Det moralske kompas

FILM: "De forbandede år 2"

Jeg anmeldte ganske begejstret 1'eren 8. januar 2020. Men jeg var noget forbandet over slutningen. For der var ikke nogen slutning. Der var blot en hilsen om, at fortsættelse følger.

27 måneder senere kommer så 2'eren. Lige her er jeg også en smule bekymret. For nok husker jeg filmen. Men husker jeg nok? Kan jeg huske karaktererne? Plottet?

Den frygt blev dog gjort til skamme i løbet af det første minut af filmen. Bodil Jørgensen (filmens Eva), giver et resumé af 1'eren i 5-10 korte sætninger. Det var nok til, at jeg nu pludselig var helt klar til at se fortsættelsen. Det er altså fornemt at kunne lave så kort et referat, og så følger alle med.

"De forbandede år" - 1'eren og 2'eren er - en krigsfilm. Men det er ikke så meget en film om drabelig slag, helte og skurke, frihedskæmpere og nazister. Det er en film om livet under besættelsen. Det er en film om mennesker og deres dilemmaer. Det er ganske enkelt en film om at holde det moralske kompas i den rigtige retning.

Det er Familien Skov, som vi følger. De er ganske vist styrtende rige, men de er også almindelige mennesker. I 1'eren møder vi dem endog som særdeles fordomsfrie og liberale.

Ud over mor og far er der fem børn i familien. De vælger så fem særdeles forskellige veje i denne brydningstid.

Karl Skov er familiens ubetingede overhoved. Han har skabt en stor fabrik, Elektronika, der i 1'eren leverer til englænderne, indtil det bliver umuligt.

Karl vælger derfor at samarbejde med tyskerne. Alternativet er konkurs.

- Vi må tænke på samfundet og de ansatte, lyder hans rationale.

Men som tilskuer føles det mere, som om han tænker på sig selv.

Og da hans fabrik bliver udsat for sabotage, glemmer han at stille det helt rigtige spørgsmål:

- Er der nogle tilskadekomne?

Det er i fraværet af sådan en replik, at "De forbandede år" virker bedst. Det er de små ting, der kommer snigende, selv om de er uendeligt vigtige. Også en replik om, at det koster 10.000 kroner at blive sejlet over Øresund falder, uden at pointen bliver udbasuneret.

10.000 kroner er en årsløn på det tidspunkt. Og i mange år har vi danskere solet os i, at vi - stort set alle og enhver, også os der er født meget senere - havde travlt med at smugle jøder over bæltet. Men nej: Nogle fiskere blev styrtende rige på at smugle. Det er den sande historie.

Alle familiemedlemmerne tager forkerte valg - bortset fra Eva. Faren bliver værnemager.

Ældstesønnen drager med Frikorps Danmark til østfronten. Ikke som nazist, men som kommunisthader. Han bliver såret og også forandret. Han sidder nu forsumpet på et værtshus sammen med nazisterne og hører dem prale af, hvor dygtige de er til tortur. 

En polytekniske studerende søn går hurtigt ind i modstandsbevægelsen, og Far Karl hader det. For han er jo terrorist. Datteren gifter sig purung med en tysk orlogskaptajn. Yngstesønnen dropper ud af gymnasiet - fordi han drilles med, at Far Karl er værnemager. Den sidste søn dropper konservatoriet for at spille jazz.

Det er alt sammen forkerte valg for Far Karl, der har planlagt sine børns fremtid til mindste detalje. Uden at spørge dem. Og uden at kende udsigten til krig og besættelse.

Strengt taget er der masser af ting, der er noget juks for personerne. Men hvordan kan det gå anderledes, når man ikke ved, hvad der er nord og syd på det moralske kompas i en tid hvor demokrati og liberalisme skiftes ud med et stikkersamfund, hvor masser af menige mennesker står i kø for at stikke andre, hvis man kan få en ægte cigar eller et par silkestrømper derfor.

Det er lige der, vi finder filmens absolutte styrke: At vi ser dilemmaerne. Filmen forsøger på intet tidspunkt at skelne mellem de gode og de onde. Den er faktisk meget loyal over for de enkelte karakterer og deres svære valg. Så langt de fleste mennesker er skildret som gode mennesker, der gør det rigtige... Altså i forhold til de oplysninger de har, når valgene skal træffes.

Der er dog ganske få usympatiske mennesker i filmen. Og manglende sympati har vi også for de (såkaldte) frihedskæmpere, der tager armbindet på de sidste dage og pudser glorien. Allerværst er det, da vi ser en en likvidering af en stikker uden rettergang. Og altså en stikker, der ikke har stukket nogen, men blot fortalt sig.

Især to roller blænder i denne film. Bodil Jørgensen er som altid perfekt til at skildre en lidt sart kvinde, som besidder uendelige ressourcer, og hvis moralske kompas altid peger i den rigtige retning.

Men filmenes mest interessante figur er og bliver Karl Skov. Eminent spillet af Jesper Christensen. Det er også ham, der måske lider de største savn: Flere af børnene vender ham ryggen. Konen gør det også. 

Den figur er nemlig så uendelig spændende, at det virkelig løfter filmen. Også han har et moralsk kompas og styrer derefter. Problemet er bare, at kompasset hele tiden peger mod ham selv. Mod ego. Allertydeligst set i det manglende spørgsmål nævnt ovenfor:

- Er der nogen tilskadekomne.

Jeg anbefaler varmt denne film, men den lider af samme problem som 1'eren: Den er for lang. 2½ time varer den - som 1'eren. Begge film havde nydt godt af at komme ned på blot to timer stykket.

Det kan undre lidt, at det ender lige der, for instruktøren, Anders Refn, har i årtiet været af en Danmarks dygtigste filmklippere. Han burde kunne mærke det i sit pulsslag, når en scene bliver nogle sekunder for lang.

Med fem timers sammenlagt spilletid ville det også være oplagt at lave filmen til en tv-serie på et tidspunkt. Det tror jeg faktisk ville været en gigantisk fordel, for så kan hele historien fortælles og opleves over kortere tid, i stedet for at man skal vente i 27 måneder på at få fortsættelsen.

370.000 så 1'eren, inden corona lukkede for biograferne. Mon ikke disse mennesker stille og roligt er på vej i biograferne. For man er jo nødt til at få slutningen med. For det er og bliver en god og vigtig film om en ond og vigtig tid. Var dette samlet i én skarp film, ville min vurdering ende på fem stjerner. Nu får man i stedet to halve film, og så stopper stjerneregnen altså med de fire.