Skip to main content
TRAP

Stedernes magi

Trap Danmark: ”København I & II”

Der fråses.

Alle turistguider kan gå hjem og vugge, for seriøse forskere kan levere mere og bedre. På alle tænkelige ledder og kanter inviteres læseren på en lystvandring gennem det hele. Plante- og dyreliv, historie, kultur i alle afskygninger, politik, erhverv og folkeligt liv.

Trap er i gang med et langt, sejt træk i den 6. udgave af sin Danmarksbeskrivelse. Beskrivelsen af alle landets 98 kommuner er nu nået til hovedstaden, som behandles i to veludstyrede bind.

Trap København

Det første af dem er det overordnede, så her får vi helheden at se, det store billede. Alle de nationale mindesmærker og landets historie bliver gennemgået. Vi er med i udgravningerne af bymure og gamle slotsruiner, vi ser cykelbyen, slaget på fælleden, importen af basketball.

Alt er med fra det mindste til det største.Trap København

Der kræses særligt for det visuelle. Det gælder oversigtskort og billedmateriale med meget rammende billedtekster, og det gælder hele det lækre lay-out. Der er faktabokse, statistik og kunst, luftfotos, interiører, glimt af hverdagslivet før og nu og officielle præsentationer.

I det andet bind går man på lignende måde igennem de ti bydele, og det er her, læseren for alvor bliver imponeret.

Hver af de ti dele får sin egen profil tegnet med befolkningstal, demografiske data og erhvervsstruktur set over tid.

Man ser på bydelenes ældste bygninger, på bygningshistorie, dominerende arbejdspladser, kirker, byplanlægning og byrum til det fælles liv. Hvert afsnit indledes med et kæmpefoto og afsluttes med et litterært citat til at sætte bydelen i relief.

Trap København

Samlet set er denne serie en stor bedrift, der fører beskrivelsen af landet helt op til dato. Det er i den gamle Trap-tradition, og det er kulturgeografi, når det er bedst.

Der medvirker en perlerække af veluddannede folk, som er gode til at skrive, og helheden er virkelig appetitligt redigeret. Hvis man skal til København, kan man lystlæse her og der eller gå ind via registret efter det, der interesserer.

Gælder det et særligt besøg i et bestemt kvarter, vil man få masser af ideer til bevidsthedsudvidende gåture, kulturtilbud, rekreation eller nørdet billedjagt i byrummet.

Vi er i en helt anden liga end turistguiderne, men de store bind er uhåndterlige (hvert bind måler ca. 23 x 28 x 2,5 cm og vejer over 1,5 kg), så man er desværre nødt til at læse på forhånd.

Men Trapuniverset er også begyndt at knopskyde på nettet, så måske er der håb forude for fremtidens byturister.

Al den rare viden skulle gerne nå ud.

 

Og husk nu at få tegnet abonnement på kulturen.NU. Du kan gøre det lige her: Tegn abonnement (kulturen.nu)

Trap

  • Trap Danmark 6. udgave,
  • Bind 32 & 33, København I & II
  • 276 + 328 sider, ca. 350 kr pr. bind
  • Trap og Gads forlag
Arkiv