Toves indsigtsfulde ”greatest”

Tove Ditlevsen: ”Den onde lykke og andre noveller”

Længslens summen efter noget andet, frygten for at miste og fortvivlelsens luren i dybderne lige under den sociale overflade.

Sådan er den gennemgående idé i de to Tove Ditlevsen-novellesamlinger, som Gyldendal har udgivet denne sommer i et smukt udført dobbeltbind med cover skabt af Noa Gammelgaard.

Bogen er holdt i en glitrende, sølverne font på sort og hvid baggrund med et cool portræt af forfatterinden, der melankolsk og lidt bittert pustende ryger sig en smøg. Det er novellesamlingerne ”Paraplyen” fra 1952 og ”Den onde lykke” (1963), der er samlet i bogen, og sidstnævnte låner sin titel til denne nye og meget smukke dobbeltudgave.

Der findes i alt 21 noveller i værket omhandlende familieliv, ægteskab, kvindeliv og par enkelte om barndom og opvækst.

De er alle generelt kendetegnet ved den stærke Ditlevsenske evne til at skildre dobbeltheden i den ydre, sociale adfærd og det indre, (for)tvivlende drama i den enkelte hovedperson holdt i en sprogligt enkel form.

At Ditlevsen som oftest er simpel og enkel i sin sprogtone, betyder ikke, at hun er dermed er banal, da præcisionen, den kølige humor og ironien ofte er til stede.

Alle novellerne har kvindelige protagonister (hovedperson,forkæmper – red.) fra mange forskellige samfundslag – undtagen historien ”Dolken” - men fortællerstemmerne kommer også i flere af fortællingerne ind i sindet på mænd, alt efter om der er tale om vekslende eller alvidende fortællertyper.

I ”Paraplyen” møder vi f.eks. en nygift, der længes efter en gul silkeparaply, der kommer til at stå som et noget tungt frihedssymbol, men alligevel besidder en art rest i betydningen, en spændende mystik.

I en anden historie skræmmer en vredladen og misundelig ægtemand sin kones elskede kat væk, for så senere at overgive sig og ligge på knæ for dyret til skue for hele nabolaget.

En tredje fortælling skildrer en psykisk labil overklassefrue, der føler sig forrådt og pludseligt fyrer sin husassistent, fordi hun mistænker dette underklassevæsen for at forføre sin 16-årige søn og måske også sin husbond, der så dobbelt til gengæld måske har noget kørende med hovedpersonens datter, som han kun er stedfar til.

På bagsiden af bogen står printet i sølvglitrende skrift: ”Hvordan skal jeg leve et liv i fuldstændig renhed, når en mands fodtrin og stemme kan vende mit hjerte fra alt det, der før var trygt? Hvorfor giftede jeg mig, hvorfor fødte jeg børn? Intet er så nådesløst som kærligheden.”

Citatet stammer fra novellen ”En morgen i et villakvarter” fra den første samling i bogen, ”Paraplyen”. Valget af citat viser meget godt forlagets vinkling af Tove Ditlevsen som en kvindesags-beskriver, måske nødvendigvis forkæmper.

Men når man læser disse noveller fra midten af hendes forfatterkarriere, får man lige så meget indtrykket af, at Ditlevsen var en meget dygtig psykolog med en endog enorm indsigt i social fortielse, forkrampet forstillelse og akavetheder på samlebånd imellem og på tværs af alle samfundets lag.

Så hun ER bestemt også en mande-beskriver og –kender. Det er også deres fastlåste roller, hun beskriver, deres neuroser, angst, depressioner og fortvivlelse, men også kalkulerede kynisme (mange kvinder forlades i disse to samlinger og huskøbet i ”En fin forretning” er decideret patriarkalsk ondt!).

Et til tider irriterende træk ved Ditlevsens ellers stærke stilistik med de præcise replikvekslinger, skarpe indre monologer midt i dialoger og smukke adjektivvalg, er de alvidende fortælleres tendens til at fortolke symbolikken og betydningen for læseren i udførlige sætningskonstruktioner.

Det er en unode, man især finder i de tidlige noveller fra ”Paraplyen”. I ”Den onde lykke” findes dette træk næsten ikke, og her er der endda plads til en næsten modernistisk weird novelle som i historien ”Måden”, hvor sproget og fortælleren opfører sig bevidst mystisk.

Samlet betragtet går man ikke galt i byen ved at erhverve sig disse noveller pakket ind i et elegant cover.

Det er Ditlevsen greatest, hvor især titelnovellen til allersidst står smukt selverkendende og viser en indsigt i, hvordan man bliver den, man er, men ikke nødvendigvis et svar på hvorfor, da lykken for den enkelte kan kræve onde valg. I hvert fald opleves de sådan af ”de andre”…