Drømmen om at få sit eget

FILM: ”Minari”

Far er jublende glad, mor er ked af det. Og snart skændes de, så børnene, David på 7 og storesøster Anne, sender papirflyvere ind over forældrene med påskriften ”Stop fighting”.

”Minari” er en hverdagsagtig film om en lille koreansk familie, der har søgt lykken i USA. I 10 år har far Jacob (Steven Yeun) knoklet på et rugeri med at kigge udklækkede kyllinger i røven for at skille hanner fra hunner.

Hanner smager nemlig ikke godt og kan ikke lægge æg, sådan som han forklarer sønnen David (Alas S. Kim). Men hvorfor er mor Monica (Yeri Han) nu så fortvivlet?

Jo, farmand har for sparepengene købt et ordentligt stykke jord sammen med en forfalden husvogn.

Flyttet den lille familie fra Californien ud på bøh-landet i Arkansas, med drømmen om at forvandle jorden til en Paradisets have. Men indtil det lykkes, må de begge to arbejde på det lokale rugeri, mens arbejdet med at grave brønd, pløje og plante langsomt går i gang.

Mor Monica bliver spillet dækkende loyalt af Yeri Han, som den pæne kristne pige, der ser bekymringer og farer alle steder. Mens Steven Yeun lige så naturligt er den nøgterne, realistiske ”fremtidsmand”, der knokler for at realisere drømmen om at få sit eget.

En af mors evige bekymringer er sønnen David, for han lider af en hjertefejl, der måske kan koste ham livet. Han bliver spillet hjerteknusende charmerende og med næsten altid udtryksløst pokerfjæs af Alan S. Kim.

Det er en film, som ganske hverdagsagtigt og solidarisk skildrer, hvordan indvandrerne, immigranterne – her en lille familie forsøger at slå rod i et fremmed land. Få et job, skaffe sig et udkomme, skabe en ny tilværelse.

Men samtidig skildrer den familiens interne uoverensstemmelser. Monicas ønske om tryghed og andre mennesker omkring sig kontra Jacobs drøm om succes som grøntsagsfarmer. Det er ved at splitte deres forhold og familie af.

På den måde handler filmen også om, hvor svært vi kan have det med at finde ind til hinanden. Når vores forventninger og drømme slet ikke matcher med dem, den, vi har besluttet at leve vort liv med har.

For hvad er egentlig vigtigst her i livet – succes eller familien?

Omkring den lille familie møder vi en række fine biroller, den sære kristne landarbejder Paul (Will Patton)og ikke mindst mormor Soonja (Yuh-Jung Youn), der slagfærdig og snusfornuftig dukker op fra Korea med både chilipulver og spillekort.

Den rolle gav hende en Oscar for bedste kvindelige birolle. Og det kan også være mere end svært at holde på grinet, da hun i den lokale kristne kirke behændigt nupper en stor seddel tilbage, da tallerkenen med almissebidrag passerer.

Familielivets glæder og sorger, store som små. Davids nattetisser i sengen, brønden, som løber tør midt i sommerheden, så høsten er truet. Outsideren Paul, der hver søndag slæber sit tunge trækors hen af vejen.

Det er filmens skildring af hverdagen, som udgør dens magiske omdrejningspunkt, og langsomt åbner persongalleriet op. Hvordan tackler familien problemerne? Kan de finde ud af det ? Og er de ordentlige overfor hinanden?

Ægteskabet mere end knirker og så alligevel. For hvor kan vi utroligt meget sammen, når vi vil. På trods af forskelligheder og dermed redde og udvikle vort fælles liv.

Her er megen varme i denne solidariske skildring af en lille families kamp for at få et nyt og bedre liv. Der meget passende er opkaldt efter det spiselige ukrudt minari (vandselleri), som immigranterne – her mormor – har taget med fra hjemlandet.

Gribende hverdagsrealisme.