Skip to main content
Tegneserie

Wakanda i borgerkrig?

Tegneserie - Ta-Nehishi coates & Brian Stelfreeze: “Black Panther”

Kong T’Challa er vendt tilbage til Wakanda efter truslen fra Thanos. Men T’Challa er alt andet end afklaret. Den store verden har været truet af store kræfter udefra. Og nu skubber kræfter indefra i superstaten Wakanda til stabiliteten.

Det begynder ved Den Store Høj, hvor Kong T’Challa ser, hvordan der er had i borgernes øjne. Et had der leder til en tragedie, hvor Kong T’Challa ser sig nødsaget til at kæmpe mod sit folk.

Og det ender ikke godt.

Wakandarianere er faldet for kongens styrker. Et folk og en nation i strid med sig selv. Det er en krise af de store, for hvad gør man som leder, når folket lider og bare vil have noget andet end det royale lederskab.

Black Panther - En nation under vores fødder er første album i en trilogi, som Ta-Nehishi Coates og Brian Stelfreeze lavede før udgivelsen af MCU filmen Black Panther i 2018 med nu afdøde skuespiller Chadwick Boseman i hovedrollen som T’Challa.

Det er en historie om et land i opbrud. Et system, der bliver udfordret af en anden forestilling om, hvordan livet bør være og leves.

Denne andet hed tager form af den intellektuelle Tatu, der bevæger sig mellem videnskab og magi, mellem viden og visdom. Han henter hjælp hos metamennesket Zensi, der besidder store empatiske og forførende kræfter.

Kongen står for fald, og tvivler på sig selv i en hidtil uhørt grad. Er det, jeg står for, godt nok, for alle andre end mig selv?

Black Panther - En nation under vores fødder er en historie om det hårde slid med at få et samfund, en nation til at hænge sammen, og ikke mindst at finde veje til selv at kunne hænge sammen selv.

Historien kræver ikke noget stort kendskab til Marvel-universets figurer, for det er præsenteret klart og nuanceret. Det store tema er forandring. For forandring er nødvendigt. Intet består for altid, end ikke et monarki med adgang til ufattelige naturlige og teknologiske ressourcer.

Det er altid noget særligt, når Marvel scenen er sat i Wakanda. For her forlader vi storbyen og hele galleriet af superhelte. Det vil ikke være fair at sammenligne Black Panther med Spider-Man, men der er den sammen nerve af at være spændt ud mellem pligten og retten til at være sig selv.

Black Panther - En nation under vores fødder er i denne danske udgivelse udstyret med masser af formidabel superhelte kunst, og så har udgiverne valgt at give læseren adgang til den første gang, Marvel læserne blev introduceret til Black Panther.

Det skete i mødet Fantastiske Fire (FF Vol. 52, 1966), hvor Black Panther næsten fik sine poter under Mr. Fantastisk, Tingen, Flammen og Den Usynlige Kvinde.

Superheltetegneserier har siden 1960-erne været en skueplads for forskellige projekter, der paradoksalt nok både udfordrer og holder fast i den frihedssøgende amerikanske ideologi.

Men skuepladsen er nu transformeret til en direkte kampplads, hvor ikke bare forestillinger om verden udfordres kritisk, men hvor også den amerikanske ideologi problematiseres.

Som dedikeret læser af superhelte-tegneserie er der ikke så meget, der overrasker. Men de super flotte udgivelser fra Fahrenheit og Faraos Cigarer minder om, at der stadigvæk er meget mere at hente fra det kulturelle univers, hvor superhelte er lige så naturligt forekommende som miljøproblemer og samfundsformer.

Tegneserie

  • Ta-Nehishi coates & Brian Stelfreeze:
  • ”Black Panther - En nation under vores fødder”.
  • 144 sider, hardback, 188 kr., Forlaget Fahrenheit & Faraos Cigarer.
Arkiv