Det indre hærværk

Tom Kristensen: ”Hærværk”

”Frygt sjælen og dyrk den ikke, for den ligner en last”

Sådan står mottoet på første side af romanen ”Hærværk”, udgivet i 1930, en både mesterlig, udfordrende og i sin samtid kontroversiel skildring af et menneskes personlige forfald og nedtur – både sjæleligt og kropsligt

Den danske forfatter Tom Kristensens ”Hærværk” er virkelig en af den slags bøger, som kan give én blå mærker på krop og sjæl. Hensynsløs nøgleroman med (u)artige udleveringer af de dengang kendte, som arbejdede på eller havde forbindelse til avisen Politiken – i romanen kaldet Dagbladet.

Datidens anmeldere - og de var ikke blide ved bogen - kunne sagtens genfinde chefredaktør Henrik Cavling, litteraturanmelder Kai Friis Møller og digterkommunisten Rudolf Broby Johansen. For nu at nævne nogle stykker

Men det er også en ganske hensynsløs skildring af romanens hovedperson - anmelder og kulturjournalist Ole Jastraus personlige deroute, da han underligt hjælpeløs og småmodvilligt bevæger sig ud i selvødelæggende druk, utroskab og svigt på næsten alle planer – både professionelt og privat. Et sandt indre hærværk begået af sådan en pæn og rar mand, der bare lige som ikke rigtig har nogen holdninger til tingene.

Men som lader livet og dets tilfældigheder føre ham afsted. En sand nihilist i virkeligheden. Ikke ganske ulig forfatteren selv, der i sine unge dage så livet som meningsløst. Alt var tilladt og intet havde blivende værdi.

Alligevel prøver Jastrau på eller anden måde at få styr på det og komme overens med sin egen tomhed. Plaget og altid bagud med anmelderiet der i sin herskabelige fireværelses lejlighed. Hustruen og sønnen, han forsømmer, mens han igen og igen lover bod og bedring. Blot for igen at falde i med kollegaer og stamgæsterne på Bar des Artistes.

Hele 20’ernes dekadente stemning med jazz, prostitution og borgerlig dobbeltmoral er skildret både realistisk og farverigt kakofonisk. Disse endeløse drukture ovenpå meningsløse forsøg på at få greb om sit eget liv tegner et fint billede af tidsånden - hele mellemkrigstidens desillusionerede tomhed og rodløshed. Med rod i og skabt af Første Verdenskrigs meningsløse massemyrderier.

Tom Kristensen (1893-1974) selv var lige så tørstig som sin hovedperson, og i 1925 går det for alvor galt. Hans første ægteskab går i stykker. Han nåede i øvrigt fem af dem plus flere løse affærer. Han finder en ny kvinde i sit liv, siger i 1927 op på Politiken og danner i 1928 sammen med forfattervennen Aksel Sandemose – selv en særdeles tørstig sjæl – den sælsomme afholdsforening ”Frimændene”.

Det er i denne periode han begynder at skrive på sit hærværksmanuskript. Bogstaveligt talt skabt på kærlighed og kildevand. På den måde er det ganske nærliggende og nemt at tolke romanen som en håndfast advarsel mod overdreven druk og dertil hørende udsvævende livsførsel.

Men bogen vil og graver dybere.

I bogens indledning bliver Jastrau opsøgt af sine gamle kammerater – eller rettere en, kommunisten Sanders, der har den ligesindede digter Steffensen med under armen. De søger politisk asyl hos den velbjærgede kulturradikale skribent, fordi de er på flugt fra politiet på grund af gadeuorden.

Det er ikke svært at forestille sig, at vi her har at gøre med virkelighedens Rudolf Broby-Johansen og den ekspressionistiske digter Emil Bønnelykke – begge to digtere, der ligesom Tom Kristensen i sin debutsamling ”Fribytterdrømme” (1920) bekendte sig til og benyttede et nyt ekspressionistisk, lyrisk sprog.

Faktisk blev både Emil Bønnelycke og Tom Kristensen, som de begavede skoleelever de var, optaget på kommunens belønnings- og betalingsskole i Istedgade. Blandt 25 ud af 350 ansøgere. Bønnelycke bekendte sig senere - efter sin ildsprudende ungdom – i 1925 til kristendommen. Ganske som Steffensen gør senere i romanen.

Jastrau har det svært med dem. Deres politiske engagement og alvor, og han bliver direkte syrligt utilpas, da Steffensen citerer fra et af hans ungdoms politiske digte –”moder, madonna og krigskammerat/elskede kvinde og lyse soldat/revolutionernes moder”.

Virkelighedens Broby-Johansen fik i 1922 udgivet sin første og eneste digtsamling ”BLOD”, der blev beslaglagt fem dage efter udgivelsen, beskyldt for at være pornografisk. Alle digtene, 16 styk, er skrevet med versaler, altså store bogstaver, som også en anden digter, nu afdøde Yahya Hassan, senere fandt på.

Et af digtene hedder "BORDELPIGE DRÆBER UFØDT", og beskriver hvordan en prostitueret foretager en abort på sig selv - "borer strikkepind/i kulhårs udfrynset vulva/gurglende/lig køns-kryber"

Digtene blev anklaget for at være pornografiske, og den efterfølgende retssag gjorde Broby-Johansen landskendt. Han blev kendt skyldig og dømt for utugtighed. Straffen var 14 dages fængsel og en bøde.

Broby-Johansen appellerede dommen, da han mente, den var for mild! I sin forsvarstale for digtsamlingen under retssagen fremfører han, at det er klart ”at et nutidsmenneske, der ikke er for fej eller imbecil til at se sin samtid i øjnene, ikke har bevidstheden fyldt af elverdans og elskovsdrømme.”

Dette sidespring blot for at understrege, hvordan romanen dristigt autofiktivt leger med fakta, virkelige personer og begivenheder samtidig med, at den præcist skildrer, hvordan hovedperson ser sit liv, sit job, sit ægteskab, venskab og selvrespekt – alt det trygge og kendte - gå i opløsning i sprit.

Åh, disse endeløse drukture med indsigtsfulde, eksistentielle åndrigheder fra stamkunderne, så alkoholiserede, at du hvert øjeblik frygter, at de selvantænder, når de får ild på de uundværlige cigarer.

Det bliver på en måde Jastraus selvpålagte projekt gennem sit stadigt gentagne personlige hærværk at gå helt til bunds og dernede håbe på at finde sig selv. Og han gør det måske i et kort øjeblik med den prostituerede Sorte Else, der både er madonna og luder, mor og elskerinde, samlet i ét.

Lærde litterater har her tidligere fremhævet Tom Kristensens tætte forhold til sin egen mor. Det Freud kalder en ødipal binding, som kan tage form af modstand og blokering i forhold til kvinder.

Men der er også noget større og mere vigtigt på spil – husk mottoet, som indleder romanen.

På side 91 finder du digtet ”Angst”, i romanen tilskrevet Steffensen, men i virkeligheden skrevet af Kristensen selv og offentliggjort i april 1928 i Politiken, to uger før forfatteren gik på vandvognen.

Det er det med de så ofte citerede linjer:

”Jeg har længtes mod skibskatastrofer/og mod hærværk og pludselig død/Jeg har længtes mod brændende byer/og mod menneskeracer på flugt/mod opbrud som ramte alverden/og et jordskælv, som kaldtes Guds tugt”.

Tom Kristensen kaldte den senere for sit livs salme, og den giver en anden indgang til romanen.

Du kan læse romanen som et forsøg på at frigøre sig fra al småborgerlig moral. Et desperat og grænseoverskridende forsøg på at finde sig selv, bryde alle konventionelle og snærende bånd gennem rusen, jazzens befriende syndige letsind og udenoms-sex.

Ganske meget i stil med 68-oprørets og hippietidens tese om frigørelse fra alle konventioner og autoriteter ved hjælp af stoffer og fri kærlighed for at blive et helt menneske.

Du skal læse den. For så måske at finde din egen fortolkning. For det er et sandt mesterværk, en uomgængelig milepæl i dansk litteratur, der sært nok aldrig skaffede Tom Kristensen den internationale anerkendelse, som han havde fortjent.

Forlaget Gyldendal tog sig god tid til at tælle på knapper, før de turde udgive det skånselsløse værk. Anmelderne var kritiske, men til gengæld fik Tom Kristensen ros af den norske forfatter og Nobelpristager Knut Hamsun, som kaldte bogen et mesterværk.

Kristensen havde i øvrigt skelet til og var kraftig inspireret af James Joyces ”Ulysses” (1922), der var en af de få bøger, han beholdt, da han i en af sine egne hærværksperioder solgte sin bogsamling for at få penge til alkohol.

Igennem bogen gentager en række mønstre sig, sidetemaer til hovedfortællingen. Ganske som den jazz Kristensen var så fascineret af – sproget er rytmisk spændstig og ekspressivt, med bærende, fremadrettede dialoger.

Og så er den elementært spændende, næsten som en krimi, stramt komponeret midt i al den ekspressionistiske lyriske stil. Med en start, en midte og en åben slutning. En bevægelse fra det trygge og kendte over det fremmede og skræmmende frem til måske en ny start.

Bogens slutning, hvor Jastrau tigger penge, efter at hans lejlighed er brændt ned til grunden, er ganske åben. Tager han til Berlin? Går han igen på druk? Har han endelig fundet sig selv?

Et er sikkert – Ole Jastrau står som et nøgent menneske, frataget alt, anstændighed og job og venner. Endelig på bunden. Men også som et moderne menneske forladt af Gud, der må tage ansvar for sine handlinger, fritstillet og måske med et lille håb om en ny start.

Tom Kristensen selv blev ved med at skrive efter udgivelsen af ”Hærværk”. Men nu først og fremmest som kritiker og anmelder, ligesom han oversatte og introducerede James Joyce, Hemingway, D.H. Lawrence og T.S. Eliot. Og han er en af de få herhjemme, der straks anerkender Karen Blixen og hendes talent.

I 1946 flytter han fra København, gifter sig for femte gang og slår sig ned på Thurø, hvor han lever til han dør i 1974, 80 år gammel.

Ganske typisk for manden, der sidst i sit liv fandt ro og kom overens med sine laster, sjælen og alkoholen – nu indtaget i mere moderate, kontrollerede mængder – kalder han sine erindringer for ”Åbenhjertige fortielser” (1966).

Men du kan trygt ”læse Tom Kristensens “Hærværk” igen og igen alle mulige steder, det den bette mands glæder”.

Sådan som det lyder i sangen ”Den illustrerede mand”, der skildrer en af den aalborgensiske Fjordbys fastboende, skrevet af Børglum-sangskriver Mikael K. til albummet ”Sange fra Nord”.