Festfyrværkeri med Wes

Film - ”Asteroid City”

Så er det igen blevet tid til at aflægge besøg i den amerikanske filminstruktør Wes Andersons sære og eventyrligt groteske univers.

Det er svært at gengive, hvad ”Asteroid City” egentlig handler om. Den sprudler mellem overgiven deanpan komik, præcist registrerende tidshistoriske detaljer, samtidig med, at den har så travlt med at fortælle en ganske utrolig historie.

Den bevæger sig ud af to parallelle spor. I det en følger vi i sort-hvid skabelsen af det berømte teaterstykke ”Asteroid City, skrevet af forfatteren Conrad Earp (Edward Nortton).

Samtidig med at vi følger skabelsen af stykket, ser vi rent faktisk stykket blive opført – i farver – som en fortælling om krigsfotografen Augie Steenbeck (Jason Schwartzmann, der strander i den lille ørkenby med 87 indbyggere.

Han har lige mister sin kone, er egentlig i sorg, men har holdt konens død skjult for sin teenagesøn og sine tre små søde piger. De tre tror i øvrigt selv på,at de er en blanding af heks og rumvæsen. Tidspunktet har ikke rigtig været rigtig til at fortælle om dødsfaldet, betror han sin svigerfar Zak (Tom Hanks).

- Tidspunktet er aldrig rigtig, lyder det fra børnenes morfar.

Familien er havnet i ørkenbyen for her bliver der holdt en stor juniorstjernekigger  og rumkadet-konference for alle de unge genier – hertil hører Augies søn – der også har opfundet de mest utrolige maskiner til brug for udforskning af bl.a. rummet.

Samtidig dukker filmstjernen Midge Campbell (Scarlet Johansson) op med sin datter og snart begynder hun og krigsfotografen at indlede et tættere forhold.

Det er blandt andet i scenerne mellem de to, at filmens underligt logiske og absurde univers begynder at folde sig vedkommende ud i deres spirende romance.

Ørkenbyen er i øvrigt berømt for sit store meteorkrater, og under en aftenseance dukker et rumvæsen – en alien – pludselig op og stjæler den meteorsten, som ramte jorden og skabte hullet for tusindvis af år siden.

Vi og de er fanget i gennemført uvirkeligt 50-er univers, komplet med store amerikanerbiler, tungtlastede godstog og masser af tidstypisk country & western- musik.

Det er er sært uskyldigt univers.

USA’s hær har endnu ikke tabt en krig, en atomraket er forsynet med advarslen – ”må ikke detoneres uden tilladelse”, og på en måde tager instruktør Andersson godt fat i vingebenet på alle de amerikanske filmklicheer.

Forelskelse, død og sorg, den syngende cowboy og giver dem en ordentlig flyvetur. Kaster dem op i luften og længere ud, vender vrangen ud på dem og får samtidig en hylemorsom og ganske tænksom historie ud af det.

Der er masser af gode grin undervejs, afsløringen af ”almindeliglivets absurditet” går fint i hånd med skuespillet og den overdådige rolleliste, som bl.a. tæller navne som Willem Dafoe, Tilda Swinton, Jeffrey Wright, Adrien Brody og Liev Schreiber.

For nu at nævne nogle stykker.

Men det er som om den vidtfavnende og utrolige historie aldrig rigtig finder ind til en egentlig kerne – en afgørende beslutning om, hvad den vil fortælle.

Modsat andre gode film fra Andersons hånd – vi nævner ”Rushmore”, ”Moonrise Kingdom” og ”The Grand Budapest Hotel” går du godt underholdt, men også lidt fortabt fra dette festfyrværkeri af ideer og scener, mens du tænker:

- Hvad endte det hele egentlig med? Hvad skal jeg bruge denne film til?

Udover selvfølgelig at gnægge muntert af fryd over endnu en gang at blive lokket ind i Andersons finurlige filmunivers.