Overdådigt overbud

”Croods – en ny tid”

En flok primitive hulemennesker møder lidt smartere, moderne ditto i animationsfilmen ”Croods”, der i hvert fald ikke vil gå over i historien som en ny Shrek-succes.

Selvom den både byder på teenageromance, konflikt mellem godtroende enfoldighed og bedrevidende snobbethed og en god omgang hurlumhej action.

Drengen Guy mister sin mor og far, der bliver suget ned i tjæresumpen, og begiver sig på vej mod morgendagens lys. Og finder det vist, da han møder neanderthal-familien Croods - far Grug, mor, bedste, børn og ikke mindst teenagepigen Eep.

Det er forelskelse ved første blik, og snart er Guy fuldgyldigt familiemedlem, skønt han jo er noget mere smækker og slank end de skindbærende hulefolk. De kæmper en daglig kamp for at overleve, hvor som mor Crood siger det: - Hvis ingen er død inden morgenmaden, er det en sejr.

En dag opdager de et ufatteligt paradis - ”Bedre sted”, som bedst kan sammenlignes med en overdådig, gigantisk frugtkurv – her er melon, druer, græskar og alskens slags saftigt at sætte tænderne i.

- Blot ikke bananer, forklarer paradisets beboere, Finn og Liv, der også har datteren Gry. De er glade for at se Guy, for hans forældre var deres bedste venner, men snart kommer de første kurrer på tråden. Far Grug vil heller sove i en tryg bunke sammen med hele familien end på separate værelser, og far Finn og frue så egentlig også helst, at de ”primitive” forsvandt, så de selv – de udviklede – kunne få paradiset for sig selv.

Men Guy må såmænd gerne blive -for passer han og Gry egentlig ikke rigtig godt sammen?

Det er såmænd en meget tuttet-nuttet historie, men den mangler ligesom den magiske blanding af noget for de voksne og mere for de mindre – altså børn. Konflikten mellem de to familier og Eeps jalousi flytter sig dog hurtigt et helt andet sted, da far Grug gør det absolutte forbudte. Æder bananer.

Det skulle han aldrig have gjort, for nu truer ydre mægtige fjender bag muren, som Finn har opført omkring den paradisiske frugtkurv.

Så går det hu-hej derudad. De rare rundkindede modellervoksfigurer møder utallige farer og overvinder dem sammen, og de dumme ”bedrevidende” oplever, hvordan de naive, godtroendes sammenhold i sidste ende løser konflikterne.

Handlingen er tryg, ganske forudsigelig og alt ender i fryd og gammen. Point skal tegnefilmen dog have for, at det er kvinderne med bedstemor i spidsen, der i form af tordensøstrene understøttet af heftig heavyrock redder de tåbelige mænd. Det er ret underholdende ligesom Eep og Grys ridetur på den nuttede sabeltiger.

Stilistisk ligner frugtparadiset noget en gal tegner på lsd-trip kunne have fundet på, og hvad angår manuskriptets dialoger er de sært voksenagtige. Lars Brygmann er sleben, durkdreven som den bedrevidende Finn, mens Jens Jacob Tychen er den godmodige far Grug.

Det kan selv en syv-årige gennemskue, men når Finn taler om at have forbedret smækabernes knobkendskab – så de ikke længere binder ”patetiske knuder” er det vist voksensnak, der ryger hen over hovedet.

De indbyggede konflikter pigekonflikter mellem Eep og Gry og såmænd også Guys afvisning af sin adoptivfamilie, skøjter filmen let hen over. 

Pæn, velpudset underholdning om, hvorledes to familier – de primitive og de civiliserede - lærte hinanden at kende og lærte at det enkle, det er ikke altid det værste. Lidt pudsigt når animationen nærmest svælger i en overflod af ideer og desperat prøver at være original og netop derfor flopper fælt.

Men ét lærer vi da - familiesammenhold går foran alting!

Kan du lide, det du læser? I så fald kan du støtte os med frivillig abonnementsbetaling på dette link:

Støt kulturen.nu