Skip to main content
FILM

Ingen kompromisser

Film -  ”A Complete Unknown”

Det her er en film, som alle Dylan-fans skal ind og se. Ikke blot for musikkens skyld og tidsportrættet af de tidlige 60-ere, hvor en ung 19-årig mand blaffede til New York for at møde sit musikalske forbillede, folkesangeren Woody Guthrie.

Men fordi Timothée Chalamet, fransk-amerikansk skuespiller, 29 år, er rent ud fantastisk i rollen som Dylan. Komplet med slidt guitarboks og blød fløjlskasket er han lige så sprød som en nybagt kiks, da filmen åbner.

For senere formummet bag solbriller, småsnøvlende, evigt cigaretrygende, gerne halvberuset at forsøge at beskytte sig mod den berømthed, han bestemt ikke brød sig om.

Ovenikøbet spiller og synger han selv sangene, og liveversionerne i filmen lyder lige så dugfriske som originalerne. Det tog ham seks år at lære at spille guitar som Dylan.

Det handler om musik. Hvad er god musik? Og tonen bliver straks slået an, da den unge Dylan møder den amerikanske folkemusiks ”helgen” i form af Pete Seeger (Edward Norton) ved Guthris sygeleje.

Spiller sin sang for Woody og bliver inviteret med Pete hjem. På vej hører de to radio i bilen og Bob kender både Little Richard og Johnny Cash. Han kan lide al slags musik, mens Pete er til det enkle og ligefremme. Uden trommer og elguitar.

- Men nogle gange lyder det godt, indvender Dylan.

Så følger vi den unge Dylan rundt i Greenwich Village kvarteret, hvor han spiller på små folk- og bluesklubber. Hjulpet på vej af sin musikalske mentor, Pete. Han møder den blonde Sylvie (Elle Fanning), inspireret af Dylans tidlige kæreste Suze Rotolo, som prydede coveret af albummet ”The Freewhelin’ Bob Dylan”.

Men der er også folkemusikkens egen Joan Baez (Monica Barbaro), som Dylan har lige så godt et øje til. Selv om han mener, at hun synger lidt for kønt.

Kærlighedshistorien – altså trekantsdramaet mellem Bob og de to kvinder er en af motorerne i filmen. En anden og den vigtigste er musikken. Dylans første egne og senere flere og flere af de fantastiske, revolutionerede og øjenåbnende sange, som vi forbinder med de tidlige 60-erne.

”Blowin’ in The Wind”, ”Masters of War”, “A Hard Rains A´ Gonne Fall”. Sange til tiden med Cuba-krisen, atomvåbenstrussel, USA’s engagement i Vietnam-krigen og kampen for borgerrettigheder til Amerikas sorte befolkning.

De danner rammen. Samtidig med at vi følger Dylans stadig større personlige ubehag og afstandtagen fra at blive udråbt til sin generations talsmand.

Timothée Chalamet er forrygende i hovedrollen. Det har vi sagt.

Ikke så lidt af et røvhul i forhold til både sine kærester og alle mulige andre velmenende rygklappere omkring ham. Men også inderligt overbevist om, at han ved, hvad der er bedst for ham selv og hans musik.

Edward Norton spiller den alfaderligee og principfaste Seeger, som vil Dylan det bedste, men heller ikke forstår, hvorfor han til sidst ikke vil yde sit bidrag i traditionel folkemusik. Hjælpe med at skaffe fred, kærlighed og lighed for folket.

De to kvindelige skuespillere omkring Dylan figur, Elle Fanning og Monica Barbaro (iøvrig flot velsyngende, også i duetterne), forsøger på hver deres måde at komme tættere på den indesluttede og ordknappe Dylan. Uden større held. Men har også så meget ben i næsen, at de til sidst vælger deres egen vej.

I en birolle optræder Johnny Cash (Boyd Holbrook), fan af Dylan og manden, som kraftig opfordrer Dylan til at følge sin egen bane.

- Smid noget mudder ind på gulvtæpperne, siger han.

Den ”frelste” folkemusik med alle de rigtige holdninger fik måske deres skålpund kød, men de fik aldrig Dylan med hud og hår.

Her ganske symbolsk understreget og medrivende spillet, da Dylan med band i juli 1965 spiller ”Like A Rolling Stone” på Newport Folk Festival.

Du kan mangle virkelighedens møde med The Beatles og Animals, der i 1964, som også ansporede Dylan til at følge og udvikle sin elektriske lyrik. Men den er der ikke blevet plads til.

Det er og bliver Chalamets film. Tjek lige scenen hvor han skal spille sin sang ”Song for Woody” ved dennes sygeseng.

Han er bare 110 procent til stede og rammer det sindssyge fravær og personlige utilnærmelighed, som virkelighedens Dylan jo er ekspert i. Benhård og klar til at leve uden kompromisser, når det gælder hans musik.

Film

  • “A Complete Unknown”
  • USA, 2024
  • Instruktør: James Mangold
  • To timer, 21 minutter
  • Frarådet under 7 år.
  • Danmarkspremiere, torsdag 20. februar, bl.a. Biffen, Nordkraft, Aalborg.

.

.

.

.
Arkiv