Eventyr om vort forhold til naturen

Charlotte Weitze: ”Rosarium”

Charlotte Weitze har sin helt egen stemme i dansk litteratur. En stemme, der er en forunderlig blanding af eventyr og realisme.

Hendes fortællinger har altid fascineret, fordi de på en måde er så langt fra andre nutidige danske romaner, så fremmedartede, og samtidig lige så danske som H.C. Andersen.

De er eventyrlige og overnaturlige og fulde af sælsomme væsener og besynderlige hændelser. Men de er også fulde af stor viden om naturen og menneskets behandling af den.

Romanen med den smukke titel ”Rosarium” er en forunderlig slægtsroman, der handler om en ung pige, der slår rod i en skov og føder et grønligt barn, der lever af sollys.

Dette barn føder som ung pige tvillingepiger med blomsternavnene Lilly og Viola. De vokser op på et børnehjem i København. De tror, deres mor er botanikeren Johanne, født Johannes.

Kun den ene af tvillingerne får et biologisk barn; Marie og hun får en datter, Fine, lav af vækst og med grønlig hud.

Generationerne i ”Rosarium” interesserer sig alle for botanik og søger især efter en rose med menneskelige egenskaber. Bogen belyser menneskets forhold til naturen og angsten for, hvad menneskets behandling af naturen - af planter og dyr - kan betyde på længere sigt.

Charlotte Weitze skriver tankevækkende og poetisk om klimaforandringer og menneskets rovdrift på naturen.

Romanen består af tre dele, der strækker sig fra begyndelsen af det 20. århundrede i den russiske zars skove, over Anden Verdenskrigs København, til nutidens USA og videre ind i fremtiden.

I første del flygter bror og søster ud i Bialowieza-Skoven, som på det tidspunkt tilhører den russiske Zar. Børnene flygter sammen med deres forældre fra krigen og efter kort tid er børnene overladt til sig selv. Søster bliver mere og mere en del af skovens liv, glemmer at tale menneskesprog og ender med at slå rod i skoven.

I anden del følger vi danske Johanne, der i 1918 fødes som drengen Johannes. Hun interesserer sig for botanik og rejser i 1938 med til Sydamerika som assistent på et botanisk forskningsprojekt.

 På vej hjem fra Sydamerika møder hun på et polsk nonnekloster en lille vild og grønlig kvinde, som hun tager med hjem til Danmark.

Anden Verdenskrig er i gang og på den farefulde færd mod Danmark, føder den lille kvinde, som Johanne kalder Esther, tvillingepiger; Lilly og Viola. Anden del er skrevet som et brev til de voksne tvillinger, hvor Johanne fortæller døtrene om sit liv, hvorfor hun var nødt til at lade dem vokse op på et børnehjem.

I tredje del er Lilly og Viola sidst i 70erne, og de planlægger Johannes 100 års fødselsdag. Hun bor i USA, hvor også den ene tvilling bor. Det er meningen, at også Johannes barnebarn Marie og oldebarn Fine skal deltage i 100 års fejringen. Men da de ankommer, er Johanne forsvundet og en rosenplante er ved at brede sig over det hele.

Romanen ender helt dystopisk, og den er svær at ryste af sig. Som et folkeeventyr har ”Rosarium” den dobbelthed, at den både er medrivende fortælling og samtidig forsøger at fortælle, hvordan vi skal leve og opføre os, og hvordan vi i hvert fald ikke skal gøre det.