Dannelse er at tænke

Svend Brinkmann: ”Tænk”

Hvordan illustrerer man tænkning? Det er meget almindeligt at gøre det med tankebobler som i en tegneserie. En, to, tre små cirkler og så den store, der lader os se, hvad personen har i hovedet. Hmm, man kunne også…

Andre gengiver den bekendte skulptur af Auguste Rodin, Grubleren. Hånden under hagen og ansigtet i alvorlige, indadvendte folder. Grubleren gør sig det ikke let, han ser tynget ud af alle sine tanker.

Et tredje, moderne billede ville være en hjerne, gerne sådan en, man er ved at scanne, så der er farver på. Det skal kunne ses, at hjerneaktiviteten varierer fra område til område. Tankerne bor i hjernevindingernes kemi.

Brinkmann nævner selv alle disse tre muligheder og afviser dem (side 39). Vi har altså at gøre med en mand med holdninger. Der er det galt med vores almindelige billeder af tankevirksomhed, at de gør det at tænke til noget individuelt.

Boblerne afslører en rig inderside hos den enkelte, grubleren er fordybet i sine egne problemer og forventes at klare dem alene. Og med den videnskabelige hjernescanning er vi for så vidt landet samme sted, bare med mere viden: Tænkning er individets hjerne-projekt.

Bogens forside har imidlertid en anden udsmykning. En gul pil på rundtur i bogstaverne. En cirklende bevægelse på vej mod et diffust mål. En kreativ proces, der kan føre mange steder hen. Forsiden tilskrives ikke Brinkmann, men mon ikke han har haft en finger med i spillet?

Bogen er en opfordring til at tænke. Som sådan går inspirationen helt tilbage til Aristoteles. Han skrev en meget berømmet bog med det emne, men den bog kender vi desværre ikke indholdet af, kun titlen.

Som Aristoteles og de andre gamle grækere vil Brinkmann gerne udfordre os til at turde undersøge det hele: Verden, livet, tiden, os selv og de andre. Et uprøvet liv er ikke værd at leve. Tilværelsen skal ’afselvfølgeliggøres’ (side 55).

Der viser sig visse kanter i dette ellers meget sympatiske sigte, som man kunne tro, alle var enige i. På en front har Brinkmann det jo, som vi ved fra andre bøger, svært med de selvudviklingstendenser, der lægger mere vægt på følelser. Dem, der advarer mod at gruble og som forsvarer spontanitet og handling.

På en anden front er han kritisk over for den måde, der hyppigt tænkes på: Målrettet, instrumentalt, beregnende. At tænke skulle her betyde: Kan det betale sig? Der er en oversigt over måder at tænke på (side 36). Den tænkning, der vil løse problemer, har det godt. Den kalkulerende nytteberegning ligeså.

Den tænkning, han anbefaler, er den intrinsiske (der har nok i sig selv), som er meningsdannende. Den ser ufornuftig og formålsløs ud, men det er netop pointen. Akkurat ligesom majestæten i en nytårstale sagde, vi skulle prøve at gøre noget unyttigt, vil Brinkmann have os til at kaste alt op i luften, tænke uden nytte og problemløsning for øje.

I seks velformulerede kapitler møder vi et tidsbillede og nogle definitioner, overvejelser om lykken og psyken samt nogle gode råd. Grundsynet er, at tænkning er dannelse. Han tilslutter sig Gadamers definition af dannelse, at det er ’højnelse til humanitet gennem kultur’. De andre helte i sammenhængen er den allerede nævnte Aristoteles, Heidegger og Hannah Arendt.

Brinkmann er humanist, fuldblods og med vilje, og det er nok derfor, han er så nem at læse for denne anmelder. Både de psykologfaglige dele og de historisk-filosofiske nedslag føjer sig smukt sammen til en klar og dog ikke ufarlig cocktail. Der er modhager, og modstandere af humanismen læser måske ikke lige så velvilligt.

Det er mennesket som fornuftsdyr, der er i centrum. Og gid dog folk ville høre efter, når der f.eks. kommer guldkorn som på side 120: ”Alle mennesker er på en og samme tid som alle andre, som nogle andre og som ingen andre.”

’Alle’ betyder, at vi naturligvis må gå ind for konventioner og menneskerettigheder, forstå flygtninge som uheldige søstre og brødre og i det hele taget tale for medmenneskelighed.

’Nogle’ betyder, at regionale eller nationale identiteter skal respekteres, for de er vigtige for folk, og ’ingen’ betyder, at der findes individualitet, at kun du kan blive dig. Et menneske er både universelt, del af en nation og sig selv.

Her er der stof til eftertanke. Visse dele af de idealistiske bevægelser overgør måske det universelle niveau. Inger Støjberg-hyldere overgør det nationale i snakken om barnebrude og værdier. Selvhjælpsbølge og identitetspolitik står i fare for at overgøre det individuelle, hvor alle tror, de er unikke.

Bogen slutter med 7 gode råd om at tænke. Med verden, med kroppen, i bevægelse, med bøger, med børn, i samtale og med historien. Vi skal mindes om, hvad det er at være et menneske, at ’sprænge eller samle sit eget verdensrum’.

Anmelderen er fan, som det ses.

Foto: Robin Skjoldborg.