Jagten efter Gud

Fagbog - Svend Brinkmann: ”Mit år med Gud”

Den danske folkekirke er et decideret unikum. Ingen andre steder i verden har noget, der ligner. Den er et velordnet anarki, sagde gamle Lindhardt.

Dens præster er universitetsuddannede, og de fleste af dem kalder sig grundtvigske. Grundtvigianere forsvarer den lille mands lille tro. Vi har altså midt iblandt os en mængde fuldtidsansatte præster, der ser det som deres fremmeste opgave at sikre folk retten til at blive væk fra kirken og tro på deres egen måde.

Svend Brinkmann er også et unikum. Ingen andre lande har tilsyneladende nogen, der ligner. Han er et omvandrende fænomen, en kultlignende SoMe-helt, der advarer mod de sociale medier.

Han sætter hælen i over for tidens udviklingstvang.

Psykologiprofessoren gør det til en dyd at advare mod for mange diagnoser, han er psykologikritisk psykolog. Han uddanner folk til et offentligt arbejdsmarked, der gør det modsatte af, hvad han siger.

Så folkekirken og Brinkmann er et match made in heaven. Som fod i hose. Den forsigtigt prøvende tvivler (forsiden) banker på døren til en kirke, der byder tvivlere hjertelig velkommen.

Hans åbenhjertige søgen i kirkens gemmer efter noget, der kan bruges, passer virkelig godt til en kirke, der er så kulturåben, at Jesus ville have svært ved at genkende den som sin.

Brinkmann brugte det nedlukkede år 2020 til at overveje religionens mulige fordele. Faktisk havde han planlagt at gøre det, før COVID-19 bremsede alt muligt fælles, så bogen har fået bedre tilblivelsesvilkår end forudset.

Med et emne pr. måned nærmer han sig religionens rum, traditioner og begreber for om muligt at aftvinge dem betydning og fylde for et moderne menneske.

De 12 kapitler handler om, hvorfor han skriver en bog om Gud (januar), hvad religion er (februar), etik og tro (marts) og spørgsmålet, om religion virker (april).

Dernæst forholdet mellem videnskab og religion (maj), om sjælen findes (juni), bibelen (juli) og polyteismen (august). Endelig tro og sorg (september), mennesket som gudserstatning (oktober), tvivlens rolle (november) og til sidst selvevalueringen ’Hvad jeg har lært’ (december).

Sympatisk projekt, og langt hen ad vejen ret forudsigeligt. Som en filosofisk anlagt intellektuel er Brinkmann nemlig på vej hjem.

Græsk-jødisk fusion

Han siger selv, at han bringer Athen til Jerusalem, hvilket betyder, at han så at sige vil fusionere den græske tradition (Athen = videnskab, filosofi, humanisme) med den jødisk-kristne (Jerusalem = moral, personligt gudsforhold, dualistisk og lineær historieopfattelse).

Men disse to traditioner fusionerede første gang i senantikken, anden gang i renæssancen og tredje gang i oplysningstiden, så Brinkmann løber åbne døre ind.

Det, han finder, når han leder i religionens felt, er dels udvidelser af hans egen ganske udmærkede verdensforståelse, dels de allermest moderne udviklinger inden for protestantisk teologi.

Meget sigende er det største fund nemlig opdagelsen af det 20. århundredes udvikling af begrebet om ’den svage gud’. Gud efter Auschwitz kendetegnes ved at have lagt alle de gamle titler fra sig.

Ingen almagt, ingen alvidenhed, ingen forbud, straffe eller drabelige kampe om verdensherredømmet. Gud med lille g, så at sige, den inkarnerede menneskesøn, ikke den transcendente pantokrator (slå eventuelt fagudtrykkene op – det tager man ikke skade af).

Gud eksisterer ikke, siger denne teologi, han insisterer.

På den måde er moderne teologi fuldstændig i tråd med videnskabens verdensbillede. Væk med mytologien, væk med metafysikken, væk med eksklusiviteten. Det har moderne teologer tænkt i et stykke tid, Brinkmann har lige opdaget det.

Det medfører, at religionen er ret brugbar for Brinkmann på samme måde som al den anden viden, han er så fænomenal god til at forstå og formidle. Han er nemlig en forbilledlig humanist.

Han tager afstand fra Kierkegaards fundamentalistisk-ekstreme kristendom, han distancerer den gamle nidkære Jehova fra Det gamle Testamente, og så finder han til gengæld religionens rum velegnet til at gro i (bl.a. med det spændende begreb ’resonans’, hentet fra sociologen Hartmut Rosa).

Etikken behøver ikke begrundes religiøst, ritualerne er gode at være sammen om, Gud skal helt efter bogen glimre ved sit fravær. Brinkmanns indfaldsvinkel ligger hos religionspsykologiens fader W. James, og den indgang sætter religionen i tjeneste for den menneskelige udfoldelse, såvel rationelt som emotionelt.

Levende guder

Det lykkes altså for Brinkmann at finde rum i religionen, rum for refleksion, fordybelse og tryghed. Og endda også rum for friske og tidstypiske overvejelser om f.eks. relevansen af at antage flere guder eller muligheden for, at mennesker udvikler sig til evigt levende guder selv.

Rum til at tænke, føle og være, men ikke rum til at vælge religionen til af den grund, at det hjælper eller kan ’betale sig’. Næh, det er han lutheraner nok til at se er egoistisk.

Bogen er personlig og informativ. Den minder anmelderen om Tor Nørretranders’ ”Tro på at tro”, der kom for nogle år siden. Oplysningens fortalere ser ud til at have opdaget traditionen, og nu tager de den til sig uden konservatisme.

Lovende.

Foto: Robin Skjoldborg