Ingen ”Lekture til Kaffebordene”

Den danske forfattet Karl Gjellerup (1857-1919) så det som sit kunstneriske mål, at han skulle huskes som idealistisk og klassisk digter, forankret i antikken og den tyske idealisme, hvor Friedrich Schiller var hans store ideal. Men inden han kom derhen, skulle han omkring Heine, Byron og Det moderne Gennembrud.

Han ville hellere, skrev han i et brev, skære halsen over på sig selv end skrive romaner. Hvis han ikke havde haft økonomiske forpligtelser, ville han ikke have nedladt sig til at skrive ”Lekture for Kaffebordene”.

Det var da også for den idealistiske tanke i forfatterskabet, han i 1917 delte Nobelprisen i litteratur med Pontoppidan. I et af de få interviews, Pontoppidan giver i anledning af pristildelingen, skelner han meget præcist mellem sig selv og Gjellerup.

Pontoppidan får anerkendelse for den ”hjemmegroede folkelige Digtning…hentet lige op af vor egen Muld.” Gjellerups kunst har derimod ”sine vidt forgrenede Rødder i den klassiske Jordbund.”

Det er både præcist og neutralt skelnet. Pontoppidan og Gjellerup var i 1917 hverken venner eller uvenner, og de havde ingen kontakt med hinanden.

Gjellerup har aldrig ytret sig offentligt om Pontoppidan. Denne har derimod ikke så få gange i anmeldelser, breve og erindringer haft et solidt karikerende blik for Gjellerup.

Ved en fest for digteren Hostrup i1881er de to prismodtagere begge til stede. Det får følgende af Pontoppidans ord med på vejen: ”Der var den joviale Tyksak Schandorph, den statelige Erik Skram og den lille Vissenpind Karl Gjellerup, radmager og ilter som en Springgaas.”

I 1889 anmelder Pontoppidan Gjellerups digtsamling ”Min Kjærligheds Bog” både positivt og negativt. Med besvær kan digteren forene vilje og sprog til kunst, men i lange passager er ambitionen om at skabe kunst i ”den store Stil” større end den kunstneriske evne.

Anmeldelsen kommenterer dertil Gjellerups larmende brud med kredsen omkring Georg og Edvard Brandes:

”Men dobbelt mærkelig, ja rent ud barnagtig var i sin Tid den Harme, hvormed han pludselig opdagede sin Fejltagelse. Naar man ved egen Skyld er kommen i et forkert Tog, plejer man at liste ud med saa lidt Rabalder som muligt; og det er ikke pænt bag efter at beklage sig over et Selskab, som man ubuden har trængt sig ind i.”

I kunstnerromanen ”Nattevagt” fra 1894 bliver Gjellerup i skikkelse af digteren Folehave bl.a. kaldt en ”Toskillingskriver”, og nogle af hans værker er blot ”vindskibeligt forarbejdede Uddrag af Kofoeds Verdenshistorie.”

Pontoppidans opfattelse af Gjellerup dækker godt både samtidens og eftertidens opfattelse:

Han har frembragt enkelte gode og helstøbte værker, men det omfattende forfatterskab er først og fremmest programdigning, hvor ideerne ikke formes i en bæredygtig æstetisk form. Og derfor har hans værk ikke fået noget efterliv.

Men hvem var så denne Karl Gjellerup? Han blev født 1857 nær Præstø, blev imidlertid på grund af faderens død opdraget i København af sin moders fætter Johannes Fibiger, som var præst ved Garnisons Kirke i København.

Gjellerup tog teologisk embedseksamen, men han bliver meget optaget af Darwin og vender sig mod kristendommen. Han får 1881 universitetets guldmedalje for en afhandling om Darwin og Spencer.

I digtsamlingen fra 1881 ”Rødtjørn” bekender Gjellerup sig til Brandeskredsen. Han kalder Georg Brandes ”Vor Helligaandsridder, vor Sankt Georg”, og han har ”Æresæde ved Brandes’ Fødder”.

Brødrene anså Gjellerup for at være ”det sorte Faar blandt de røde Oprørsmænd.” Og i øvrigt retter Georg Brandes i samlingens manuskript, ligesom han laver tilføjelser dertil.

I 1882 udgives romanen ”Germanernes Lærling”, som antyder at et skifte fra den radikale brandesianisme er undervejs. Her demonstrerer Gjellerup sit indgående kendskab til antikkens og klassicismens kunst og kultur. Og dertil kommer, at han skriver meget positivt om Wagners musik.

1884 udkommer Gjellerups vigtigste og mest holdbare drama, tragedien ”Brynhild”, der bevæger sig i en germansk-nordisk sagnkreds, hvor hovedtemaet er Sigurds og Brynhilds kærlighed. Selv mente Gjellerup, at tragedien var hans adgangsbillet til Nobelprisen.

Edvard Brandes hånede værket. Det kom Gjellerup sig ikke over, og i ”Vandreaaret” (1885) fremskrives det voldsomme brud med ”Gebrüder Brandes” – en usmagelig hentydning til deres jødiske baggrund.

Gjellerup vil nu ikke være digter for en klike, men for et helt folk. Det blev han vist ikke, selv om et andet drama ”Wuthorn” fra 1893 opnår en vis popularitet på Dagmarteatret.

Han gør endvidere op med den franskinspirerede frivolitet, som han mener er kendetegnende for Brandes’ kulturradikalisme. Heroverfor stilles den germanske ånd.

1892 flytter han med sin tyskfødte hustru til Dresden. Der forbliver han til sin død. Han begynder gradvist at skrive på tysk. Han oversætter tidligere værker til tysk og værker skrevet på tysk til dansk. I Tyskland opnår han en vis anseelse.

I romanerne ”Minna” (1889) og ”Møllen” (1896) gennemspilles spændingen mellem den fri kærligheds udfoldelse og den høje moral og sædeligheden. Begge romaner har trods Gjellerups modvilje mod fransk naturalisme træk af Zola, og det bidrager til deres lange Efterliv. ”Møllen er faktisk filmatiseret to gange. Bl.a. i 1943 instrueret af Arne Weel.

Fra begyndelsen af 1890’erne vender Gjellerup sin nysgerrighed mod Schopenhauer, Nietzsche, Wagner og indisk filosofi. Det resulterer i romanerne ”Pilgrimmen Kaminata” fra 1906 og” Verdensvandrerne” fra 1910. Den første er er ganske mærkelig. Den er uden natur og mennesker, handler om en sjæl, der vandrer mod Nirvana gennem forskellige stadier, som bliver mere og mere mystiske.

Efter denne orientalske fase vender Gjellerup næsten hjem til den kristendom, han tidligere gjorde voldsomt op med. Det sker i romanen ”Guds Venner” (1916).

Karl Gjellerup var vidende om kulturhistoriske forhold og filosofiske problemstillinger. Al den viden ville han gøre til kunst, men han besad ganske enkelt ikke den evne, der kunne omsætte lærdommen til kunst i den høje stil, han efterstræbte og kæmpede med.

Litteraturkritikeren og professoren Hans Brix’ hårde dom: Gjellerup ”lider af poetisk Fattigdom” er stadig gangbar. Og det betyder, at han nok ikke vil blive taget ud af den glemsel, hans værk er gerådet ud i.

Flere af Gjellerups værk er dog stadig tilgængelige i bogform.