At finde sin vej

Simone de Beauvoir: ”De uadskillelige”

Romanen med stærkt selvbiografiske træk blev skrevet i 1954 – samme år som Beauvoir udgav ”Mandarinerne”, der ligeledes har selvbiografisk karakter: kvinden mellem filosofgiganterne Sartre og Camus.

Manuskriptet til ”De uadskillelige” blev imidlertid lagt i skuffen. Både hun selv og Sartre fandt teksten for privat. Anekdoterne lader forlyde, at Sartre efter læsningen af manuskriptet skulle have holdt sig for næsen.

Overvejelser om forholdet mellem offentlig og privat er næppe længere så påtrængende, og vi får nu mulighed for at stifte bekendtskab med en intens og melankolsk beskrivelse af to pigers venskab og kærlighed og deres forskellige veje ind i livet.

Stilistisk er romanens sprog fyldt med ømhed, men afdæmpet, uden patos og sentimentalitet. Det er præcist og anskueligt i fremstillingen af dialoger, tanker og situationer. Derfor er de fem stjerner en selvfølge.

Dertil er den glimrende oversat af Lilian Munk Rösing og Birte Dahlgreen. Førstnævnte har også forsynet bogen med et efterskrift.

I den reale verden var de to unge kvinder Simone de Beauvoir, der er romanens jeg-fortæller og Elisabeth Lacoin – Zaza i tilegnelsen. I fiktionens univers er fortælleren Sylvie og hendes veninde Andrée. Romanen foregår fra ca. 1919 til 1929

De to piger, som tilhører det bedre borgerskab, møder hinanden i skolen, da de begge er omkring ni år, og vi følger dem, til de er lige godt 20 år gamle.

Andrée er udadvendt, selvbevidst både i kropslig som intellektuel henseende. Hun er højt begavet, spiller på højt niveau klaver og violin. Hun søger frihed og udfoldelse, men er også vedblivende tæt knyttet til katolicismen og sin familie.

Hertil kommer, at Andrée samtidig er lidenskabelig og sanselig: ”Selvfølgelig kyssede vi hinanden! Vi elsker hinanden.” siger hun om sin første forelskelse.

Sylvie er højt begavet, men tilbageholdende, tilpasset og troende, indtil hun som teenager indser, at Gud ikke kunne forklare ret meget. Han var snarere et værn mod døden.

Hun forelsker sig i Andrée: ”…men fra den dag, jeg mødte dig, har du været alt for mig. Jeg besluttede, at hvis du døde, så ville jeg selv dø på stedet.”

Forholdet mellem de to piger udvikler sig til et intenst, men platonisk forhold, som brat afbrydes, da Andrée som 21-årig dør af hjernebetændelse.

Simone de Beauvoir opfattede kønnet som en konstruktion: ”man fødes ikke som kvinde, man bliver det”.

Det er den centrale konflikt i romanen: den viser, hvorledes Andrée, som nærer store forhåbninger til sin frie livsudfoldelse, gradvist knægtes af familie og tro. Det betyder bl.a. at hun ikke kan realisere sin kærlighed til Pascal Blondel (filosoffen Merleau-Ponty).

Tværtimod tæmmes hun og føjes ind de sociale og kønslige mønstre, som det bedre katolske borgerskab forventede, at deres døtre fulgte.

Andrée dør af hjernebetændelse, men Sylvie ser hendes død på en anden måde. Det er den sociale, religiøse og kulturelle spændetrøje, som fra begyndelsen har presset livet ud af Andrée:

”Jeg forstod dunkelt, at Andrée var blevet kvalt til døde af denne hvidhed. Før jeg tog tilbage, lagde jeg tre røde roser oven på alle de ubesmittede blomster. De røde roser, ”som dør uden at visne”, er en protest mod de hvide blomster som billede på den katolske kirkes krav om uskyld og renhed.

Romanen fortæller om de to unge kvinders forskellige måder at træde i eksistens på, samtidig ses også omridset af Beauvoirs eksistentielle credo: mennesket er overladt til sig selv i et tomt, stumt univers. Svarene på de store spørgsmål skal mennesket finde hos sig selv.

Netop det fik Andrée ikke lov til.