Skip to main content
Film

Mangel på torsk og nærvær

FILM -”Det sidste paradis på jord”

Lavmælt realistisk skildring af et lille færøsk samfund kombineret med den unge fabriksarbejder Káris (Sámal H. Hansen) kamp for at holde det hele sammen.

Og samtidig finde sin egen vej her i livet.det sidste paradis_02.jpg

Få familien til at fungere efter mors død. Med den plagede, spydige søster Silja (Bjørg B. Egholm) og den ældre fiskerfar, som drømmer om igen at komme på havet.

Og så er den malende Elin (Esther á Fjallinum), som måske kunne blive hans kæreste, men som er blevet optaget på malerskole i Frankrig.

Lokalsamfundet er afhængigt af en enkelt virksomhed. Fiskefabrikken. Men der er mangel på torsk, så der bliver skåret ned, og fremtiden ser usikker ud.

Så hvad skal den tavse Kári stille op. Han føler sig og er udenfor. Isoleret. Ude af stand til at række ud. Tavs og indesluttet.det sidste paradis_03.jpg

”Det sidste paradis på jord” er ikke nogen velpoleret mainstreamfilm. Men ganske præcis i sin skildring af den magtesløshed, som kan ramme os. Når noget større udefra rammer én og river ens trygge verdensbillede i stykker.

Udkantsproblematikken er trukket klart op. Klimaforandringerne og de manglende torsk kan i sidste ende lukke lokalsamfundet. Den lille bygd, hvor fællesskabet stadig binder verden sammen.

Men hvad skal vi og Kári gøre – rejse væk eller finde et andet job …

Det er film med ganske overbevisende skuespil. Med ganske korte, fåmælte replikker og tavse nærbilleder. Tilføjet bjergtagende billeder af den storslåede færøske natur.det sidste paradis_05 .jpg

På den måde får den personlige fortvivlelse hele tiden modspil af naturens uforanderlige storhed og ro.

Handlingen kan blive ganske stillestående ind i mellem, men sådan er virkeligheden jo også ofte.

Lydsider er også værd at bide mærke i. Højstemt korsang som baggrundsmuzak for monoton rensning af torsk veksler med heavy metal, når Kári og hans makker spuler gulv og får sig en fyraftensbajer.

”Det sidste paradis på jord” skal ses for sin skildring af et udkantsamfunds problemer, fortabtheden, når et eller sikkert livsgrundlag med ét forsvinder.

Men også den personlige livshistorie. Hvordan det endelig at bryde tavsheden og isolationen kan åbne op for nye muligheder – ikke bare for Kari – men for os alle sammen.

Skabe nyt håb, når alt ser sortest ud. Og alt omkring én smuldrer.

Film

  • “Det sidste paradis på jord”
  • Originaltitel: “The Last Paradise on Earth”
  • Færøerne, 2025
  • Instruktør: Sakaris Stórá
  • En time, 27 minutter.
  • Frarådet børn under 7 år.
  • Danmarkspremiere, 1. maj, bl.a. Biffen, Nordkraft, Aalborg.

.

.