Satire æder det seriøse

Nikoline Werdelin: ”Hvordan man redder en lemming"

Tegneseriekunstneren Nikoline Werdelin debuterer her som skønlitterær forfatter med en slags moderne kollektivroman om mennesker med Frederiksberg Have som en slags omdrejningspunkt.

Centralt i bogen står den pensionstruede universitetslektor Hans, og persongalleriet udvides gennem hans mere eller mindre tilfældige møder med mennesker på sin vej.

Der er bl. a. den selvmordstruede teatersuffløse Gunhild og sosuassistenten Heidi, og deres skæbner krydses så og flettes sammen på forskellig måde bogen igennem.

Werdelin vil give et billede af en nutid midt i den globale klimakrise, og personerne er faktisk både miljøbevidste og ansvarlige, med en ærlig vilje til forandring.

Ikke mindst Hans. Han forsker i dyrelivet i primært den norske vildmark, der trues alvorligt af det helt anderledes klima, og den lille gnaver lemmingen er central i hans forskning.

Bogen falder for mig at se lidt i to dele, hvor Werdelin navnlig i første del skruer op for den mesterlige satire, vi kender fra hendes tegneserier. Her en tekstprøve fra det, der ligner Hans' fyring fra universitetet:

- I kan rende mig i røven, sagde Hans, stadig med lukkede øjne.

- Hans, du opfører dig barnligt," sagde Niels-Peter.

 Hans kunne desværre ikke sidde i lotusstilling ret meget længere og strakte det ene ben. Han kom i tanke om grev de Valmonts berømte sætning i John Malkovichs mund, "It's beyond my control"

Scenen fortsætter med vrede udbrud som ovenfor citeret fra Hans og gengiver hans tanker om at forlade mødet med " en prut, en fjertende finale af infantil adfærd (…). 

Og den slutter således:

”I stedet snuppede han en sølvfarvet fjer fra den bolivianske krigshjelm, der hang ved døren, og stak den i håret. Sådan, som en udryddet indianer, gik han ned ad gangen”.

Sådan! Det er jo morsomt, satirisk, med Hans holdt ud i strakt arm som en parodi, ja, som en joke.

Og der er masser af lignende scener, der kalder på smil og latter, f. eks. fra Gunhilds teater. Det er godt, vi ler ad dem i deres troldspejlede tåbelighed.

Så godt så langt. For så sker der det i bogens anden del, at vi skal til at tage disse mennesker seriøst i deres stræben, ageren, visioner. Og så får vi en skildring af seriøs forskning, varm og ægte menneskelighed, groende sympatier og relationer, som for mig at se ikke hænger sammen med startens udleverende vrængen.

Så for mig bliver det en roman, der egentlig ligger lidt i to dele, en satirisk - og en anderledes indforstået del. De to dele kan siges at fungere hver for sig - men ikke sammen.

Dette skel gør, at jeg ikke kan opleve bogen som et vedkommende hele, som vedkommende samfundsroman.

Derfor de tre stjerner.