Hvad skal han egentlig bruge livet til?

Roman - Erich Kästner: "I hundene"

De brølende 20’eres og Weimarrepublikkens endeligt. Fremragende og nøgtern beretning om kaos og opløsning – og et spejl for vores egen tid?

Hvad skal han egentlig bruge livet til? Orienteringen er gået tabt, kompasset er gået i stykker. Det er grundproblemet i Erich Kästners (1899-1974) roman ”I Hundene”, som udkom i 1931, filmatiseret i 1980 og 2021).

Men ikke med ovennævnte titel. Forlæggeren mente, at titlen og flere af beskrivelserne af livet i Berlin omkring 1930 var for provokerende i henseende til de mange beskrivelser af forskellige former for erotisk udfoldelse.

Derfor blev romanen forkortet og omdøbt til: ”Fabian. En moralists historie” Efter krigen udkom den i forskellige versioner, men først i 2013 udkom den i en fuldstændig udgave.

Moralisten er Jakob Fabian, som guider læseren rundt i et Berlin på afgrundens rand. Vi bevæger os gennem alle samfundslag, offentlige og private rum og får en journalistisk reportage – ”Neue Sachlichkeit”- om byen og skriften på væggen:

”Med hensyn til indbyggerne minder den mere om et galehus. Østpå bor gavtyvene, svindlerne holder til i centrum, fattigdommen i den nordlige del og utugten i Westend, men undergangen findes i alle fire verdenshjørner”

Bogens indledning er en lidt ironisk situationsrapport, der henter sit stof i en opremsning af aftenavisernes overskrifter ”Elefanter på fortovene”, ”Forbryderdrama i Chicago”, ”Stryknin på lager ved siden af linser”, Nervøsitet på kaffemarkederne”, ”Ni-årig pige sprunget ud af vinduet”, og ”Oprør i hjemmeværnet.” ”Dagens pensum. Ikke noget særligt”. Pressen har ikke helt fanget situationens alvor.

Fortælleren er anonym og står uden for det fortalte. Gennem Fabian, arbejdsløs akademiker og journalist, beskrives byen ved hjælp af punktnedslag, især i dens mangeartede erotiske rum. Blandt andre berettes om et bordel med alt for unge piger. En ældre mand besøger bordellet. Den pige, han vises ind til, viser sig at være hans datter.

Egentlig sammenhængende handling er der ikke tale om, derimod om enkelte situationer, der tilfældigt kædes sammen med det formål at tegne et satirisk og apokalyptisk billede af byen og tiden.

Især kærlighed og erotik beskrives illusionsløst, også de forhold Fabian selv involveres i.

Bogen har 24 kapitler – ligesom Homers Odysseus – og der kan faktisk i enkelte kapitler anes referencer til Homer. Ligesom Odysseus vender Fabian tilbage til sin hjemstavn og sin mor, men hjemkomsten og afslutningen på rejsen gennem Berlins Sodoma og Gomorra, og dens fristelser og prøvelser skal ikke røbes her.

Romanen blev afvist af de nationale og nazisterne, men den blev godt modtaget af seriøse kritikere, og den solgte godt.

Nazisterne fordømte romanen som ”indbegrebet af dekadent asfaltlitteratur”, og i maj1933 blev den brændt sammen med andre store forfatteres værker. Kästner overværede brændingen og blev genkendt, men i kaosset og tumulten kunne han forsvinde uden at blive fanget ind i ubehageligheder.

I modsætning til mange andre fremtrædende og antinazistiske forfattere, kunstnere og intellektuelle blev Kästner i Berlin, han ville være den stemme, der gennem en stor roman for eftertiden bevidnede den katastrofe, nazisterne kastede verden ud i.

Men det lykkedes ham ikke at skrive den store roman. Han blev chikaneret af Gestapo, men fik alligevel under lov til under pseudonym at skrive drejebøger til rene underholdningsfilm. I 1943 fik han endeligt skriveforbud. Hans populære børnebøger – også blandt en del nazister - ”Emil og detektiverne” (1929) blev forbudt i 1936.

Efter krigen havde Kästner problemer med at forsvare sin forbliven i Tyskland under krigen, hvor de fleste andre antinazistiske kunstnere flygtede.

Hans hovedargument bestod i, at han ville være de øjne og den stemme, der dokumenterede katastroferne.

Det reelle var imidlertid nok, at han ikke ville lade sin mor, til hvem han havde et meget tæt forhold. Det mere end antydes i romanen, som har en del selvbiografiske træk. Kästners forhold til sin mor er i sig selv en fortælling værd.

Kästners roman skriver sig ind i en række tekster af forfattere og journalister som Franz Hessel, Walter Benjamin, Joseph Roth og Isherwood.

Kästners roman er en fremragende nøgterne sædeskildring og et præcist øjebliksbillede af overgangen mellem 20’erne og 30’erne, men den har også relevans for den kaotiske verden, vi lige nu befinder os i. Næsten lydefri oversættelse af Jacob Jonia.