For godt til at være sandt?

Film - "Don't Worry Darling" 

I den psykologiske thriller lever Alice og Jack Chambers i ren utopi i det lukkede samfund Victory, der er placeret ude midt i ørkenen. Det viser sig dog hurtigt, at alt ikke er, som det skal være.

Og når der kommer sprækker i facaden, kan Alice (Florence Pugh) ikke lade være med at stille de spørgsmål, hun har lovet ikke at stille. 

Baconen syder. Der bliver slået et æg ud på panden. Kaffen hældes op. Denne scene udspilles mange gange i løbet af filmen netop for at vise det ensformige og uproblematiske liv, der leves i Victory.

Sådan er hverdagen for Alice (Florence Pugh) og Jack Chambers (Harry Styles), der bor i det polerede og overplejede boligkvarter i 50’er-stil, hvor der ikke er en finger at sætte på omgivelserne, håropsætningen eller det skræddersyede tøj.

Hver dag kører mændene på arbejde i deres skinnende biler, og kvinderne vinker synkront farvel til dem, inden de begynder deres huslige pligter. Det ligner en ren musical, og baggrundsmusikken lægger også op til det i begyndelsen.

Project Victory emmer af perfekthed og utopi, mens deres overhoved Frank fungerer som en guru, der mere eller mindre fremstår sociopatisk og urørlig.

Både mænd og kvinder er fascineret af ham, og omdrejningspunktet for mændene bliver at vinde hans tillid. Spørgsmålet er om han i sidste ende er til at stole på?

For kvinderne er der kun én regel: De må ikke gå uden for det sikre afgrænsede område og allerede her sås der tvivl om det idylliske liv. Hvad er der ude i ødemarken?

Uden for det sikre område ligger Project Victory's hovedkvarter, hvor alle mændene arbejder, og det er tydeligt, at de er blevet instrueret i ikke at fortælle, hvad der foregår bag murene. Det varer dog ikke længe, før idyllen begynder at krakelere, da Alice får mareridt, der afslører en fortrængt, dyster fortid.

Selve filmen gemmer egentlig ikke på mange overraskelser, da meget er spillet bedre i andre spillefilm, men spændingen bliver holdt godt ved lige… for hvad drejer det usagte sig egentlig om?

Det varer længe, før man rigtig forstår hvem, der rent faktisk er den onde - og det er her, at filmen tager en uventet drejning. Meget står dog stadig tilbage uforløst, hvilket passer godt til filmens indbyggede mystik.

Florence Pugh spiller klart den mest overbevisende rolle i filmen med sit uskyldige, men samtidig nysgerrige ansigtsudtryk. Hun formår at skabe rum for tvivlen - hvad er sandhed og hvad er drøm? - gennem autentisk og overbevisende skuespil.

Mange af de andre skuespillere virker polerede og overfladiske, men det er selvfølgelig også en del af oplevelsen. Jeg mangler dog at se skuespillerne blive ét med deres roller.

Dette gør sig gældende for flere af birollerne, men også hovedroller som Harry Styles i rollen som Jack Chambers og Chris Pine som den karismatiske Frank. Begge falder igennem til sammenligning med Florence Pugh.

Trods filmens længde mangler disse to karakterer dybde. Måske giver manuskriptet dem for lidt at arbejde med, men det skyldes også skuespillet.

Mon Alice finder ud af, hvem hun kan stole på i det utopiske samfund? Kommer sandheden nogensinde på bordet? Det er i hvert fald sikkert, at man ikke skal tro på alt i denne umiddelbart perfekte verden…