Ulven, manden og bjerget

Tegneserie - Jean-Marc Rochette: "Ulven".

Der er bare noget med historier om ulve. Jack Londons “Ulvehunden” eller Joe Carnahans “The Gray”. Ulven minder os om naturens voldsomhed, men samtidig om at være på grænsen mellem to verdener. Jean-Marc Rochettes grafiske novelle “Ulven” er ingen undtagelse.

Den gamle fårehyrde og eneboer Gaspard lever et simpelt liv i de franske alper. Ikke helt alene, for fårene og hunden Max gør ham selskab. Gaspard forsvarer sine får, og en aften skyder han en ulv, der sniger sig op på fåreflokken.

Men Gaspard bemærker knapt, at hunulven efterlader en hvalp. En hvalp der alene lærer at overleve i selskab med gribbe og bjergenes vildskab.

Gaspard møder dog den unge ulv på en jagt, hvor han skyder en bjergged. Nærmest som et offer til den ørn, der forsøgte at gøre byttet til sit, efterlader Gaspard bjerggedens hjerte, dens lever og dens lunger. Men det bliver den unge ulv, der gør krav på ofret.

Gaspard bliver ældre, og ulven vokser sig større, og det er tydeligt, at ulven ikke har glemt, hvem der gjorde den forældreløs og uden beskyttelse.

Gaspard får besøg af myndighederne, der gør ham opmærksom på, at krybskytteri er forbudt. Men de kan ikke anklage Gaspard, fordi der ikke var nogen kugle i den fundne døde ulv.

En sen aften begynder Gaspards hund Max at gø. Der er fare på færde. Max løber ud for at forsvare får og Gaspar, men ulven vinder dødskampen. Med sin elskede dræbte Max i armene sværger Gaspard, at hævne sig. “Jeg dræber dig. Hører du? Jeg flår dit hjerte ud med mine tænder.”

Herpå følger en intens jagt, men til tider er det ikke klart, hvem der jager hvem. Det bliver voldsomt, og vintervejret tærer på Gaspard. Han søger ly i en afsides liggende hytte, hvor han afkræftet begynder at se syner.

Synet af Max, og synet af sin afdøde soldatersøn Damien. Kulden, sulten, ensomheden og voldsomheden har bragt Gaspard på randen af liv og død. “Jeg kommer til at dø her helt alene”.

Gaspard dør ikke. Og det gør den unge ulv heller ikke. I spillet mellem liv og død, menneske og dyr opstår et bånd, som måske er let at forstå, men ikke at erkende.

Gaspard betyder “ham der bærer på skatten”. Det kunne være anger og tilgivelse som eneboeren Gaspard bærer på, og måske er det et af budskaberne. Uanset hvor hårdt, udfordret og uretfærdigt livet end må være, så må vi ikke glemme eller tabe denne skat. Måske.

“Ulven” er på en gang tyst og voldsom. Turen med Gaspard i de sneklædte bjerge på jagt efter ulven tager næsten pusten fra læseren.

Det er Rochettes brug af nuancer og perspektiv, der skaber denne stemning. Og så selvfølgelig, at det handler om liv og død, om vildskab og venskab. Nå ja, måske ikke direkte venskab, men i det mindste et bånd mellem mand og ulv.

Rochettes “Ulven” er ikke magisk, men den formår at drage læseren ind i noget, noget der virker magisk. Det er smukt. Det er voldsomt. 

Rochettes “Ulven” har et efterskrift af Baptiste Morizot, der er lektor i fransk filosofi. Og selvom Morizots udlægning af teksten både er omfattende og spændende, så tømmer udlægningen ikke Rochettes grafiske rejse i de franske alper.

Rochettes “Ulven” er en grafisk roman helt på linje med Morten Dürr og Lars Hornemans “Zenobia” og “Ivalu”. Bestemt et værk for børn og unge om alvorlige emner, også selvom den ikke handler om piger, der dør.

Men “Ulven” er nok mere for den erfarne læser, der ikke bare vil opleve at kunne indleve sig i en alvorlig historie, men samtidig er klar på at læse, hvordan andre forstår historien.