Menneske, kend dig selv

Yuval Noah Harari og David Vandermeulen, Daniel Casanav: ”Sapiens. Menneskehedens fødsel”

Sapiens er en genial grafisk udgivelse. Det er en remedieret udgave af den israelske historiker Yuval Noah Hararis bog med samme titel fra 2014. Men også i denne grafiske version er det særdeles spændende læsning. 

Sapiens handler om os alle sammen, helt fra begyndelsen. Den handler om mennesket, om hvor vi stammer fra. Harari fungerer som guide for læseren, og sammen med niecen Zoe, biologiprofessor Saraswati, den fantastiske Doktor Fiktion, fader Klug og ikke mindst politiopdageren Lopez udfoldes en fortælling om mennesket i alle dets tidlige former, og frem mod mennesket i ental.

Og mod det trin af den menneskelige civilisation, som vi står på nu, og skuer ind i en fremtid, der ikke er uden problemer. 

Sapiens fortælles i fire kapitler: 1) Savannens rebeller, 2) Fiktionens herrer, 3) Sex, løgn og hulemalerier, og 4) Interkontinentale seriemordere. Kapitlerne tager fat i menneskehedens historie fra forskellige vinkler. Først hjælper Harari og Zoe os med at forstå, at mennesket for 2 millioner år siden ikke var én art, men flere.

Menneskeart sloges mod menneskeart, og på grund af ét særligt biologisk træk, vandt sapiens: Hjernen. Den kognitive revolution betød, at sapiens udviklede sig på en anden måde end de andre menneskearter.

Ændring i miljø gennem vandringer, og ændring i kost betød, at hjernen voksede. Hararis måde at få formidlet den kognitive revolution er didaktisk. Den sker gennem figurernes dialoger, og men det er dialoger, der ikke fortaber sig i fagsprog og matematiske formler.  

I kapitlet Fiktionens herrer besøger Harari og Zoe professor Dunbar, der forklarer dem, hvorfor den menneskelige kommunikation er en forudsætning for udvikling af mere komplekse samfund. For at forklare betydningen af kommunikation, får Harari og Zoe besøg af Doktor Fiktion.

Doktoren er en superhelt med kappe og særlige briller, der kan afsløre, at kommunikation og mytologier hænger sammen. Mytologier er de fortællinger eller forklaringsrammer, som gør det muligt for mennesker at etablere fællesskaber.

Doktor Fiktion angriber ikke religion som en særlig mytefabrik, men gør det nøgternt klart for Harari og Zoe, at mytologier er fiktive redskaber, som gør det muligt for mennesker at etablere tillid.

Ved at ”tro” på det samme er der mange ting, som ikke behøver at blive forklaret igen og igen. Og uden denne gentagelsesøvelse bliver det muligt at løse problemer, som igen gør det muligt at skabe grupper på mere end 50 personer.

 Sladder bliver af professor Dunbar beskrevet som en central del af al menneskelig kommunikation. Sladder er vigtigt, som en form for fiktion, fordi den understøtter sociale normer, på godt og på mindre godt. Sladder bekræfter relationer, og den tillid der gør det muligt, at vi kan koordinere og eksistere sammen i hverdagen.

I kapitlet Sex, løgn og hulemalerier taler Harari med fader Klug. Kapitlet er en fin indføring i, hvordan arkæologer og andre videnskabsfolk skaber teorier om, hvordan det tidlige menneske levede og døde.

Fader Klug har den interessante pointe, at disse teorier er professionelt gætværk, fordi videnskabsfolk på trods af adgang til store mængder af fysisk materiale fra de fortidige menneskesamfund, netop bygger deres gætværk på nutidens forståelser og mytologier.

Denne pointe peger på tvivl, og på ydmyghed, og på en villighed til at undgå dogmatik. Dette illustrerer en af videnskabsfolkene med historien om Aché stammen, der af havde mange ”foruroligende” ritualer, og som på overfladen så ud til at være en brutal modsætning til normerne i et moderne samfund. 

Sapiens afrundes af retssagen mod homo sapiens, eller de interkontinentale seriemordere. Anklagen, der fremføres af politiopdageren Lopez, lyder: Menneskets bevægelse og organisering af mere komplekse samfund har ført fundamentale ændringer i de miljøer og økosystemer, som de bevægede sig hen i på deres vandring fra Afrika og ud i klodens fire verdenshjørner.

Hvordan dommen falder ud, skal ikke afsløres her. Men det kan afsløres, at der ikke bliver sat noget punktum. 

Illustrator Daniel Casanaves stil er hverken ”vild” eller taler med ”store streger”. Stilen er nøgtern, og bidrager til den didaktiske tone, hvor det handler om at forstå emnet og ikke fortabe sig i de ”kunstneriske armbevægelser”.

Stilen er ikke humoristisk, men alligevel er der passager, hvor Casanave gør brug at metakommunikation: Dette er en historie om at fortælle historie. 

Sapiens er ikke kun for børn og unge.

Det er et grafisk værk, der åbner for forældre og fagfolk kan reflektere over, hvordan de formidler viden til en ny generation, der står med ansvaret for at skrive de næste kapitler i menneskehedens historie.

Vigtigt er det også, at denne historie ikke kun favoriserer en videnskabelig funderet viden, selvom den begynder der. Men som menneskehedens historie udfoldes, bliver mytologier og dermed også religion forklaret som en vigtig brik til at forstå os selv.

Det fine ved Sapiens er, at den konklusion skal læseren selv tage stilling til. Baseret på de grafiske ”beviser”. 

Sapiens er oplysende og opløftende læsning for mennesker i alle aldre. Den er ikke nogen direkte løftet pegefinger af vores måde at være mennesker på, men den inviterer til ydmyg og kritisk refleksion. Stærke sager formidlet i simple streger.