Tikkende katastrofe

Emmanuel Lepage: ”Forår i Tjernobyl” 

Forår i Tjernobyl- I 2008 drager illustratorerne Gildas og Emmanuel Lepage til Tjernobyl for med kunstens blik at begribe katastrofens betydning.

For selvom Tjernobyl kun er for forskere, atomkraftsteknikere, journalister og humanitære organisationer, så har kunsten også en plads. En plads der skal komme tætte på, hvad det vil sige at leve med eftervirkningerne af 1986-nedsmeltningen fysisk, socialt og kulturelt. 

Det er ikke noget let valg at træffe. For selvom det ikke er noget fremmed for kunstnere og andre forfatter at blive draget til konfliktområder, som krige, så er fjenden her en, der ikke rigtig kan bekæmpes.

Strålingen er der stadig over 30 år efter katastrofen i Tjernobyl. Strålingen kan ikke lugtes, ikke smages, ikke direkte sanses. Den manifesterer sig kun i Dosimeter målerne, som alle besøgende har med ind i strålingszonen. 

Gildas og vennen opnår at komme tæt på både stedet og de personer, der lever i området omkring katastrofezonen. Og de får drukket litervis af Vodka i selskab med de lokale russere, som formår at leve videre med håb, selvom strålingsskyggen hver dag trækker dybe spor. 

”Forår i Tjernobyl” er en umådelig smuk fortælling om noget ganske forfærdeligt. Det er samtidig en grafisk fortælling om at finde sig selv - selv i truende omgivelser. Lepage formår på en meget virkningsfuld måde at skildre, hvad det vil sige at bevæge sig i et miljø, der på overfladen virker ufarlig, men som hele tiden tikker af radioaktivitet. 

Albummet markerer også med sin danske udgivelse, at det er 35 år siden, at et russisk samfund brød sammen. Lepage påpeger, at selvom der var mange andre faktorer, somr ledte til Berlinmurens fald i 1989 og definitivt opløste Sovjetunionen, så tvang Tjernobyl det sovjetrussiske regime til åbne op for sine fejl.

Samfundsomvæltninger sker ikke kun ideologisk. De sker som en konsekvens af ideologi.  

Lepages streg og farvevalg er dragende. Selvfølgelig passer de mørke og grå toner til emnet. Men Lepages bryder med den visuelle tristesse. Efter en pænt stykke tid i Tjernobyl og byen Volodarka oplever Lepages en utrolig fred, som han skriver.

Midt i en strålingsramte skov giver Lepage træerne, bladene og græsset farve. Midt i det truende og dystre finder Lepage foråret, en ny begyndelse. Men bevidstheden om truslen forsvinder ikke.

Den manifesterer sig som en krokodille. Altid ventende i skyggerne, med åbent gab. Lepage spinder strålingen/krokodillen sammen med karakteren Kaptajn Klo. Kaptajnen er jo kendt for at blive bange, når han kan høre, at det tikker, for det betyder, at krokodillen er nær. At døden eller truslen om døden er når. Tik, tik, tik, tik. 

”Forår i Tjernobyl” er tegneseriekunst i absolut den højeste klasse. Ikke kun på grund af de dystre og dog stemningsfulde strege, men netop fordi den kalder på refleksion:

Vi lever livet med en bevidsthed om døden, men ikke som noget, der kommer ude i fremtiden, men noget som hele tiden følger os som et tikkeri.

Lapage skriver i slutningen af ”Forår i Tjernobyl”:

Men nej, det er ikke døden, jeg er kommet for at mærke. Men det, der gør mig bange, det der unddrager sig mit blik, det ukendte, mysteriet, og det er livet ,der har overrumplet mig! 

I vores del af verden har vi været forskånet for mange forfærdeligheder og katastrofer som Tjernobyl. Derfor er ”Forår i Tjernobyl” vigtig. Fordi det er vigtigt at få erfaring med det som sociologen Zygmunt Bauman betegner “belejrethed”.

 At leve uden sikre heller eller oaser, men stadigvæk og netop blive ved med at leve. Tik, tik, tik, tik.