Proust og Joyce på norsk

Jon Fosse: ”Det andet navn” (Septologien)

Første bind i den norske forfatter Jon Fosses kraftpræstation udkom i 2019. Siden er det blevet til syv spinkle bind, hvoraf det sidste landede på disken i december – men tag ikke fejl... Det samlede værk strækker sig over 943 sider, og læseoplevelsen er svimlende.

Fortællingen om maleren Asle og hans liv med druk, kunst og katolicisme er en ciseleret beretning, der næsten ikke kommer ud af stedet, men alligevel rummer et fantastisk perspektiv.

Det er fortællerens bevidsthedsstrøm og hans lavmælte højttænken, der er grundtonen i den messende og meditative stribe romaner, hvor banaliteter befinder sig på et højt niveau og hvor en besindig humor dirrer i hver anden linje.

Fosses prosa er som en suppeterning, omfanget er tilsyneladende overskueligt, men teksten vokser eksplosivt under læsningen.

Du må simpelthen læse videre i beretningen om kunstmaleren Asle, hans nu afdøde kone Ales, naboen Åsleik, den snu og enfoldige fårehyrde, fisker og digtlæser samt galleriejeren Beyer.

For ikke at tale om fortællerens alter ego, som bekvemt bærer samme navn og også er kunstner, men med et noget anderledes forhold til f.eks. alkohol.

Den skikkelse vokser og overtager styringen for en stund, men snart er man tilbage på sporet, hvor der atter stilles skarpt med blændede lygter på stumper af fortællerens baggrund.

Det er Proust og Joyce på nynorsk, vi har med at gøre.

Alt vendes og drejes, og bestandig fortaber Asle sig i brudstykker af en fortid, som vi allerede er bekendt med, men som man gladeligt labber i sig på ny.

Det er op ad bakke til kulminationen – juleaften hos Åsleiks søster. Maleren har taget tilløb til højtiden i årevis, og finder huset plasteret til med malerier, der bærer hans signatur. Da søsteren ydermere åbner malerens gylp, står verden ikke længere.

Der er generelt momenter, personer og tilstande i Fosses forfatterskab, som gentages fra roman til roman, undertiden i en slet skjult forklædning, og gør hans udgivelser til et samlet værk.

Man ånder den samme, fortryllende luft, og personerne træder bestandigt tydeligere frem, når man er i John Fosses univers.

Udstillingerne hos galleriejer Beyer i Bjørgvin giver også anledning til langstrakte interne drøftelser hos fortælleren, og sådan simrer romanen med en imponerende uforstyrrelighed.

Fosse lægger med passende mellemrum nye ingredienser i gryden og tilsætter nænsomt det ene krydderi efter det andet.

Når man efter tre år er til vejs ende med Septologien, er der kun én ting at gøre: læse det hele igen fra start til slut! At læse Fosse er som at svømme i lun boghvedegrød eller lade sig synke ned i veltempereret kviksand – hvis De forstår, hvad jeg mener.

Den norske naturmaler Lars Hertervig (1830-1902) er manden bag de malerier, der benyttes på omslaget til Fosses romaner i de danske udgaver.

De rammer præcist bogens både ekspressive og slørede stemning. Hertervigs miserable liv skildrede Jon Fosse på fremragende vis i ”Melancholia”, dansk udgave i 2003, som foregår på den sidste dag i malerens liv.