Skip to main content
Grafisk historie

Stærke streger fra overlevende

Luz: “Katarsis”

Katarsis er græsk og betyder renselse. Det er den følelse af forløsning og lettelse mange kulturformer tilbyder os som kulturbrugere. Katarsis virker dog ikke altid.

Og derfor søger vi til serier, der ikke tilbyder forløsning, men fortryllelse ved at trække os væk fra virkelige problemer, og den ængstelse og usikkerhed, som mange bærer rundt på.

“Katarsis” er tegnet af Rénald Luzier, eller Luz, som overlevede Charlie Hebdo terrorskyderiet i 2015. Luz forsøger med sine intense, todimensionelle streger at vise læseren, hvordan han følelsesmæssigt har bearbejdet, eller netop ikke har fået bearbejdet, Charlie Hebdo skyderiet.

Det hører til historien, at Luz ikke blev impliceret i terrorangrebet på tegneserieforlaget, fordi han kom for sent. Han fejrede sin fødselsdag i selskab med sin kæreste og undgik massakren, fordi to fejrede livet på den mest intime måde, mand og kvinde kan.

Luz streg er stærk og varieret. Som det kan ses, så præsenterer Luz ikke én streg i “Katarsis”, men en række, der hver har deres eget udtryk, men som alle peger på at leve med libido, ængstelse og sin egen dødelighed.

Sexakten med Kirsten er et centralt motiv for “Katarsis”. Luz bruger flere sider på at dvæle ved samlejet med kæresten, men det er hele tiden klart, at bevidstheden om det forfærdelig skyderi for Luz er smeltet sammen. Et knald holdt ham hjemme. Flere knald tog livet af kollegaerne på Charlie Hebdo.

“Katarsis” er på den ene side måske ikke noget pragtværk. Selvom Luz viser sin mangfoldige streg, så er den todimensionel. På den anden side emmer stregerne af en uforløsthed, en fortvivlelse, og måske også en følelse af skyld: Jeg blev hjemme fra jobbet, for at knalde, og derfor overlevede jeg!

“Katarsis” har masser af humor. Ikke nogen galgenhumor, men en humor der forsøger at skabe mening med noget meningsløst.

Hvordan kan man betragte terroristers angreb på Charlie Hebdo som en opført balletdans? Hvordan kan Luz føre dialog med terroristfigurer om komplottanker og andre “kreative” input.

“Katarsis” er en alvorlig udgivelse. Stregerne har både bid men også en desperat tone: Det her er ikke for sjov, selvom det er formidlet i den streg, der tidligere skulle få dit smil frem, når tilværelsen ikke viste sig fra nogen kulørt side.

“Katarsis” er et selvstændigt tegn på, at tegnede streger ikke er i margin af vores globaliserede samfund, men helt inde i centrum.

Der hvor det handler om at forstå, hvorfor nogle af os dør voldsomt og uventet, og andre ikke gør.

Men “Katarsis” er netop det modsatte af katarsis, fordi Luz ikke leverer nogen forløsning? Eller hvordan skal de sidste sider egentlig tolkes?

Læs selv, og bedøm.

Grafisk historie

  • Luz: “Katarsis”
  • Oversættelse: Anders Juel Michelsen
  • 128 sider, 198 kr., Forlaget Fahrenheit

 

Arkiv