Tegneserie - Matthieu Bonhomme: ”Wanted Lucky Luke”
“Wanted Lucky Luke” er et regulært pletskud. Både fordi Matthieu Bonhomme helt fantastisk genfortolker Morris og Goscinnys ensomme cowboy, og samtidig gør det i en streg, der giver fylde. Bang, bang.
Det starter som altid i ødemarken. Den ensomme cowboy med sin trofaste Jolly Jumper er på vej uden nogen egentlig destination, og passer helt sig selv. Bang! En ukendt modstander affyrer et riffelskud mod Luke.
Behændigt som en jonglør får Luke dog ordnet sagen. Men til sin store overraskelse finder Luke ud af, at han er eftersøgt: 50.000 $ i live! Hvad søren har Luke mon gjort, når han aldrig har gjort noget ulovligt eller etisk anstødeligt i hele sit fiktive liv, tænker læseren.
Bang, bang. I en western vil skyderiet ingen ende tage. Men nu er kuglerne ikke rettet mod Luke, men mod en prærievogn omringet af ikke-venligt sindede indianere. Bang, bang.
Luke springer ind i kampen, og indianerne flygter. Det viser sig, at Luke har reddet tre kvinder - Cherry, Bonnie og Angie - som er på vej til byen Liberty for at sælge deres kvæghjord. Men trekløveret ved også, at Luke er eftersøgt. På trods af denne viden enes kvinderne og Luke om at få hjorden til Liberty.
Det er nogle særdeles handlekraftige kvinder, der både kan håndtere skydevåben, kvæg og de hårde strabadser som ødemark og ørken byder på. Men det er stadig kvinder, og de synes alle tre, at der er noget ganske særligt ved Luke.
Så de enes om en “kyssekonkurrence”. Den, der først kan forføre Luke til et kys, bliver så at sige “lucky”.
Det ser ud til, at Cherry næsten er i mål, da Luke pludselig kan lugte noget. Til historien hører den lille politisk korrekte ting, at Luke har droppet sine hjemmerullede cigaretter, og har erstattet det med et strå.
Denne livsstilsændring har på den ene side givet Luke lugtesansen tilbage, men samtidig også gjort ham lidt til grin blandt sine mandlige venner og fjender. Men lige inden Cherry ser ud til at vinde konkurrencen om Luke, kan Luke lugte noget. Det viser sig at være søn af en gammel fjende.
Herfra går det fra udfordring til udfordring. Men Luke klarer det selvfølgelig, for intet Luke eventyr uden den velkendte “I’m a poor lonesome cowboy”. Det store plottvist skal ikke afsløres her, men det er noget ganske snedigt.
“Wanted Lucky Luke” er for kendere et kærkomment gensyn med flere af Morris og Goscinnys karakterer. Der er Brad Defers (Lange Luke) søn Phil Defer, ham der var tegnet efter westernskuespilleren Jack Pallance.
Der er Joss Jamons banden med hele teamet intakt. Og så er der tvisten mellem oberst O’Nollans og apachekrigeren Patronimo fra eventyret om “Apache Kløften”. Det er helt oppe i tidsånden, at nye skabere prøver kræfter med klassiske eller ældre tegneseriefigurer og universer.
Og det er en af årsagerne til, at tegneserier for alvor betragtes som en kunstart. At tænke sig, hvis det også skete sådan rigtigt, og ikke bare blandt fans, for Tintin, eller Asterix.
Matthieu Bonhommes ekstraordinære eventyr “Wanted Lucky Luke” er andet skarpe skud fra Bonhomme. Også dette album rammer helt i plet, og lige i hjertet af tegneseriefans, og venner af comix.
Tegneserie
- Matthieu Bonhomme:
- ”Wanted Lucky Luke - Et ekstraordinært eventyr”
- Oversættelse: Ole Steen Hansen
- 64 sider, hardback, 219 kr., Forlaget Cobolt.