Skip to main content
Roman

Kompliceret mor-datter-forhold

Vigdis Hjorth:" Er mor død"

Vigdis Hjorth har skrevet en stærk og rystende roman om et yderst kompliceret mor-datter-forhold. Samtidig er det også en roman om, hvor tæt på virkeligheden kunsten kan tillade sig at gå. Jeg har tidligere læst romaner om komplicerede mor-datter-forhold, men denne er en af de bedste!

Johanna er vendt tilbage til Norge efter at have boet i USA i 30 år. Hun forlod i 1990 jurastudie og den advokatmand, hendes forældre var så glade for, hun havde giftet sig med og rejste efter sin amerikanske aftenskolelærer i akvarelmaling til Utah.

Dengang forsøgte hun i et brev at forklare sine forældre, hvorfor hun rejste, men de nægtede at godtage hendes forklaringer. De listede op, hvad de havde gjort og betalt for hende. Hun skyldte dem at vende tilbage øjeblikkelig. Hvis ikke hun gjorde det, ville de ikke længere have noget med hende at gøre.

Johanna blev i USA, giftede sig med Mark, aftenskolelæreren, fik en søn, John og blev en internationalt anerkendt kunstner.

Roman Vigdis Hjorth: Er mor død

Nu er Mark lige død, John flyttet til København med kone og barn, og i Johannas fødeby i Norge vil et museumgerne lave en stor retrospektiv udstilling med hende. Blandt andet derfor befinder hun sig nu i samme by som sin mor og sin yngre søster. Hendes far er død nogle år tidligere, og hun var ikke hjemme til begravelsen.

Efter hjemkomsten forsøger Johanna at kontakte sin mor på forskellig vis, ligesom hun igennem dyb selvransagelse forsøger at huske og forstå sin mor, som hun oplevede hende som barn og ung.

Det er hjerteskærende at læse om Johannas forsøg på at nærme sig sin mor og forsøge at forstå, hvorfor moderen ikke vil tale med sin ældste datter overhovedet. Og det er næsten uforståeligt, at hun orker at blive ved efter den ene afvisning efter den anden.

”At børn fornægter deres er forældre, er forståeligt, at forældre fornægter deres børn, og så hårdnakket, er sjældent.”

Vigdis Hjorth vakte i 2016 stor opsigt i sit hjemland, Norge, da hun udgav romanen ”Arv og miljø”. Med afsæt i hovedpersonen Bergliot fortælles om en families arvestrid, og om Bergliots anklage om incest, begået af faderen.

Dengang udløste romanen en offentlig familiestrid, hvor Vigdis Hjorths søster, Helga Hjorth valgte at udgive romanen ”Fri vilje” som et modsvar til ”Arv og miljø”. For selv om ”Arv og miljø” blev lanceret som en roman, læste mange den som selvbiografisk.

På det medfølgende forlagsmateriale til ”Er mor død” skriver Turbine: ”Norske Vigdis Hjorth er tilbage med en dybt personlig roman”, og så kan diskussionen begynde igen.

For kan en forfatter tillade sig at skrive om familiehemmeligheder? Og hvem har egentlig retten til at fortælle? Set i det lys kan ”Er mor død” læses som endnu et indlæg i debatten mellem Vigdis Hjorth og hendes søster.

Men også uden tanke på det autofiktive er Vigdis Hjorth bare en virkelig god forfatter med en evne til at skrive godt og alment om svære familieforhold.

Så romanen fortjener at blive læst som det, den er, en velskrevet, tankevækkende og stærk roman!

Roman

  • Vigdis Hjorth:
  • ”Er mor død”
  • 336 sider
  • 299,95 kr.
  • Turbine

 

 

Arkiv