Mord og kærlighed

FILM - ”Decision to leave”

Den sydkoreanske filminstruktør Park Chan-wook kan både sin Hitchcock og sin Raymond Chandler – du ved ham, der skrev de klassiske, hårdkogte krimier, som Humphrey Bogart levendegjorde på film - og blander elegant hårdkogt drabsefterforskning med en livsfarlige femme fatale-figur i sin beretning om den søvnløse politiefterforsker Hae-joon (Park Hae-il).

Et mistænkeligt dødsfald og kærlighed til døden os skiller i en blanding, der bringer minder om store filminstruktører som finske Karusmäki, polske Kieslowski og japanske Kurosawa.

Netop fordi det er rig filmkunst og som livet selv fuld af overraskelser og uforudsigelighed. Det her er helt klart en af den slags film, du sagtens kan gå ind og gense igen og igen, og der vil hele tiden dukke nye lag og nuancer og oversete detaljer op.

Den respekterede kriminalkommissær Hae-joon keder sig gevaldigt, da filmen åbner. Der er mangel på drabssager. Måske skyldes det, at vejret er for godt. Men hvad langt værre er – han keder sig også i sit weekend-ægteskab med sin dukkesmukke kone, Jung-an (Lee Jung-hyun)m der sundhedshysterisk optaget gerne reciterer statistik om depression og faren for at få et hjerteslag.

Når man, som han, er en midaldrende mand.

Nå, så dratter en ældre mand, Ki Do-soo (Yoo Seung-mok) ned fra et bjerg, som han er ved at bestige. Og efterlader sig den yngre enke Song Seo-rae (Tang Wei). Dødsfaldet ligner et uheld, men vor politimand går alligevel i gang med at overvåge den tilsyneladende ret upåvirkede enke.

Hae-joon har nemlig søvnproblemer, så derfor tilbringer han nat efter nat med at kikkertovervåge enken. Og bliver mere og mere optaget af hende, mens han minutiøst og omhyggeligt undersøger og tjekker om hendes alibi holder. I øvrigt afslører hun ret hurtigt, at den døde ægtemand var voldelig besidderisk overfor hende.

Klipningen er dristig anderledes. For som vor søvnløse efterforsker sidder der i bilen, kan han lige pludselig rykke helt tæt på og sidde ved siden af hende, høre hendes tanker – eller er det hans egne? – når hun græder.

På den måde leger filmen hele tiden med vore forventninger – du ved pligtopfyldende hæderlige politimand falder for en mystisk kvinde, som måske har myrdet. Og måske har haft en god grund til at gøre det. Og hvad stiller han så op?

Samtidig med, at vi får afdækket den mistænkte kvindes forhistorie og forstår hende og hvorfor vor efterforsker falder for hende, ændrer filmens perspektiv sig. Og vi begynder at se tingene fra hendes side.

Drabssagen bliver henlagt, kriminalkommissær Hae-joon flytter sammen med sin hustru, enken Song Seo-rae finder sig en ny mand, og pludselig mødes de to uventet igen. En ny drabssag både forbinder og adskiller dem.

Filmen her er som et stort levende puslespil, hvor historien hele tiden får plads til nye vinkler og uforudsigeligheder. Elegant klippet i et supermoderne samfund med mobiltelefoner, Buddha-templer og high-tech indrettede lejligheder, kan den også pludselig eksplodere i vold og heftige gangsterjagter.

Instruktør Park Chan-wook leger hele tiden billedrigt med os og historien. Når vi ser myren kravle på den dødes øjne indefra, når vor politimand pludselig i et ryk er inde i den mistænkte enkes lejlighed og fanger den sovende skønheds cigaretaske i et askebæger.

Og så er den fyldt med lakoniske replikker som – ”sorgen kan overvælde som en flodbølge, eller brede sig som blæk i vandet” eller ”at dræbe er som at ryge, den første gang er den sværeste”.

Det er en film, du aldrig rigtig får helt styr på, og netop det gør den så spændende og dybt fascinerende.

Netop i kraft af sit mystiske og overbevisende miks af både komisk og gravalvorlig politiefterforskning og de to hovedpersoners opslugthed og besættelse af hinanden.

Det er simpelthen ganske forrygende, anderledes og dybt betagende.