Tro mod sin stil

Thomas Boberg: ”Forberedelse til livet”

Der er noget kedeligt og uinspirerende ved Bobergs digte. Nogle gange er det ved, at de fremturer med at ville være dybe og mene meget, men de indfrier sjældent intentionen.

Nogle gange er det bare simpelt navlepilleri – og sådan er det også i denne samling, hvor Boberg forholder sig til et liv som menneske og digter. Til gengæld har Leo Scherfig lavet et helt vidunderligt omslag.

”En morgen

mødes de som vanligt i køkkenet.

De kigger lidt på hinanden, kigger ned

kigger rundt.

De spiser deres morgenmad som de plejer.

Han beder om saltet.

Hun om peberet.

Han skænker kaffe op.

Hun henter mælken i køleskabet.

Nu er de ved at være færdige.

Hun løfter blikket og ser lige på ham.

Det var vist det

siger hun.

Han nikker.

De rejser og går fra hinanden”.

Boberg bedriver her en slags staccato-prosa, der fuldstændig lever på, at det fortalte er interessant nok alene på sin overflade.

Men det bliver alt for trivielt.

End ikke dobbeltheden (fordi man fornemmer, hvor det bærer hen) i linjen ” Nu er de ved at være færdige” formår at hive digtet op på niveau for det læseværdige. Dertil kommer digtets pointe, der leveres med en tåkrummende banalitet.

Det hjælper heller ikke Boberg, at han i et digt fremmaner Klaus Høeck, for Boberg kan ikke bevæge sig lige så let tænkende i hverdagens mysterium som Høeck. Det venlige nik giver ikke rigtig noget fra sig.

Et andet eksempel er nedenstående digt, hvor digtet bryder sammen i en usammenhængende gestus fra en anende digter.

”Et barn her

alene og på vej.

Liv og drøm er et.

Vished

en tråd af krystal.

Kærlighed i alt”.

Kan man ikke sige andet, kan man i hvert fald sige, at Boberg er tro mod sin stil.