Uformående dystopi

Digte - Tobias V. Larsen: “Den nye hud er stål”

Larsens seneste digtsamling er opdelt i to dele. Den første er skrevet af ham selv. Den anden er kommet frem ved at fodre en særligt kodet tekstgenerator, hud.7, som Larsen har fodret med sine tidligere tekster.

Det får Larsen til at konkludere, noget dystopisk, at en tilfældig AI (kunstig intelligens) er tegn på et nærtstående menneskeligt kolaps. 

Som andre har gjort opmærksom på, så er det lettere at forholde sig til verdens/jordens/menneskehedens sammenbrud end ens egen død - og det er måske i virkeligheden ikke udtryk for andet end, at de fleste lever med en eksistentiel fremmedgørelse.

Hvad angår digtene i første del, så er der tale om jævnt billedlige digte, men uden den store æstetiske sammenhængskraft. Et godt eksempel kunne være dette tekststykke:

“jeg sidder i skyggen af et fyrretræ

jeg sidder ved et cafébord

jeg sidder på et færgedæk

jeg sidder i en hospitalsseng

jeg sidder i en ødemark

og skriver denne bog

skinnehyl 

gennem glasbyer

en hvislen

af raketter

påskeliljer

på en lyseblå stofdug

for enden af en barndom”.

Løsrevne sansninger, som var sjovere i 1920’erne, hvor de gav et pust af friskhed i Kristensens “Fribytterdrømme” eller i nogle af de mere outrerede ekspressionistiske vådeskud. Men problemet er, at Larsen aldrig rigtig bliver nærværende og derfor heller ikke spændende.

Anden del er som sagt genereret (netop IKKE skrevet) af hud.7. Kan man anmelde de tekster?

Ja, det kan man selvfølgelig godt, men det er uinteressant - også som digte. For hvad er kunst i det hele taget?

Eller måske snarere: Hvad er menneskelig skaben? Det er rettethed eller intention. Når et menneske skriver et digt, så intenderer det et eller anden og lykkes engang imellem med det.

Andre gange ikke. Når en kunstig intelligens spytter tekster ud, der efterfølgende udvælges af Larsen selv, så er der intet, der er intenderes. 

Indtil videre er AI et hjælpsomt stykke teknik i menneskets - ofte liberalismens fortjenesteoptimerende - tjeneste. Vi gør brug af det hver dag i vores smartphones eller på Google.

Der letter det hverdagen, men selvsagt kommer det med en pris, der skal betales. Hud.7 som digter? Det fungerer ikke.

Larsens romantiske dystopi savner eksistentiel tyngde, æstetisk skarpsindighed og lyrisk kvalitet.

Simpelthen.