Nonnen og den fortabte bror

FILM - "Den store stilhed"

- Gå i kloster, Ofelia. Mange eller de fleste kender replikken fra Shakespeares skuespil ”Hamlet” (1600 – 1601).

Men er det nu også en løsning for novicen Alma (Kirstine Kujath Thorp), der står lige foran at afgive nonneløfte og blive viet til Jesus og sige farvel til al verdsligt og kødelig liv?

Vi tilskuere i biografmørket kommer hurtigt i tvivl.

For pludselig dukker den norske nonneaspirants halvbroder Erik (Elliot Crosset Hove) op og forlanger sin halvdel af den pengearv, som deres afdøde fælles far udelukkende efterlod til Alma.

Alma – det betyder den godgørende - hed tidligere Silje og Erik syntes godt nok, at det er flot, at han får Jesus som svoger, men insisterer også på at få penge. For hans del af arven består at en hus i en lortby, som ingen vil eje.

Erik er p.t. tørlagt alkoholiker, men det kan vist hurtig ændre sig. Alma er umådeligt englefrom, men bærer vist også på en eller anden hemmelighed. Sådan som hun selvskader sig selv med strygejern eller clipsemaskine, når den påtagne indre ro bliver forstyrret.

Det bliver den af Erik. Grænsesøgende og uden kristent filter bliver han snart et stort ukontrollerbart problem for nonnernes Gud-velsignede fællesskab.

Erik bliver spillet dirrende, intenst lige på kanten af det overspillede, men også ganske effektivt dramatisk af Elliot Crosset Hove. Mens norske Kirstine Kujath Thorp er en kende for fersk som ”englebarnet”, der bærer på en frygtelig hemmelighed.

Eller rettere bærer på en familietragedie, som kun de to kender.

Han dæmper den med alkohol. Hun med selvskade. Samt det fromme håb at overgiver hun sig fuldt og helt til Gud, får hun endelig fred.

Filmen drager fordel af og har et ganske velkomponeret og tæt manuskript, og kaster sig ganske udansk ud i en undersøgelse af svigt, skam og skyld. Vel at mærke i en kristen forståelsesramme.

Kun den som står ved sin synd og angrer den, opnår eller kan regne med Guds nåde. Ordene er lagt i munden på klosterets priorinde, moder Miriam, en rolle, som Karen-Lise Mynster klarer rutinemæssigt velspillende.

Det er dansk film, svøbt i hverdagsrealisme, og selve klosteret ligner rent fysisk en renoveringsmoden forstadsskole bygget i 70'erne. Men her er også  gjort med plads til overnaturlige, okkulte og gysende undertoner med sære syner og pludselig voldsomme lyde, når Alma er nede i den neonblinkende mørke kælder.

Sat på spidsen prøver den at undersøge feltet mellem tro og det modsatte. Samtidig med at den undersøger det fromme englebarns – læs nonnens – desperate forsøg på at skjule den hemmelighed, det svigt, som kun hun og halvbroder Erik kender til.

Det er ikke nogen dårlig film, men den ender underligt uafklaret. Hvad er dens pointe egentlig ud over at konstatere, at nogen finder fred i troen, mens andre finder fred med flasken.

Det er vel egentlig ikke nogen epokegørende, jordskælvsfremkaldende erkendelse. Bedst er filmen egentlig, når Erik i form af Elliot Crosset Hove respektløs gør op med religiøst hykleri og påtaget fromhed.

Her bliver det ubehageligt og forståeligt vredt.

Mens Kirstine Kujath Thorp ikke er ganske så overbevisende i sit forsøg på at forsvare sin sprøde oblatfromhed for enhver pris og med alle til rådighed stående midler.

Det er debutfilm med gode og lovende takter og bestemt ikke uspændende i sit forsøg på at begribe tilgivelse og skyld, tro og gudløshed.