Begær og kærlighed

Film - ”Da Sophia mødte Sylvian”

Hvad er bedst? Svedig håndværkersex eller højpandet samtale med ægtemanden?

Sophia (Magalie Lépine Blondeau), 40 år, underviser i filosofi på universitetsplan, og bor sammen med sin akademikermand Xavier (Francis-William Rhéaume). De omgiver sig med en intellektuel vennekreds, der velformuleret og rødvinsopildnet snildt overgår hinanden i klogskab.

Sophia lytter og er måske en kende mere jordbunden, men da Xavier skal til konference i Ottowa, må hun tage imod handymanden Sylvain (Pierre-Yves Cardinal), der skal fikse deres nyindkøbte træsommerhuse.

Det er hun ikke meget for.

Og den cap-klædte entreprenør, får da også hurtigt hylet hende ud af den med alt det, der skal fikses og ordnes. Så han trøster.

- Lad os tage en øl og møde de lokale, foreslår han.

De betror sig og trives i hinandens selskab og indleder snart en hed, seksuel affære.

Håbløst forelsket og forgabte i hinanden følger vi deres forhold, mens venner og familie omkring dem forsøger at begribe, hvad to så forskellige mennesker - hvad angår klasse og uddannelse - dog vil med hinanden.

Det er noget værre rod, og det er filmen egentlig også. For det er hverken til at finde hoved eller hale i, hvad de to dog skal stille op med hinanden. - Begær er handling, styret af noget, vi mangler, lyder det.

Filmen er samtidig ganske underfundig og humoristisk i sin skildring af de to elskendes vidt forskellige miljøer og familiebaggrund.

Sylvains rosédrikkende mor og ligefremme brormand kontra Sophias mor, der må undskylde overfor sin egen søn, fordi hun sammenligner hans kunst med Damien Hirst.

Samtidig er filmen fyldt med – især i begyndelsen – dampende sex, når filosofikvinde og skovmandsskjorte kaster sig over hinanden.

Hun kæmper med at få styr på sig selv som uafhængig, selvstændig kvinde, samtidig med at hun rånyder at få at vide ”du er kvinden i mit liv”.

Begge hovedrolleindehavere gør det glimrende.  Magalie Lépine Blondeau er både køn og dejlig, som pigen, der altid har fået at vide, at hun er for tung og nu ubesværet bliver svinget rundt af sin Sylvian, i form af den skulderbrede Pierre-Yves Cardinal.

Han giver den overbevisende som ligetil mand, der forholder sig til hende og til omgivelserne – 1:1.

Ligefrem og ærlig, og langt fra den kedsommelige sofistikerede snik-snak som egentlig hænger Sophia langt ud af halsen

Hos ham føler hun sig set og begæret som kvinde og seksuelt væsen.

Men hun reflekterer og prøver også via indskudte forelæsningsklogskab at forstå sit begær og sin tvivl, mens Sylvian overvælder hende med sin kærlighed – eller måske rettere sit grænseløse behov for at få og ”eje” hende.

Selvfølgelig opstår der også jalousi og besiddertrang undervejs, for de to er egentlig i bund og grund lige så forskellige som tomater og kartofler.

Overordnet handler filmen også om ikke blot at stille sig tilfreds at have det godt nok. ”Jeg er ikke ulykkelig”, siger Sophia om sit forhold til Xavier.

Men det er ikke tilstrækkeligt for hende

Det er en rodet og indviklet affære, ganske sådan som livet kan være, og filmen giver sig på den måde også lov til ikke at ende med en fiks og færdigpudset afsluttende pointe.

Kærlighed er en handling. Ikke en følelse, lyder det. Og på den måde stikker filmen så alligevel en kurs ud, der overlader det til den enkelte at kæmpe for at holde fast i sig selv og finde kærligheden.