Skip to main content
Tegneserie

At skrive er at leve. At tegne er at fortælle

Tegneserie - Henrik Rehr og Chantal Van den Heuvel: “Lev og Sofija Tolstoj”

Forlaget Fahrenheit har denne sommer udgivet Henrik Rohr og Chantal van den Heuvels grafiske roman “Lev og Sofija Tolstjoj”. Der er langt fra de stærke superhelteudgivelser, som Fahrenheit også producerer, til dette grafiske værk om en af de helt store russiske forfattere Lev Nikolajevitj Tolstoj (1828 - 1910).

“Lev og Sofija Tolstoj” er en skildring af den russiske forfatters liv fra at være aristokrat til at blive et menneske, der forsager verden og alt, hvad aristokratiet står for.

Det er en skildring af en ung levemand med glubende appetit på livet, der ender som en såret sjæl, der helt til det sidste tvivlede på meningen med livet.

Det er et hårdt samfund, som skildres i “Lev og Sofija Tolstoj”.  For nye generationer er det ikke nogen skidt indsigt at få, ikke med dokumentarisk kamera, men med tegnerens pen. Henrik Rehr har mesterligt givet Chantal Van den Heuvels Tolstojs-beretning en billedside, der indfanger både det lyse og det mørke ved Tolstojs liv og person.

“Lev og Sofija Tolstoj” handler ikke i detaljer om de konkrete værker, der kom fra romanforfatterens pen. Men Rehr og Heuvel bringer læseren tæt på, hvad Tolstoj kunne have tænkt om sine egne værker, og deres tilblivelse. Og så handler den også om forfatterens kvindetække og appetit på sex.

“Lev og Sofija Tolstoj” har masser af referencer, som litterater vil være bedre til at både finde og afkode. Som grafisk roman fungerer den ganske glimrende. Ganske som de andre visuelle biografier, Rehr har skabt.

Nu er Tolstojs forfatterskab og virke for at skabe mere frihed og demokrati i en historisk periode inden 1. Verdenskrig ikke nødvendigvis almenviden for os danskere. Men for at imødegå denne historieløshed, er der god grund til at bruge en time på at læse “Lev og Sofija Tolstoj”.

På den måde er Rehr og Heuvels på linje med den amerikanske tegneserieskaber Jason Lutes’ grafiske romanserie “Berlin” (2019).

Rehr og Heuvels “Lev og Sofija Tolstoj” er dog også hård læsning, hvis perspektivet er, hvilke ofre vi som mennesker er nødt til at bringe for at leve i overensstemmelse med det billede, vi tror vi har af “os selv”. Det er hårdt arbejde at finde, at skabe og at leve efter idealer, som går på tværs af det, man er vokset op med.

Derfor er “Lev og Sofija Tolstoj” også klar dannelseslæsning.Altså at det er noget, vi har brug for at vide og erfare, og ikke noget vi sådan lige har lyst til, når vi ikke ved, hvad vi ellers skal bruge vores tid til.

Tegneserie

  • Henrik Rehr og Chantal Van den Heuvel:
  • “Lev og Sofija Tolstoj”
  • Oversættelse:Anders Juel Michelsen
  • 184 sider, hardback, farver, 299,95 kr., Forlaget Fahrenheit

.

.

.

.

.
Arkiv