Hyl fra den kinesiske avantgarde

Essay/digte

Sidse Laugesen: ”Hyl!”

Liao Yiwu: ”Massakre”

Yu Jian: ”Arkivmappe 0”

Shen Haobo: ”Sommerfugl”

Sidse Laugesen har oversat tre kinesiske avantgardedigtere og lavet et separat og indledende essay til deres digtning. Laugesens introduktion er meget beskrivende betitlet ”Hyl!” efter den amerikanske beatdigter Allen Ginsbergs udgivelse ”Howl”, fordi den kilde er vigtig for de kinesiske digtere.

Derudover fremhæves bl.a. også Ezra Pound, der på sin side var stærkt inspireret af kinesiske digtere og skrifttegn.

Laugesen fremhæver det at protestere – fra gaderne, for dem, der ikke har – som en af de ting, der kendetegner de tre digtere. Lige præcis i den henseende finder jeg også avantgardens sprog nødvendigt og oplysende.

Som protest, som oprør, hvor der er noget på spil. F.eks. indtalte Liao Yiwu sit digt ”Massakre” under massakren på den Himmelske Freds Plads i 1989, hvilket kostede ham hans frihed.

Yiwus digte følger på sin egen måde en hylende poetik. Den næsten ekstatiske modstand, sansning af nedslagtning og en tilbageerobring af sprog fra det kollektive tyranni er vidunderlig læsning over 30 år efter. Som f.eks. her i digtet ”Den anden massakre”:

”sov nu, skyskrabere

sov nu, opråb

sov nu, universelle stemmeret

sov nu, bagbundne flugtfanger

sov nu, strangulerede frihed”.

Det går fra noget, der kunne være en vild vuggevise i første linje til at blive et kabinet for undertrykkelse i Hong Kong, der afsluttes sådan her: ”men nu kommer / dit forpulede hjemland”. Det er vild læsning.

Den anden digter, Yu Jian, forsøger også, ligesom de to andre digtere, at generobre et sprog, at generobre sig selv. Modstanden mod det kinesiske regime er total i ”Arkivmappe 0”, hvor 0’et står for det enkelte menneske. Arkivmappen er en, der føres over alle kinesere – nu realiseret i elektronisk overvågning og biometrisk genkendelse på gader og stræder. Det lugter en lille smule af Orwells ”1984”.

Men Jian skriver også poesi, som simpelthen bare er en fed, sund sansning af krager, der:

”dykker ind på himlen i mine øjne behængt med blæst og lys

kragernes tegn     natsorte nonners svovlsyrebryg”

Det er ikke noget, der sker ude i verden, men inde i mit blik på verden, hvorved metaforerne også bliver tilgængelige som andet end staffage. Hvem ville ikke gerne have skrevet en linje som ”behængt med blæst og lys”. Eller som han skriver i samme kragedigt: ”virkeligheden flår troen på metaforerne fra mig”.

Den sidste af de tre avantgardister er Shen Haobo, som også er den yngste af de tre digtere. Hans digt ”Sommerfugl” (der består af tre dele), som også bogen har fået titel efter, er en storstilet undersøgelse af erindring, liv og død – og ca. halvvejs inde i første del står følgende linjer:

”afdøde sover for altid i mørket

flankeret af orme”

Ordet ”sover” bliver straks afmonteret med ”for altid”, der er altså ingen opvågning fra mørke til lys – og så denne flankering ”af orme”. Det bliver nærmest nordbrandtsk i sin præcise flertydighed, men Haobo indeholder til gengæld en iskold vrede, en bitterhed – og en skrøbelighed.

Bogens anden og kortere del er et appendiks, som Laugesen skriver, hvor ”Sommerfugl” sættes ind i forfatterskabets kontekst. Her er ungdommelig arrogance over for f.eks. digtet ”Havet”s drømmende blik:

”jeg sidder

på forsædet

af en lille rød bil

i en badeby

og halvsover

da jeg åbner øjnene

og kigger ud ad vinduet

udbryder jeg begejstret:

”Havet”

Chaufføren siger ingenting

sekundet efter

ser også jeg

at dér i skumringen bag ruden

er kun en

hvidkalket mur”.

Laugesens oversættelser synes at være gode; sproget flyder og man får en klar fornemmelse af det, hun fremhæver i sit introducerende essay. Alle fire bøger i den samlede udgave sidder lige i øjet.

Det er en gave at få lov til at læse kinesisk avantgardepoesi i en tid, hvor alt andet synes at vakle og magtbalancerne knager i deres hængsler.