Skip to main content
Fodbolddigte

Drømte han var Maradona

Det var midt om natten, i foråret 2018, nogle måneder før VM-slutrunden i Putins Rusland. Pludselig vågnede Claus med et digt i hovedet – en hyldest til fodboldens argentinske stjerne Diego Maradona.

- Det var bare med at få skrevet det ned. Det kom som i en strøm. Det var fødslen, siger digter og forfatter Claus Nivaa.

Vi sidder p.g.a. corona ude i drivhuset med passende afstand og snakker bold og digte. Anledningen er Nivaas kommende udgivelse  ”Måltid – fodbolddigte”, 248 siders illustreret lyrik, som udkommer i løbet af næste uge. Den ligger i prøvetryk foran os på bordet.

- Det er digte, som favner det hele – fodboldens mytologi, hvordan det er at spille rent fysisk, erindringer, kærlighed, fankulturen og her er også regulær kapitalkritik – hvordan økonomiske interesser har overtaget og forandret spillet, siger Claus Nivaa

Til daglig underviser vor 43-årige digter som gymnasielærer på Nørre Sundby Gymnasium i dansk og billedkunst og han vil være kendt for sine to billedbøger ”Mormors taske” og ”Fluen på væggen” samt ”Dobbelt A” – digte fra Aleppo og Aalborg skrevet sammen med syriske Nader Alkasem.

Efter det første digt ”Diego”, hvor digteren selv dribler med en slidt Select-bold og forestiller sig, at han er Maradona og scorer på banen, Argentina mod England, fulgte flere og flere.

”Han løber med 10’erens selvfølgelighed mod hjørneflaget/mens euforien koger stadion/over kanten og op til guderne/Argentina har hævnet Falkland/og er videre til semifinalen …”

- Digtene havde mere form af storytelling, og digtene passede slet ikke til det poetry slam-format på 3.10 minutter, som jeg også gør det i, siger Nivaa.

Titlen ”Måltid” er ganske dobbelttydig. Her kan både være tale om en overdådig buffet, og digtene spreder sig da også ganske uhæmmet i diverse retninger – haiku, prosadigte, kærlighedsdigte – ja sågar sonet med en takkehilsen til en vis centerforward Willy Shakespeare.

Og samtidig kan du skille ordet ad i to – mål tid – altså tid for mål. Selve det at score. Det euforiske fælleskab, hvor den ukendte næstemand på stadion pludselig er din bedste ven.

- Digtene har også meget fat i min drengetid – dengang i 80’erne. Før fodbold for alvor blev et mediefænomen. Før det blev muligt for hele verden af se en VM-kamp fra Mexico. Før vi mistede en slags uskyld, og fodboldspillerne blev solgt for astronomiske beløb.

- Alle de penge har udviklet spillet, men det har også gjort noget ved fankulturen. Så står de pludselig der på Old Trafford og har mistet deres hold Manchester United til ”Super League”

Claus er født i 1977 i Viborg, hvor han voksede op med en travl tandlægefar og en mor, der var lægesekretær. Hun drak og gemte flaske alle vegne. Hans forældre tog aldrig fat i det og så hinanden i øjnene og til sidst eksploderede det i vold og skilsmisse.

Hans forhold til tandlægefar er skildret i flere digte ”Puskás og far” og ”Den gamle bane” - om hvordan det var at køre op på fodboldbanen og træne med den slidte Selectbold. (Den Claus sidder med på billedet er venligst udlånt af min søn, en tidligere passioneret Aalborg Freja-spiller.).

- Min far havde altid travlt, men her var vi sammen om noget. Han var selv en dygtig boldspiller, medfødt talentfuld, mens jeg ikke var særlig god. Han var med mig til træning, allerede da jeg var 5 – 6 år, og da han kom hjem, sagde han til mor: - Der er ingen vej!

Men på trods blev Claus ved at træne vanvittig, nærmest autistisk. Han ville bare være god. Han forestillede sig, at han var en stor fodboldspiller, ”talte højt med mig selv” og blev ved og ved med at træne.

- På den måde var det både leg og træning og samtidig historiefortælling.

Det har taget tre år siden det første digt kom i en drøm. Undervejs har den digtende gymnasielærer fået fat i nogle personlige erindringer, hele glæden ved at spille og ikke mindst kommet tættere på sit eget forhold til en fraværende far.

- Sproget åbnede for det – det blev meget sanselig og nærværende, jeg kom tæt på. Og jeg fik også fat i, hvordan fodbolden var et helle for mig.

Bogen – eller digtsamlingen – er illustreret af den britiske tegner Martin Bowyer, som Nivaa tidligere har arbejdet sammen med. Bowyer er fast illustrator hos det britiske fodboldmagasin ”Four Four Two”, der ofte gør det i længere featureartikler om vanvittige trænere, fodboldstjerner og storklubber.

- Faktisk anede Martin ikke, at der var noget, der hed Danmark, før vi kom med til VM i 1986.

Bowyer har lavet 24 illustrationer til bogen, med bl.a. Elkjær, Frank Arnesen og Messi og meget andet godt, og de ligger bag i bogen som indstik. I form af klistermærker, som du så selv skal klæbe ind i bogen, der hvor de hører hjem og passer til teksten.

- Jeg elsker at gå til kamp på stadion – at opleve fanbegejstringen og passionen. Men jeg kan også nyde at se på holdopstilling og gå ned i de små detaljer. Hvordan kommunikerer en centerforward med sin målmand?

Nivaa er selvfølgelig Viborg-fan, men har også boet så længe i Aalborg, at han nu holder med AaB. Men splittet er han …

- Men heldigvis er Viborg ikke så gode, at de møder AaB særlig tit. Det løser problemet.

Fodbolddigteren har fået lov at låne et par linjer i Jørgen Leths ”Sportsdigte” (1967) til et af sine egne. Leths originale digt hed "SPORTSDIGT - historisk præsens - til min elskede". Nivaas hilsen til ham, finder du i det erotisk ladede digt, "Still just a cliché - banalyser nær pausen" Leths digte handler i øvrigt mest om cykelsport og bordtennis, og der er kun et enkelt fodbolddigt.

Men selveste "Mr. Silkeborg", tidligere fodboldspiller, nuværende fodboldkommentator Morten Bruun, har såmænd også været inde over og læst med. Bruun er kendt for sin lange karriere i Silkeborg IF , og i hans kommende fodboldbog om danske klubber, fankultur og stadioner er der også blevet plads til digtet "Viborg FF" .  

- Faktisk roste han også et andet af mine digte ”Bolden” – om hvordan det er have bolden, at blive set, glæden og frygten – det satte ord på noget, han følte og kendte, men som han aldrig havde set beskrevet før.

Digte

  • Claus Nivaa:
  • ”Måltid – fodbolddigte”
  • 248 sider, 250 kr, Forlaget Alba.
Arkiv