Mens vi stadig kan huske, hvordan det var …

Tegneserie - Zidrou & Jordi Lafebre: Sommerminder 1: “Kurs sydpå”.

Forlaget Fahrenheit har i sit imponerende flow af tegneserieudgivelser også valgt at satse på historier, der ikke er helt så intense og actionprægede. Zidrou og Jordi Lafebres “Sommerminder 1: Kurs sydpå!” er et af eksemplerne.

“Kurs sydpå” er første bind af i alt seks album, som team Zidrou og Jordi fik udgivet af Dargaud i perioden 2014 til 2021.

Det er historien om familien Faldérault, der på overfladen har det godt med hinanden. Faderen Pierre er tegneserietegner, og kæmper med sine deadlines.

Men sommerferie skal man have, og helst den samme som sidste år, sådan næsten da. Far og mor Nato pakker bilen sammen med børneflokken Nicole, Julie, Paulette og Louis. Alle på plads, og så ud det blå!

På de første par sider ser vi billederne af Pierre og Nado i færd med at installere sig med campingstole og bord et ganske roligt sted, med udsigt til vand og en nedslidt bygning.

“Det er selvfølgelig ikke helt det samme længere”, siger Pierre. Altså ikke helt det samme som i året 1973, hvor historien starter. Men den lille dialog mellem Pierre og Nado antyder, at der kommer til at ske en masse. En masse for familien, og måske også for forholdet mellem Pierre og Nado.

Fra denne intro bevæger historien over i en fortid, hvor hele familien Faldérault venter på at komme afsted på sommerferie. Tilbage til 1973, mens familien venter på far.

Det er ikke altid let at komme ud ad døren. Der er ventetid på, at far får gjort sit arbejde færdig. Der er noget, der skal siges farvel til. Hvorfor sidder Nado på husets toilet og ligesom sunder sig? Og hvorfor har hun tårer i øjnene, da hun slukker hovedkontakten og siger: God ferie lille hus! Du fortjener det også!

“Kurs sydpå” er en historie om livet i en familie, der på overfladen virker normal. Men det fornemmes hele tiden, at der er noget mere. Noget, som har betydning for familiens liv.

Noget under overfladen med tankstop og fællessang i bilen. Og det har noget at gøre med mor og fars forhold. Noget, som mange sikkert har oplevet. Noget, der både er til at tale om, og så alligevel ikke.

Selvom der ikke ser ud til at ske meget i familiens ferieliv, så sker der masser. Pierres far er syg, og det er et problem, fordi han og faderen åbenbart har et mellemværende, som ikke er løst. Et af de der mellemværender, som normalt først blive løst, når døden nærmer sig.

“Kurs sydpå” skal opleves. Ikke fordi der er action og fantastiske sekvenser. Men fordi den er et spejl, som mange familiefædre og -mødre vil kunne genkende sig selv i.

Det bliver spændende at se, om Fahrenheit udgiver alle seks album, så vi får hele historien med, og kan blive klogere på, hvad Nado mente med: Det bliver aldrig det samme.

Og så er der spørgsmålet: Hvorfor har Nado et egern som usynlig ven? Og hvorfor er Nado så opsat på at klatre højere op. Endnu højere op.

Det er en varm historie Zidrou (Benoît Drousie) har bedrevet. Og det er imponerende, at den belgiske tegneserieskaber insisterer på en langsommelighed, der taler til et modent sind.

Men gør det med tegneseriens formsprog og tone.

Den spanskfødte tegner Jordi Lafebre har en streg der meget flot understøtter dette. Det bliver aldrig voldsomt, og der er tid til detaljerne. Og når “det der underneden” skal frem, er Labebres farvelægning (i samarbejde med Mado Pena) meget effektfuld.

Tidens trend indenfor tegneserier tæller blandt andet det autoetnografiske, eller netop fortællinger om eget liv, egne udfordringer, og egne drømme. Det er muligt, at det også er tilfældet med Zidrou og Labedres Sommerminder-serie.

I hvert fald hvis man læser deres takkehilsen. Men måske tiden også bare er inde til at fokusere og vende blikket indad. Ikke ind i sindet, men mod det liv, vi lever i hverdagen.

Med glæder og sorger, og indtil videre uden de dybtsorte skyer i horisonten.