Protestvise og livskaos

Film - ”Cornelis Vreeswijk: ”Nogle går rundt i udtrådte sko”

Den svenske troubadour Cornelis Vreeswijk (1937 -1987) levede et kaotisk, alkohol- og stofmisbrugende privatliv samtidig med, at han fornyede den svenske visetradition med blues, samba og jazz.

Og ikke mindst med tekster der sved i deres beskrivelse af de fattige og de udstødte, narkomanernes og alkoholikerne liv på bunden af samfundet.

Han blev hurtig stor og populær i hjemlandet Sverige efter at være slået igennem i midt 60-erne.

Senere fulgte amfetaminmisbrug, værtshusslagsmål, spritkørsel, ulovlig våbenbesiddelse, hustruvold, flugt fra skattevæsenet og ja, manden boede også et par år i København, inden han nærmest ukendt vendte hjem til Stockholm, efteråret 1985.

Filmen her åbner sin biografiske version i oktober 1987, da Cornelis er indlagt og venter på at blive opereret for leverkræft.

Allerede i 1985 var han indlagt tre uger på Sundby Hospital i København, og her fik han et ultimatum – hvis du bliver ved med at drikke, har du et halvt år tilbage. 

Den oplysning har filmen ikke med. Heller ikke et ord om hans danske kæreste dengang, skuespilleren Helle Fastrup.

Men da den diabetesramte og kræftsyge Kees (kælenavnet – red.) bliver spurgt, om han tror operation er livsfarlig, beroliger han spørgeren.

Han er ikke færdig med livet, skal skrive en bog ”Till Fatumeh” og nå at indspille et nyt album. Han tager fra hospitalet til studiet hver aften for at indsynge vokalen – nogle gange blot et vers, andre gang en hel sang.

Så skifter filmen til 60-erne. En vital kraftgut af en visesanger slynger i et tv-studie et G-dur ud mod kontrabassisten, og så er vi i gang med en rå og samtidig følsom vise, der ikke er bange for at skildre livet, som det nu engang også kan være.

Dokumentaren her har fået plads til mange personer, også en del bipersoner, der var med til 60-er festen og orgierne, så det er mest når tidligere kærester, kvinderne i troubadourens liv, får ordet, at vi kommer rigtigt tættere på.

Født i Amsterdam, flytter far Jacob, sin familie til Sverige i 1950, hvor Cornelis er 13 år gammel.

Han er genert, bliver også mobbet, men skriver digte og historier. Bliver som ung ansat som sygehjælper på psykiatrisk hospital. Og spiller guitar.

Det er her han møder sin første kone, Ingalill, der husker ham som ”den varme, dejlige og hensynsfulde mand”. Og frygtelig genert.

I 1964 indspiller Vreeswijk sit første album ”Ballader och oförskämdheter”. Værtshusturne, letlevende kvinder, sprut og andre præparater tager over, som Cornelis selv udtrykker det.

Han tager for sig, og samtidigt går ægteskabet i opløsning. Filmens fortællestil er indimellem ganske tumultagtig og fragmenteret. Der er måske vel mange uvedkommende stemmer, men alligevel får vi efterhånden tegnet billedet.

Af en kunster, der var selvsikkerheden selv, når han stod på scenenm og havde et varmt kærlighedsforhold til sit publikum. Hans eget nærvær sugede lytterne ind i et gensidigt fællesskab. Og samtidig var han uden for scenen ganske usikker på sig selv og troede aldrig, at han var elsket.

For nordjyderne vil det være interessant at opleve den tidligere Stiftstidende -journalist Ulla Holtegaard, som en af vennerne fra tiden på Christianshavn.

- Han var kun lykkelig, når han spillede, siger hun.

Sådan er det også at se dokumentarfilmen her. Forvandlingen fra livskraftig, sprudlende livlig til slidt, træt og udslukt mand er skræmmende.

Men filmen er heldigvis også velforsynet med masser af Vreeswiks viser og ballader – selv om fravalget af ”Felicia adjø” kan undre.

De bedste af dem holder stadigvæk med deres kombination af elegant musikalitet og bittersød protesttekst - ”Somliga går med trasiga skor/säg vad beror det på/Gud fader som i himmelen bor/kanske vill ha det så”.

Den er heldigvis med.