Sammenbruddets fysiologi

Roman - Eva Iversen: ”Vilde øjne”

Det er en klaustrofobisk, ubønhørlig roman, der suger dig magtesløs ind i et stadigt accelererende vanvid.

Fortalt abrupt, nøgternt og ganske enkelt. Korte sætninger, nogle gange nærmest staccato.

Her møder vi Astrid, der arbejder nederst i hierarkiet på et plejehjem – med det hun kalder borgerne. Men Astrid slår ikke til, er ikke dygtig og hurtig nok. Og det får hun dagligt af vide – af forstanderinden, afdelingslederen, Tina og Lillemarie.

Astrids problem er, at hun allerhelst bare vil være neutral og professionel. Og ikke har lyst til at underlægge sig eller lade som om. Hun har ikke lyst til at være venner med sine foresatte.

Og det kan de godt mærke. Og det kan de ikke lide. Og langsomt begynder deres nedbrydning af Astrid. De stiller spørgsmål ved, om hun nu gør tingene korrekt, hurtigt nok og finder hele tiden fejl og mangler.

Indtil Astrid flygter, sygemelder sig, ikke svarer sin telefon og til sidst bliver psykotisk – taler med Gud og lader sig indlægge på psykiatrisk.

Samtidigt får vi i brudstykker Astrids livshistorie. Hendes personlige baggrund, som også banner vej for sammenbruddet – den fraværende mor, søsteren, som ikke synes, at hun skal bilde sig noget ind. Lillebroderen, som anstrengte sig sådan for at gøre det rigtige for sin familie, indtil han selv gik i stykker.

Om at blive mobbet, undertrykt og mishandlet, fordi man nu engang bare var anderledes.

Kigger du dig rundt i det danske litterære landskab, er der langt imellem, at du ser en sådan arbejderklassebog udkomme. En stemme fra neden af i samfundet. Et menneske, der arbejder for de svage, de gamle og de hjælpeløse, men selv går i stykker.

Roman er nem at læse, men også grum realistisk i sin skildring af først undertrykkelsens og derefter sammenbruddets fysiologi.

Det er en væsentlig bog. Læs den!