Sex, kærlighed og besvær med livet

TV-SERIE: "Doggystyle" sæson 3

DR 3 er klar med tredje sæson af tv-serien "Doggystyle". Den fortsætter lige præcis hvor 2'eren sluttede. Der bliver ikke spolet frem i tiden. Det er jo ikke "Badehotellet" dette her.

Første sæson af serien havde undertitlen "Når livet tager dig bagfra". Deraf titlen på hele serien. Den handler om en stribe unge mennesker, deres drømme, deres håb, deres sexliv samt der længsler efter noget andet og større. Men også deres misbrug. Misbrug af stoffer, sprut, sex og andre mennesker.

Ja vi kan lige så godt varedeklarere deres liv: De er nogle tabere. Nåja - måske et stærkt ord - men de har intet forærende. Der er i hvert fald ingen smarte vindertyper lige her.

Derfor er det nu alligevel nogle søde mennesker, vi møder. Og serien har helt klart sympati for og solidaritet med disse mennesker. På en smuk måde.

"Doggystyle" foregår i og omkring Sjællands Odde. Med afstikkere til København.

Serien er på mange måder en hyldest til provinsen. Herude på landet skinner solen (næsten) altid. Folk kender hinanden og er trygge ved hinanden. Her er frihed, venskab og hjælpsomhed. Over for det har vi København: Alle vores længslers drømme. Stedet hvor alt kan lade sig gøre. Stedet hvor man bliver rig og berømt. Stedet hvor man samtidig kan være usynlig i modsætning til Odden, hvor alle kender alle. Holder øje med alle.

Den opdeling af provins/hovedstad er en af seriens styrker. Denne påstand er så skrevet af en anmelder fra en provinsby, der ligger 226 kilometer i luftlinje fra København.

I starten hed vores hovedperson Asta. 21 år gammel. Netop flyttet til København for at realisere drømmen om at bliver skuespiller. På den hårde måde lærer hun, at rollerne ikke står i kø. At sex kan være det betalingsmiddel, der kaster en rolle af sig. Derfor tager hun hjem til Odden og bliver pølsedronning og burgersnedker i grillen på havnen.

Så er scenen sat.

Asta har en lidt ældre veninde, Josse - hun hedder Josefine - og de to udvikler et venskab, der bliver stedse stærkere gennem seriens tre sæsoner.

Asta spilles stærkt og godt af Rosemarie Mosbæk. I starten af serien er hun en forkælet møgunge, der opfører sig mere som 17-årig end som 21-årige. Men hun modnes en del, og hun mildnes en del som serien skrider frem. Hun bliver også klogere og mere reflekterende. Der er mange flere facetter på hende nu. Som for eksempel, da hun vågner op i smørklatten i dobbeltsengen mellem parret Adam og Nico (billedet over artiklen). Og finder ud af, at hvis hun ikke har dummet sig - så er hun på vej til det...

Seriens anden store rolle - Josse - spilles af Josephine Park, der fik en Robert for sin indsats efter første sæson. Ligeledes en hæderkronet indsats, for Josse har bestemt ikke noget nemt liv. Hun er lige sluppet ud af et voldeligt forhold, og hun lider en del af angst. Josephine Park skildrer fornemt sin psykiske smerte.

Men i denne tredje sæson fylder Josse faktisk mere end Asta. Især fylder hendes tvivl og hendes psykiske uligevægt en hel del. Det fylder også så meget, at sæsonens fjerde episode er tilegnet et angstanfald hos hende - eller er det blot en drøm? Og det er altså et afsnit, der skurrer en del. Det kommer uden for kontekst. Det peger hverken frem eller tilbage. Det er bare lidt malplaceret.

I det hele taget er der for mange afstikkere i serien, der er irrelevante. Som blot fylder. Det er en skam, for denne tredje sæson havde helt klart vundet ved at være lidt strammere komponeret. For eksempel går der usædvanligt lang tid med en scene, hvor seriens figur Fnuggi kører på knallert ud for at købe en gammel bil. En bil som ingen - OVERHOVEDET INGEN - relevans har for serien.

Der er sex i denne serie. For serien handler jo i virkeligheden om at finde kærligheden. Der er nogle (få) sex-scener, men jeg er lidt vilde med dem. For de er så alternative.

Vi ser for eksempel, at Astas søster Ida, der er fysisk handicappet og ikke kan tale uden hjælp fra en computer, finder en kæreste, flytter sammen med ham. Og har sex.

Handicap-sex. Jeg er lidt vild med det. Det er tabubrydende, at sex ikke altid skal være mellem to smukke unge mennesker - som jo er det, der sælger billetter. 

Vi ser også en sex-scene med Fnuggi og Josse. Fnuggi er - som kælenavnet antyder - gigantisk og fed. Også det er en stilet i øjet på de sædvanlige, stereotype sex-scener, vi ser på film og i tv-serier.

"Doggystyle" har altså udviklet sig fra en være en fortælling om Asta til at være en ensemble-serie, med masser af personer. Det er et modigt, men også lidt frækt valg. For hvis du ikke har en hovedperson - eller måske et par stykker - der tager dig i hånden gennem serien, så er det sværere at følge med, og det er sværere at opretholde interessen. Jeg er ikke sikker på, at det er noget godt valg.

Serien er skabt af Anna Emma Haudal, og hun er bestemt værd at holde øje med. For to måneder siden var der premiere på hendes debutfilm "Venuseffekten". Også her kredsede det om sex, forelskelse, unge mennesker og den svære, svære verden.

Hende vil jeg helt klart følge i årene fremover. Hun har til gode at lave et mesterværk, men i hendes første værker rammer hun altså et eller andet, og hun lader til at have et kæmpetalent, der blot venter på for alvor at springe ud.