Om smukke ting synger jeg

Sappho: ”Roser fra Piería. Samtlige fragmenter”

Allerede titlen kalder på en forklaring. Piería er det bjerg, de græske muser, kunstens inspirationskilder, holder til på. ”Roser fra Piería” er således et billede på Sapphos kunst, hendes digtning.

Hvem var i øvrigt Sappho? En kvinde, der boede på Lesbos ca. 600 år f.v.t. Hun var aristokrat, skrev digte og blev berømmet af blandt andre Platon for sin visdom – og han havde jo ellers ikke meget til overs for digtere.

Men Sappho er også sekundært kendt gennem adjektivet lesbisk, for hun skrev hovedsageligt digte til kvinder, fulde af begær og kærlighed, men ikke i nogen identitetsskabende henseende.

Eller måske skriver Sappho ikke om kvinder? Måske synger hun om smukke ting, som der står i et fragment, hvor hun anråber en muse. Vel at mærke på en bestemt måde:

”Den der er smuk, er kun smuk at se.

Men den der er god, bliver også straks smuk”.

Her kommer den græske aristokratisme i spil. Det egentligt smukke, er smukt, fordi det også indebærer en moralsk overlegenhed og i forlængelse heraf en fremstilling af sandheden. Dét er kernen i den aristokratiske antidemokratisme.

Af samme grund kan et begreb som det græske ’eros’ vække problemer. Nogle gange oversætter Rasmus Sevelsted substantivet med kærlighed. Nogle gange begær, men det er en og samme ting, også for Sevelsted, men det kan være svært i en kristen kultur, hvor kødet (begæret) og ånden (kærligheden) står i grel opposition.

Men hos Sappho leder det timelige (kødet) over mod det evige (det guddommelige) i ritualerne, sædvanen og ikke mindst i digtningen.

”Roser fra Piería” er en bog, der kræver tid og koncentration, men vil måske netop i den langsomhed åbne det tænkeværdige i det hellige. Midt i den lysning digtene da åbner.

Selv fragmenterne kan åbne sig, hvis man giver sig tid som læser, men det kræver nok, at man benytter registeret bagest i bogen, hvor Sevelsted har anført betydningen af navne og steder.

Her er måske en kærkommen mulighed for at genopfriske den oldgræske verdens tanke, som fødte Europa ud af dens efterveer.

Til andre tider dukker der så enkle linjer op som disse:

”Der går hun frem og tilbage,

mindes blide Atthis, med længsel,

og bider sig i sit fine sind”.

At bide ”sig i sit fine sind” - hvem kan være i tvivl om, hvad her er på spil? Det er noget af det, det sapphiske sprog kan. Det er direkte, elegant og til tider rørt af en høj stil, men det bliver aldrig højtravende. Sappho taler tværtimod ind i det menneskelige som sådan.

Fragmenterne i titlen henviser til, at det meste af Sapphos digtning kun er overleveret som brudstykker. Her og der er der kun overleveret enkelte ord. Her og der noget, der kan minde om hele digte eller snarere sange – for Sapphos digte er ikke en del af en skriftlig, men en mundtlig kultur.

Fragmenterne er fint og tindrende nærværende oversat af Sevelsted, der har et nuanceret blik for det oldgræske sprog. Her mere præcist dialekten fra Lesbos og de lesbiske meter, mere om dette i oversætterens efterord, der med fordel kan læses før selve digtene.

Dertil kommer, at Peter Brandes har illustreret dette pragteksemplar af en bog, hvilket vel nærmest er blevet lykkelig sædvane i danske oversættelser af antik græsk litteratur, og hvem kan være ked af det?

Det overordnede indtryk bliver, at man sidder med noget eksklusivt og ikke mindst vigtigt i hænderne.