Tegneserie - Benni Bødker og Christian Højgaard: “Meschugge”
Danske Tegneserieskabere har uddelt den nationale tegneseriepris - Claus Deleuran Prisen - til den bedste danske tegneserie 2024. Pris gik til Benni Bødker og Christian Højgaards “Meschugge” udgivet på Forlaget Fahrenheit.
“Meschugge” er en krimihistorie med lige dele social kritik og mystik. Scenen er København i begyndelsen af 1900-tallet, hvor vi følger den unge politisekretær frøken Nathansen hårde arbejde på at finde den morder, som bestialsk har slået flere kvinder ihjel.
Det hele minder om en dansk version af den legendariske fortælling om Jack the Ripper og mordene i Whitechapel.
Kvinder på bunden af samfundet bliver ofre for en vanvittig mands kvindehadske handlinger.
Den unge frøken Nathansen opsøger Brøndstræde-kvarterets gyder og uhyggelig baggårde, opsat på at finde ud af, hvorfor de protokolindskrevne prostituerede skulle finde deres endeligt så voldsomt.
Og dog så systematisk.
Frøken Nathansen er datter af en rig jødisk familie, som helst ser, at hun finder sin plads i en verden, hvor mænd og kvinder hver passer sit på samfundets stige.
Men den unge politisekretær har - som man siger - ben i næsen.
Og selvom voldsomme hændelser sætter sine spor på hendes krop og sjæl, så er hendes stålsathed ikke til at tage fejl af. Heller ikke i mødet ansigt til ansigt med det Onde. Eller er det i virkeligheden det Onde som er på spil?
Hele den jødisk-kabbalistiske tradition er med til at indhylle historien i et slør af mystik og uklarhed. Skal sandheden findes gennem rituelle menneskeofre? Og hvis det er Sandheden, er den så sat i værk af menneskets natur, eller noget der er større end mennesket?
Der er ikke meget overraskende i selve historien, men det er heller ikke “Meschugges” store styrke.
Det er derimod den særdeles levende, intenes og overvældende skildring af miljøet, som historien udfolder sig i.
Højgaards streg er medrivende og trækker nærmest som en filmstrimmel læseren med, når frøken Nathansen skræmt løber igennem Brøndstræde-kvarterets gyder, eller når hun møder uhyggelig modstandere.
Benni Bødkers “Efterskrift” giver en indsigtfuld baggrund for at forstå Brøndstræde-kvarteret i 1900-tallets København.
Hvilken rolle det spillede set i lyset af uroen i datidens Rusland og de betydelige “folkevandringer” i og på tværs af tidens Europa.
Det var voldsomme og foranderlige tider. Tider med uro og armod. Med usikkerhed men også en forventning om, at der nok kommer til at ske noget ikke særligt rart!
“Meschugge” er mest for den krimilystne med hang til mystik og logisk opklaring. Men også for tegneseriefans, som holder fast i, at tegneserier kan noget meget mere med sine streger, striber og farvetoninger, end de interaktive mediers flimrende leg med digitale tegneserier.
Tegneserie
- Benni Bødker og Christian Højgaard:
- “Meschugge”
- 152 sider, sort/hvid, hardback, 199,95 kr., Forlaget Fahrenheit