at finde kunder til hendes mutationer, og på den årlige internationale konkurrence må hun endnu en gang se sin perlemorshvide rose, slået af det mægtige, industrielle roseimperie, Lamarzell.

Bankerot og konkurs truer, men så får hendes trofaste sekretær en ide. Hvorfor ikke få fat i noget gratis arbejdskraft i form af arbejdsløse, der skal i jobtræning?

Snart står trioen – den undselige kvinde Elle (Rukkmini Ghosh), den 50 år+ langtidsledige, desillusionerede mand Samir (Fatsah Bouyahmed) og tyven Fred (Manel Foulgod) på den lille rosengård og skal hjælpe til med at få skabt en rose.

En rose, som kan redde Eve fra fallit og slå den utiltalende rosenimperialist af banen.

Det er historien om David og Goliat, den lille mod den store, men også historien om at holde fast i et gammelt håndværk. At skabe det unikke. En rose, der både ser ud, dufter og er overbevisende livskraftig grøn.

Eve er ved at give op, men ser rosentatoveringen på Freds overarm og bliver inspireret til at gøre forsøget endnu en gang.

Også selv om det indebærer ”småulovligheder”, som drivhustyveri med mere.

Det er fransk komedie lidt i stil med Olsen-banden, og det kan vi jo godt lide herhjemme.

Skuespillet er sådan come ci, come ca. Ingen gør rigtig det store væsen ud af deres roller. Catherine Frot har ikke synderligt besvær med at veksle mellem myndig direktør og skrøbelig roseskaber, der indimellem er ved at opgive det hele, og enten eksploderer i raseri eller synker hen i afmagt.

Jobtræningstrioen over for hende giver ikke meget modspil. Ganske stereotypt er det, på nær den franske rapper Manel Foulgoc, der faktisk er god som tyven med voldelige banderelationer, der langsom tør op i arbejdet med Eve og de andre.

Der er ganske meget - varmhjertet mor møder forsømt søn - over deres relation og skuespil.

Flot filmet er det på en lille rosengård, Maison Dorieux, der får en til at tænke på, om Eve i virkeligheden ikke er himmelsk roseskaber i Paradisets have.

Komedien har svært ved at finde balancen mellem det morsomme og det alvorlige. For både grin og gråd skal jo i spil, hvis det skal være rigtig morsomt.

Så den når ikke op på højde med franske succeser, som ”De urørlige” eller ”De særlige”, selv om den er støbt over samme, ganske genkendelige, skabelon.

Det prøver filmen så at råde bod på med lige dele fransk patos og sentimentalitet.

Du kan komme langt i livet med en god rose, eller måske en hel buket. Især hvis du følger op med at åbne op for dine egne følelser.

Men komedien her forbliver på det jævne, skønt den gerne vil folde sig ud som en duftende rose. Rigtig vedkommende bliver den aldrig.