Pontoppidan fik Nobelprisen på afbud

De danske forfattere Henrik Pontoppidan og Karl Gjellerup delte i 1917 Nobelprisen i litteratur. 

Nobelpriskomiteens motivationer var ret kortfattede. Om Gjellerup hed det, at han fik prisen for ”sin varierede og rige digtekunst præget af idealistisk sigte”. Den begrundelse ligger i næsten ordret forlængelse af ordlyden i Alfred Nobels Testamente: prisen i litteratur tildeles et værk, der på bedste vis udmærker sig i idealistisk retning. 

Pontoppidan belønnedes for sine ”autentiske beskrivelser af dagliglivet i Danmark” I denne forbindelse refereres først og fremmest til ”Landsbybilleder” 1883, ”Fra Hytterne” 1887 og ”Skyer” 1890.

Der er imidlertid den pikante detalje i forbindelse med Pontoppidans andel af prisen: Han skulle egentlig ikke have haft den.

Hvis Jakob Knudsen ikke var afgået ved døden inden tildelingen, så havde han skullet dele den med Gjellerup.

Begrundelsen for at tildele Knudsen prisen var, at hans realisme var ”dybere og mere etisk præget”. Der er imidlertid en regel om, at forfattere ikke kan tildeles prisen posthumt. En undtagelse blev gjort med den svenske forfatter Erik Axel Karlfeldt, der fik prisen i 1931.

Delingen af prisen i 1917 påkaldte sig megen kritisk opmærksomhed. Gjellerup var en frafalden Brandesianer, der i 1892 med sin tyskfødte hustru flyttede til Dresden, og som i 1894 begyndte at publicere på tysk. I 1917 bemærker nogle, at denne udlandsdansker må have fået hjælp til at skrive på dansk.

Den samlede pris i 1917 var på 140.000 kr. For Pontoppidan var det en god hjælp til den daglige husholdning. Han havde normalt et årsbudget på 7000 kr. I 2020 var den udelte pris på 10 mil. Svenske kroner.

Under den første verdenskrig førte Nobelpriskomiteen en form for neutralitetspolitik, og det nød de mindre lande godt af. I 1916 var der 7 danskere af de 29 nominerede.

Ud over Henrik Pontoppidan, Karl Gjellerup og Jakob Knudsen figurerede også Georg Brandes og Harald Høffding som kandidater. Der var i komiteen i 1916 ikke enighed om, om Gjellerup skulle have prisen alene, eller om han skulle dele den med Jakob Knudsen. Prisen tildeltes så den svenske forfatter Verner von Heidenstam.

1 1917 var de tre førstnævnte forfattere atter i spil, og da Jacob Knudsen døde midt i det hele, fik Pontoppidan prisen på afbud.

I de første år blev testamentets bestemmelse om, at idealistisk litteratur skulle prioriteres som kriterium for tildeling, fulgt meget nidkært. Derfor kunne hverken Brandes, Strindberg, Ibsen, Tolstoj eller Zola blive en del af det pæne selskab.

Pontoppidan har overlevet som kunstner. Han er en central del af Danmarks litterære kanon. Gjellerup derimod er gået i glemmebogen og er næsten kun en parentes i den danske litteraturs historie. En Nobelpris giver ikke nødvendigvis adgang til evig berømmelse.

De priser, der tildeles inden for medicin, kemi, fysik, økonomi og fredsprisen har ofte været delt mellem flere modtagere. Men ikke prisen for litteratur. Kun fire gange har der været to modtagere.

I 1904 delte en fransk og spansk digter prisen. I 1917 delte de to danske forfattere. I 1966 var det tysk/svenske Nelly Sachs og israelske Samuel Agnon, der blev belønnet. I 1974 delte de to svenske forfattere Harry Martinson og Eyvind Johnson prisen.

Forklaringen på det beskedne antal delte priser inden for det litterære område skal uden tvivl findes i en romantisk opfattelse af den kunstneriske skaben som et udtryk for den geniale eners evne til at skabe det enestående.

I 1944 fik Johs. V. Jensen efter 18 gange at have kandideret dertil tildelt prisen. Karen Blixen blev gennem flere år og af mange anset for at være en selvfølgelig modtager af prisen. Men hun modtog den aldrig.

1 1954, da Ernest Hemingway fik prisen for ”Den gamle mand og havet”, udtalte han, at han gerne havde ventet, til Blixen var blevet belønnet.

Nobelprisen er noget alle forfattere drømmer om at modtage. Men faktisk er det sket to gange, at forfattere har takket nej til at modtage prisen.

I 1958 siger den russiske forfatter Boris Pasternak nej tak til tildelingen. Egentlig vil han gerne modtage prisen, men presset fra det sovjetiske diktatur er så hårdt, at han afstår fra at modtage den. Romanen ”Doktor Zjivago” var forbudt læsning i Sovjet.

I 1964 afviste Jean-Paul Sartre at modtage prisen med den begrundelse, at han ikke ville omtales som ”nobelpristageren”, fordi han derved kunne blive taget til indtægt for den vestlige kapitalismes institutioner. Han ville ikke vælge side i kampen mellem øst og vest.

Tildelingerne af prisen har ofte været kontroversielle både i forhold til offentlighedens reaktion på valgene af forfattere og i forhold til de interne stridigheder i nobelpriskomiteen. Gennem alle årene har der været store uenigheder og stridigheder om tolkningen af Nobels Testamente.

Senest kom dette til udtryk i 2018, da den fine og hermetisk tillukkede facade krakelerede og afslørede skønånderne som gemene intrigemagere.

I 1917 blev tildelingen af prisen især til Karl Gjellerup stærkt kritiseret – i Danmark. I Tyskland derimod havde han en stor kreds af læsere.

I 2004 blev prisen tildelt den østrigske forfatterinde Elfriede Jelinek, som både har mange beundrere, men også mange hårde kritikere, som forarges voldsomt over hendes beskrivelse af et efter hendes opfattelse stadigt fascistisk Østrig.

I 2016 tildeltes Bob Dylan prisen. Også dette skete ikke uden kritiske røster. Her var problematikken, at nok er Bob Dylan en verdenskendt og voldsomt populær sanger, men han er trods alt et massekulturelt fænomen.

Det vakte også meget stor debat, da den østrigske forfatter Peter Handke i 2019 modtog prisen. Ingen satte spørgsmålstegn ved forfatterskabets store litterære værdi, men det, at han mødtes med og skrev venligt om den serbiske krigsforbryder Slobodan Milosevic, burde medføre, at han ikke skulle tildeles prisen.

Og husk nu at se filmatiseringen af Pontoppidans ”Lykke-Per” på TV2 i aften, kl. 21.10. Instrueret af Bille August og med Esben Smed og Katrine Greis-Rosenthal i hovedrollerne. Still fra filmen øverst.