Den undertrykte kærlighed

Film - ”Den blå kaftan”

Den skjulte og forbudte homoseksuelle kærlighed er emnet og omdrejningspunktet for denne film. Men efterhånden åbner den sig ganske forunderligt og kommer til at handle om kærlighed, tilgivelse, ømhed og nærhed i et langvarigt ægteskab.

Kaftan-skrædderen Halim (Saleh Bakri) er en sand mester til sit håndværk. At skære silkestof og sy kaftankjoler, broderet med guldtråd og tilpas løsthængende, så stoffet flyder om kroppen.

En kaftan skal overleve den, som bærer den.

Ved sin side i den lille butik har han sin myndige kone Mina (Lubna Azabal), der både har styr på indkøb og økonomi, og som nok ved at forsvar sin mand mod uforstandige, ja direkte uforskammede kunder, der ikke kan se skønheden i Halims skrædderkunst.

Min mand er ikke en maskine, han arbejder i sit eget tempo.

Ind i denne lille forretning træder nu en køn, ung mand Youssef (Ayoub Missioui). Han vil gerne lære kunsten, og vi skal ikke langt hen i filmen, før vi aner at Halim bliver betaget af den unge lærling.

Når ham med fingrene skal vise, hvordan du trykker til med nålen, når der skal broderes. Detaljer og viden om skrædderhåndværket bliver flettet ind i den spirende og forbudte forelskelse.

For vi er i Marokko i medinaen i Salé lige nord for hovedstaden Rabat, og her vil det bringe skam ikke alene over Halim, men også over hans hustru Mina, hvis hans undertrykte kærlighed blev afsløret.

Men stiltiende og forbudt bliver der set igennem med overtrædelse, hvilket vi ganske nøgternt realistisk får skildret, når Halim gå i haman-badet og beder om at få ene-kabine, hvor det så er muligt at få og betale sig til mandesex.

Skuespillet er nærværende og direkte, hvilket de mange tætte, tætte nærbilleder også understøtter.

Især Lubna Azabal imponerer som den viljestærke, selvbevidste kvinde, der forsvarer sin mand mod uvidende uforstand.

Men efterhånden som hendes egen kræftsygdom for alvor begynder at tage over også formår at forsone sig med den hemmelighed, som hun har vidst stod imellem hende og Halim gennem deres ægteskab

Det uudtalte, pinefulde og smertefulde. At Halim er til mænd og altid har været det, og at de to så, Mina og Halim, alligevel har haft et langvarigt kærligt ægteskab. Også byggende på hans svaghed og hendes styrke.

Deres sidste tid sammen er skildret med både latter og vemod, og dansescenen med inciterende rifiansk musik er ikke sådan én, du lige glemmer.

Mina og Halim forstår hinanden, kender hinanden, supplerer hinanden og er vokset sammen ganske symbiotisk.

Det er en film, som giver sig god tid til at fortælle sin historie – eller rettere to historier – men den folder sig ganske magisk og guldtrådsglitrende ud – ganske som det fremadskridende arbejde på den blå kaftan.

Kærligheden, den undertrykte og forbudte, fletter sig fint sammen i denne film. I en historie der både handler om begær og lyst, men også om kærlighedens magiske kraft.