Skip to main content
Roman

Venskab og savn

Roman - Line-Maria Lång: "Himmelanker"

Line-Maria Lång har skrevet et personligt og meget, meget fint romanportræt af sin kollega og nære ven, forfatteren Jan Sonnergaard, der døde i 2016.

Romanen giver sin læser et indblik i et helt særligt venskab imellem to meget forskellige mennesker; forskellige i køn, i alder, i måder at betragte verden på.

Han fortæller hende, at der er et grundmørke i livet, som alle mennesker må se i øjnene. Hun insisterer på fantasien i virkeligheden, det eventyrlige i livet.

Alligevel eller netop derfor blev de venner.

Jan Sonnergaard døde pludseligt på et hotelværelse i Beograd, og Line-Maria Lång skulle få dage senere sammen med fire andre af Sonnergaards venner have besøgt ham på hotel Moskva i Beograd.

Lång havde tidligere besøgt Beograd sammen med Sonnergaard, og de havde sammen udvalgt hotellet, hvor de alle skulle bo. De skulle have spist god mad, drukket god vin og drinks. I stedet sluttede livet brat for Sonnergaard og venskabet lige så brat for Lång.

Line-Maria Lång begyndte kort tid efter Sonnergaards død at skrive alt det ned, der kendetegnede ham - for at huske ham og deres venskab for altid.

Ting, som gjorde ondt at huske, men som alligevel, da hun havde skrevet dem, også gjorde godt. Vennens pludselige dødsfald rippede op i den store sorg, hun oplevede, da hun som 12-årig pludselig mistede sin far.

Da Lång begyndte at skrive minderne om sin ven Jan ned, var det egentlig ikke meningen, at materialet skulle bruges til en roman og udgives.

Det var udelukkende skrevet til skrivebordsskuffen, men da hun blev inviteret til at læse op i det Danske Akademi - fra en uudgivet tekst, læste hun nogle af siderne fra det private manuskript.

Modtagelsen var så god, at hun fik mod på at redigere manuskriptet og udgive denne fine roman.

Hun siger selv, at det at skrive om sorgen over at miste en ven, har bidraget til en delvis forløsning af den sorg, hun oplevede, da hendes far døde.

At det i det hele taget har hjulpet hende at skrive for at fastholde den Jan, der var hendes ven.

Jeg kan kun takke for at få lov at læse med.

Romanen varmer mig om hjertet, også selvom den handler om sorg og for tidlig død. Samtidig giver den mig lyst til at læse de øvrige værker i Line-Maria Långs forfatterskab, for hun skriver godt!

Foto: Lizette Kabré

Roman

  • Line-Maria Lång:
  • ”Himmelanker”
  • 253 sider, 249,95 kr., Gyldendal
Arkiv