Skip to main content
Noveller

Fascinerende, fabulerende og frastødende

Noveller - Olga Tokarczuk: ”Bizarre fortællinger”

Den polske forfatter, der i 2018 modtog Nobelprisen i litteratur, har skrevet en samling fortællinger, som er præcis det, titlen siger, de er; bizarre fortællinger, men de er meget mere end det. De er vilde, uforudsigelige, fabulerende, sælsomme og fascinerende.

Der er ti historier i samlingen, og de fylder tilsammen lidt mere end 200 sider. På trods af de forholdsvis få sider pr. fortælling, folder Olga Tokarczuk store fortællinger ud, der springer i både tid og sted.

I ”De grønne børn” er vi i Polen i 1656, og i ”Kalenderen over menneskenes helligdage” er vi i en dystopisk fremtid, hvor nogle specielt fremavlede bakterier, som tidligere var blevet sat ud i havet for at opløse alt plasticaffaldet, nu har angrebet alt plastic i hele verden.

Fortællingerne er meget forskellige, men er alle en blanding af noget genkendeligt og noget sært og mystisk.

For personerne i fortællingerne ser verden rationelt forståelig ud, men så sker der noget afvigende, noget uforklarligt, og pludselig må personerne anstrenge sig for at forstå verden. Og det må læseren sådan set også.

I novellen ”Henkogningsglas” har en 50-årig mand lige begravet sin mor. Trods morens beklagelser over, at han aldrig er flyttet hjemmefra, men tværtimod har levet af hendes pension, set fodboldkampe og drukket dåseøl hver eneste aften, føler han alligevel en tristhed over stilheden, og bliver i første omgang helt glad over at finde de henkogningsglas, som kælderen er fyldt med:

”Fru Stasias cornichoner i saltlage, 1999”, ”Peberfrugter til snacks, 2003”, ”Fru Zosias krydderfedt”. Men så dukker glas op med ”Snørebånd i eddike, 2004”, ”Vaskesvamp i tomatsovs, 2001” og ”Krampe i marinade”. Den sidste skulle han ikke have smagt på.

I novellen ”Strømpesømme” opdager en ældre mand pludselig, at alle hans strømper har en søm midt på fra tæerne over vristen og op til ribkanten.

Og da han heller ikke kan købe nye strømper uden søm midt for, accepterer han, at når man bliver ældre, er der meget man ikke længere forstår. Verden stormer frem, og han må bare forsøge at glemme alt det, der vokser ham over hovedet. Som kuglepenne, der skriver brunt, frimærker, der pludselig er runde og likørglas med hældetud.

Men dette var jo nok de mindst bizarre af fortællingerne, for der er jo også kvinden der på et Transfugium ønsker at blive ulv, manden, der har fået transplanteret et nyt hjerte og begynder at føle en vilje, han ikke før har kendt til.

Olga Tokarczuk er uddannet psykolog fra Warszawa Universitet i 1985 (før Murens fald) og debuterede med en digtsamling i 1989. Hun har senere blandt andet udgivet romanerne ”Kør din plov over de dødes knogler (2012) og ”Rejsende” (2016). Udover at være en sin generations mest læste og anerkendte polske forfattere, er Olga Tokarczuk kendt som en stærk samfundskritisk debattør.

Foto: Lukasz Giza

Noveller

  • Olga Tokarczuk:
  • ”Bizarre fortællinger”
  • 218 sider, 224,95 kr., Gyldendal
Arkiv