Værk og liv smelter sammen

Tove Ditlevsen: ”Gift: erindringer”

Da jeg gik i gymnasiet i slutningen af 1980´erne var det ikke helt hipt at sige, at man elskede Tove Ditlevsen, måske især ikke som sortklædt Michael Strunge-elsker. Men det gjorde jeg. Jeg elskede Tove Ditlevsen af det reneste pigehjerte, og det gør jeg stadig.

”Gift” er en af mine yndlings Tove Ditlevsen værker. Erindringsbogen handler om forfatterens fire ægteskaber; med den 36 år ældre redaktør Viggo F, med den jævnaldrende Ebbe, som hun får sit første barn, Helle med, med lægen Carl, som hun får sønnen Michael med og endelig starten på det sidste ægteskab med Victor Andreasen, der senere bliver chefredaktør på Ekstrabladet.

Men ud over ægteskabsbetydningen af ordet ”gift” handler bogen også om giften i den sprøjte, som hovedpersonen bliver så forfærdelig afhængig af. Lægen Carl introducerer forfatteren til pethidin, og allerede efter få gange er hun selv klar over, at det ikke er Carl, men den klare væske i sprøjten, hun er forelsket i.

Bogen er skrevet med den blanding af fandenivolskhed og skrøbelighed, som for mig er styrken i Tove Ditlevsens forfatterskab i det hele taget.

Hun fortæller om sine mænd, de første af sine børn, sit forfatterskab og sin narkomani med en så hudløs ærlighed, at det næsten bliver ubærligt at læse. Samtidig er det så godt skrevet, at man ikke kan lade være.

Hun udleverer måske nok sine mænd, men allermest sig selv.

Både når hun beskriver sin afhængighed af sprøjten, sine svigt af børnene pga. denne afhængighed, men også når hun skriver, at hendes største kærlighed igennem hele livet var kærligheden til skriften, til det at skrive.

At kun denne kærlighed kunne få hende til at droppe pillerne og sprøjterne i en periode. Hun kunne ikke gøre det for børnenes skyld. Ej heller for mændenes og slet ikke for sit eget helbreds skyld, men for skriftens og de bøger, hun endnu ikke havde skrevet skyld.

Flere steder i bogen skriver hun, at hun kun er lykkelig, når hun skriver.

Tove Ditlevsen er et eksempel på en forfatter, hvor værk og liv smelter sammen, både når det drejer sig om hendes skønlitterære værker og værker som ”Gift”, som har fået genrebetegnelsen ”erindringer”. Bogen er skrevet i 1971, fem år før forfatteren begik selvmord.