Den skønneste film

FILM: ”De smukkeste år”

”De smukkeste år” er den skønneste film. Det er en film, der hensætter en i en rus af glæde. Det er en film, der trods to timer og et kvarters spilletid er så dejligt mættende, at man bare vil have mere, når det hele er forbi.

Det er en film, der spænder over 40 år. Tilbage i 1980 møder vi fire venner – alle er de 16 år. De glider ind og ud af hinandens liv over det store spand af tid. Vi følger tre drenge/mænd og en pige/kvinde. De udvikler sig meget forskelligt, de får succes på hver sin måde. Men de oplever sandelig også bump undervejs.

I filmens indledende sekvens er vi på rulleskøjte-diskotek med to af drengene. De går uden for. Ender midt i en hårdhændet demonstration. En dreng skydes af politiet foran øjnene af dem. De får ham bragt på hospitalet. Det var så starten på et evigt venskab.

Så kommer der en kvinde

Kort efter kommer en kvinde med i klubben. Drengen Paolo og  pigen Gemma forelsker sig. Og så er de fire.

Gemma betyder ædelsten. Og Gemma er da også vidunderlig smuk. Sådan en alle raske drenge forelsker sig i. Paolo siger om hende i filmen, at ”hun er løs i trussen”.

Jo – hun er flink til at dele ud af sin gunst. Men hun er også lidt en skæv eksistens, der ikke rigtig interesserer sig så meget i karriere. Så er det lettere at være den ædelsten, mænd jagter. 

De tre mænd forfølger hver sit spor. Paolo bliver lærer – en god en af slagsen. Giulio bliver advokat. Først en dygtig kommunistisk advokat. Siden advokat for højrefløjen og styrtende rig.

Og så er der Riccardo – knægten de to andre bringer på hospitalet. Han vil gerne være journalist og skuespiller og meget mere. Men lever af at hutle sig igennem som statist, skribent, lagerarbejder med mere. Han bliver aldrig rigtigt til noget.

Direkte tale - det funger vanvittigt godt

I filmen taler karaktererne direkte til os med jævne mellemrum. Det er set før, men det er lavet vanvittigt godt lige her.

Vi ser for eksempel Giulio i en virkelig heftig sex-scene i et badekar. Der bliver gået til den. Men pludselig zoomer kameraet ind på Giulios hoved, og så taler han til os – altså alle os i biografsalen. Han fortæller os, hvordan han er havnet i den situation.

Det sker fem-ti gange i løbet af filmen. Det er ikke blot frækt gjort, det er også underholdende, at man således hives ud af fiktionens standard-fortælling og lige får en præcis analyse af, hvad der sker her.

Vi følger de fire personer over en periode på 40 år. Gemma bliver kæreste med andre, vender tilbage til Paolo, forlader ham, vender tilbage og så videre. For de elsker jo hinanden, selv om hun er lidt løs i trussen. De kan ikke undvære hinanden.

De store begivenheder i løbet af de 40 år

Filmen er såmænd også bundet op til de store begivenheder i perioden. Vi ser terroraktioner i Italien i 80’erne, vi oplever murens fald, vi ser aids komme, vi er med nytårsaften 1999/2000, vi ser angrebet på World Trade Center, Femstjerne-bevægelsens opståen og så videre.

Og det er alt sammen med til at give denne film en mættende fornemmelse. Vi føler virkelig, at historien er sat ind i en lang fortælling.

Men vi føler også, at personerne vokser og ændrer sig over det store tidsspand.

Først og fremmest er dette dog en dejlig varm fortælling. Begrebet feel good anvendes efterhånden i flæng om film. Men her oplever man det. Her er man i et filmisk rum, hvor det er rart at være. Vi lærer nogle særdeles dejlige personer at kende. Først og fremmest engagerer vi os dog i dem og håber alt det bedste for dem.

Glæden bobler i kroppen

Der er bestemt forhindringer undervejs. Der er ulykke og gråd. Men hele tiden har man på fornemmelsen af, at lykken venter lige om hjørnet. Derfor får glæden lov at boble i hele kroppen, når man ser denne film. Det kan godt ske, at der er vintermørkt og regn uden for biografen. Men det lægger man ikke mærke til, når man forlader den.

Løjerne her er italienske. Og hvor det dog rart, at den voldsomme mangel på amerikanske film i biograferne går plads til, at vi kan få sådan noget her serveret.

For der er noget særligt over italienske film. Der er så mange følelser på spil. Det virker så ægte og naturligt, når man oplever et par italienske karakterer stå og råbe ad hinanden. Ja hvem elsker ikke et godt, italiensk skænderi på film?

Jeg gør i hvert fald.

Jeg elsker også denne film. Det er en af de skønneste, jeg har set i lang tid. Ikke den bedste. Men i hvert fald den skønneste. For den kan virkelig skrue op for ens humør.

Kan du lide, det du læser? I så fald må du gerne støtte os med en frivillig betaling - eller et frivilligt abonnement om man vil. Du skal bare klikke her: 

Støt kulturen.nu

Fra januar skal du betale for at følge med. 65 kroner for en måned, 350 kroner for et halvår. Eller 600 kroner for et helt år