Datter af en mafiafar

Film - ”Chiaras valg”

Italiensk mafiosafilm på en helt anden måde. Nærmest dokumentarisk optaget on location i havnebyen Gioia Tauro, beliggende i Calibrien, regionen som udgør Italiens støvlespids. Med gode lokale amatørskuespillere, der er med til at give historien autencitet.

Havnebyen er præget af omfattende undergrundsøkonomi, den almindelige fattigdom bliver ignoreret af staten, og oveni er der masseankomsten af migranter.

Her er ingen macho-mænd i åbne sportsvogne med mistænkelige pistolbuler i den velsiddende, skræddersyede habit. Nej, den 15-årige Chiara (Swamy Rotolo) lever en ganske tryg og almindelige teenagetilværelse med mobiltelefon, veninder og en møj-irriterende lillesøster.

Plus storesøster Giulia (Grecia Rotolo), som snart fylder 18. Hun er ved at tage kørekort og bliver i filmens åbningsscener fejret med en stor familiefest. Fest med massevis af gaver, skåltaler, overdådig mad og vin og dansekonkurrence.

Vi er til stede, og nyder det lige så meget som Charia. Kaotisk tumultagtigt med håndholdt kamera og lidt kornet ufokuseret billedside. Men hvad er der galt med farmand Claudio (Claudio Rotolo). Hvorfor vil han ikke holde skåltale som de andre?

Er han bare genert, tilbageholdende og stædig? Og hvad er det, de andre mænd trækker sig tilbage og taler om. Uden at Claudio er med. Om natten efter festen er far pludselig forsvundet, og en parkeret bil uden for familiens hjem eksploderer og bryder i brand.

Hvem er far egentlig, og hvad levede han egentlig af? Den ukuelige Chiara, godt og dækkende spillet af Swamy Rotolo, går med al ungdommens ihærdighed og uden tøven i gang med at stille de ubehagelige spørgsmål.

Til mor, til familiemedlemmer, til fars venner … Hun får ikke rigtig nogen svar, men det stopper hende ikke. Indtil et sms-link, kopieret fra internettet, tikker ind på hendes mobil.

Far er medlem af Ndrangheta, Calabriens mafia, og han er på flugt fra en arrestordre med anklager for narkohandel og økonomisk kriminalitet.

Ndranghetaen er opbygget på blodsbånd og familie. Det er umuligt at blive en del af en klan, hvis ikke man har blodsbånd med et af dets medlemmer. Derfor er der aldrig nogen stikkere i denne mafiagruppering, fordi ingen stikker sin egen familie.

Jagten og forsøget på at finde far får en ny drejning. Chiara kommer langsomt tættere på, og så bliver hun selv pludselig involveret på en helt anden måde, end vi og hun selv kunne forestille sig.

Truet af tvangsfjernelse samtidig med at det lykkes hende at møde far. Og stille de påtrængende spørgsmål. Den retfærdige harme og uskyld, som har båret hendes søgen, får stærkt modspil af Claudio Rotolo, lavmælt troværdig, et loyalt mafiamedlem, som er god til at sørge for sine egne, når heroinen bliver videre forarbejdet og videresolgt til markedet i Rom.

- De kalder det mafia, vi kalder det overlevelse!

Det er tæt på, neorealistisk film med kant og bid, og netop skildringen af den unge teenagepiges svære valg, gør den til noget specielt. Skal hun vælge lovens vej? Eller skal hun vælge at blive og støtte sin familie, nu da far er på flugt?

Det er en film uden moralsk hævede pegefingre. Du forstår både Chiras far, og hvorfor han gør og handler, som han gør, og du forstår også Chiara – hendes harme -og så kan du jo bruge tid på at tænke på, om det valg, hun tager, nu også er det rigtige.

Vi kommer ganske naturligt, uden brug af blodige voldscener, tæt på familien, mafiaklanen og dens usagte love og regler. Indtil nu holdt hemmelige for Chiara og netop gennem hendes søgen gennem filmen langsomt afsløret.

Det er en film om mafia, men det er først og fremmest en film om familie, om familiesammenhold, der bliver brugt og understøtter en kriminel organisation. Og så er det en ganske præcis skildring af et far-datter forhold, hvor den gensidige respekt og kærlighed ikke gør det nemmere at bryde blodsbåndet.