Sanser i dagligstuen

- 31. juli 2013. Jeg sad og så ud i alt det grønne, og så viste muligheden sig – som fem sammenhængende bøger. Om vore fem sanser - og til nu har jeg skrevet fire af bøgerne.

Ordene kommer fra digteren Pia Tafdrup, 69 år, som står her i en lys hjørnelejlighed tæt på Limfjordsbroen. På anden sal. Foran små 25 mennesker på et blandet udvalg af stole, og så er der dem, som har sikret sig første parket i en magelig sofa.

De første fire i sanseserien er udkommet og hedder ”Smagen af stål”, ”Lugten af sne”, ”Synet af lys”, ”Lyden af skyer”.

- Og den femte udkommer forhåbentlig til foråret næste år, tilføjer hun.

Vi er til noget så anderledes og dog så livsbekræftende som ”Digte i dagligstuen”. Og arrangementet her er det første i rækken, som kulturformidler Lene Høg, Hjørring Bibliotekerne, har taget initiativ til.

Og foran den slukkede storskærm står denne søndag eftermiddags hovedperson, digteren klar til både at fortælle og læse fra sin omfattende produktion. Krushåret, sortklædt og med læsebrille – klar til oplæsning.

Værterne, journalist Jørgen Pyndt og frue Anne-Marie Bach, har lagt dagligstuen til, og Pyndt har under sin velkomst fortalt, hvordan han bl.a. har besøgt Pilegaards Antikvariat i Aalborg og kun kunnet finde ”Pia Tafdrup – digte 1984-88”.

Ellers var der intet tilbage. Tafdrup er blevet revet væk i antikvariatet, og nu tager hun selv fat i os og sanserne. Forklarer om baggrunden for sit aktuelle digteriske sansearbejde

- Vores dagligliv er meget presset, vi kan stå og diskuterer en eller anden ting, og så lige pludselig opdage, at fuglene synger. Det er vigtigt, at vi ikke altid er oppe i vores hoved, men er til stede – i nærværet.

For Tafdrup var det noget helt nyt at arbejde med et sådant koncept – at skrive en sammenhængende cyklus om vore sanserne.

- Jeg kunne se titlerne, farven på bøgerne og satsen foran mig. Det var som om, jeg bare lige kunne række ud og hive bøgerne ned, og nu har jeg snart brugt 10 år af mit liv på at skrive det her.

En bekendt sagde til digterkvinden: Hvis man sætter et mål, men ikke sætter en deadline, så er det en drøm. Men drømmen er ved at nærme sig sin slutning som realitet.

Undervejs i sansearbejdet har Tafdrup fået struktur på ved løbende at lægge links, ideer og citater ind i mapper på sin computer. Om sanserne. Hun samlede løbende stof. Og når hun så skulle i gang med at skrive om en ny sans, var det som ”at åbne en skattekiste”. Der var så meget energi, at det var ”som at blive sendt afsted af en katapult”.

Efter disse indledende forklaringer læser Tafdrup – en første runde med digte som ”Fravær”, ”Stadier på livet vej”, ”Reflektioner over sne og is”, ”Natkjolen”. De er på en gang dybe, men også enkle genkendelige. Ordene.

Hun læser med klar diktion, med vokalt tryk på, når det skal til, ikke floromvundent poetisk, men ord, som vi alle på sæt og vis kender og har brugt sanset, men her sat sammen, så vi overraskes og beriges.

Som hun selv siger senere:

- Når jeg siger, at jeg skriver ud fra mine egne sansninger, så ligner de jeres temmelig meget.

I hvidvinspausen før anden runde digte får jeg et lille øjeblik med Tafdrup. Hun skal nemlig ikke selv have vin, før hun er færdig med sanserne. Men hvordan bliver man egentlig digter?

- I dag skulle jeg have været til navngivning i min familie. Og hun får H.C. Andersens eventyr, sådan som jeg selv fik. Dem fik jeg læst højt af lige fra, jeg var ganske lille. Du forstår ikke så meget, men du begynder at forstå mere og mere.

- Jeg er vokset op i et hjem med mange bøger. På en stor gård langt ude på landet. En udflyttergård. Litteratur fyldte meget, og jeg læste meget.

Tafdrup læste senere dansk på Københavns Universitet og begyndte også her at skrive sine første digte. ”Som jeg holdt tæt til kroppen”. Den helt nye litteratur, som Inger Christensens ”Det”, optog både hende og studiekammeraterne.

- Det var her jeg skulle være, elskede at være. Jeg vidste, at jeg skulle være i den verden.

Tafdrup debuterede på Borgen med ”Når der går hul på en engel” – Gyldendal sagde nej, de havde allerede Tafdrups grandkusine Anne Wivel og havde ikke plads til to kvindelige lyrikere.

I øvrigt bliver ”Dronningeporten” genudgivet på Gyldendal her til september i anledningen af Tafdrups 40 års jubilæum 9. september.

Anden runde med endnu flere sanselige digte bliver igen indledt med Tafdrups overvejelser om, hvordan sanserne kommer først og registrerer, og hvordan vi bruger dem – men også kun kan bruge dem i kraft af tidligere erfaringer. Du registrerer og derefter kommer konklusionen.

- Vi kan opleve verden ganske fragmenteret, så det er interessant at se, hvad der binder os sammen. Solen skinner på os alle sammen, og vi er alle udstyret med sanser.

Endnu en omgang oplæsning. Tavs sansende og lyttende sidder vi der. Digte med titler som ”Skyer standser ikke”, ”Lyden af navnet”, ”Regn”, ”Fravær af lyd” og ikke mindst ”Din stemme”, hvor slutstrofen bliver belønnet med et spontant bifald.

Digtet handler om den elskedes stemme, så velkendt med sin klang, rømmen, sin hoste, sin hvisken, inden den sidste linje - ”de lyde dør med dig, jeg foretrækker at blive stille før dig”.

Under den afsluttende småsnak og spørgsmål fra dagligstuens gæster kommer Tafdrup frem til noget centralt om det at skrive digte, sådan som hun gør.

- Du får noget forærende, når du skriver. Noget du ikke har planlagt og så står der pludselig sådan en linje – ”floden taler med sine bredder”. Som man ikke kendte, da man startede med at skrive. Det er lidt som narkomani. Du vil have det igen og igen og lidt, lidt mere.

Foto: Lars Mørch