Hvad klager du over?

Seneca: “Trøsteskrift til min mor Helvia”

Det er ikke nemt at være menneske. Der er så meget, der kan trykke. Ting går en imod, og man kommer ud for tab, tilbageslag, sygdom eller andet.

Og hvis det går godt, tænker man, at det kun er for en tid, og at ulykkerne nok står i kø et eller andet sted lige om hjørnet.

Personligt kalder jeg den indstilling for landmandssyndromet: Der er ikke noget, der er så godt, at det ikke er skidt for noget. Hvis det regner, drukner planterne, men hvis det ikke gør, visner de. Selv godt vejr rummer en trussel. Det kan nemmest gå galt.

Sådan en holdning er en pestilens for den, der har det sådan, og holdningen kan også godt smitte.

I vore dage er der bekymringer nok og mange forskellige dårlige scenarier, der kan udspille sig.

I tidligere tider har det dog ikke været bedre end nu, og det kan man opdage ved at læse en ny oversættelse af et romersk skrift fra 1. århundrede efter vores tidsregnings begyndelse.

Foruden frygten for krig, sygdom og tab af nærtstående, som alle tider har kendt til, var også det politiske klima på den tid langt farligere.

Forfatteren er Seneca, som vi er godt bekendt med, og dette særlige trøsteskrift til hans mor udspringer af en konkret krise i det ellers imponerende cv, manden byggede op.

Hans karriere som taler, advokat og politisk dyr var truet af en stor skandale. Man sagde, han havde haft en affære med kejserens søster. Deraf fulgte en dødsdom, der dog straks efter blev konverteret til eksil.

Da skriftet affattes, sidder Seneca derfor på Korsika og prøver at nå sin mor i Rom med et budskab, der kan lette hendes humør, situationen og alle bekymringerne.

Det vigtige i teksten er imidlertid hverken den efter alt at dømme falske beskyldning eller de dybere intriger, der kan have udløst den.

Skriftet er snarere en anledning for Seneca til at dele den filosofiske tilgang, der hjælper ham selv i eksilet. Så samtidig med den personlige meddelelse får vi en slags indføring i stoisk tænkning, og hvad den kan give mennesker i krise.

Seneca arbejder på to fronter.

Dels skildrer han sin egen situation i eksilet som blot en tilfældig udgave af den fælles eksistens. For hvem er ikke i eksil, når det kommer til stykket?

Der har været mange eksempler på det, men i grunden er et sådant skifte i opholdssted ikke afgørende: Det er det samme liv, man lever, uanset hvor.

Vilkårene er ens, vi er i virkeligheden altid mennesker i den samme natur, og det er den, vi skal indordne os under. Den eksilerede har fordele af situationen, mangler f.eks luksus og afledningsmanøvrer. Som eksileret kan man fordybe sig i den sande filosofi og den natur, der er allestedsnærværende.

Den anden front er moderens situation. Hun skal holde op med at bekymre sig for Seneca, for han har det godt. Sørge skal man, for man er adskilt, men sorgen skal styres, så den ikke vokser sig til en lidenskabelig størrelse, der overmander en.

Filosofien er også en vej for moderen, som desuden har nogle forbilleder at stille op for sig, herunder hendes egen søster, der har tacklet lignende situationer på den rigtige måde.

Skriftet slutter med en opfordring til at studere naturens vidundere, og der i naturlovene finde et holdbart udgangspunkt til at forstå og udfolde sin egen eksistens.

Som det ses, er trøsteskriftet ikke i vores forstand noget privat skrift. Der er meget lidt indforstået familiesnak, det er i højere grad objektive forhold, der tages frem og diskuteres

Det er sandsynligvis meningen, og trøsteskriftet er da også sammen med Senecas to andre trøsteskrifter optaget i samlingen af hans såkaldte “dialoger2. Vi ville nok kalde dem filosofiske essays, og længden på dette – ca. 60 sider i en overskuelig typografi – er typisk for en antik bog.

Susanne Høeg har oversat teksten og introduceret både manden og værket, og efter den oversatte tekst følger en oversigt og kommenteret gennemgang af indholdet.

Mette L. Høeg står for efterskriftet med nedslag i den rige tradition, stoicismen har i europæisk historie.

Først en sammenligning med den tidligere kristendom og derefter vises, hvordan renæssancen og oplysningstiden håndterede arven. Endelig føres vi helt op til vores tid, og stoicismen forstås som et relevant tilbud til de eksistentielle udfordringer, vi står overfor i den antropocæne tidsalder. Vi skal forstå at indordne os under naturen.

Oversættelsen er virkelig god. Stilen flyder godt, og både Senecas indimellem lange perioder i høj stil og hans mere samtalende eller decideret ordsprogsagtige formuleringer lander i godt dansk.

Det er sjældent, man mærker det latinske sprog bag det danske, så læseren har nemt ved at optage og fordøje de stoiske budskaber.